fbpx
Annonce

Referat: Celta – FC Barcelona 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 27.06.20

© Getty Images
// Celta

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Umtiti, Alba (Junior 80’), Rakitic, Vidal, Puig (Arthur 85’), Messi, Suárez (Griezmann 80’), Fati (Braithwaite 68’)

Bænk: Neto, Arthur, Lenglet, Griezmann, Braithwaite, Junior, Iñaki Peña, Collado, Araujo, Morer, Monchu og Cuenca

Mål: 0-1 Suárez (20’), 1-1 Smolov (48’), 1-2 Suárez (67’), 2-2 Aspas (88’)

Quique Setién ændrede en del på holdet, da Barca gæstede Celta de Vigo på Balaídos, hvor Busquets sad ude med karantæne. Der blev plads fra start til Umtiti, Puig og Fati. De to sidstnævnte gjorde et glimrende indhop mod Bilbao i tirsdags og det blev belønnet med en plads i startopstillingen.

Barca lagde ud med at sætte sig på spillet og i det femte minut var de tæt på at komme foran, da Piqué sendte et hovedstød på overliggeren efter et hjørnespark. Minuttet efter var det Celta der afsluttede, men her kom Umtiti ned med en vigtig blokering. Barca havde bolden næsten hele tiden og selvom Celta i perioder forsøgte sig med et højt pres, havde gæsterne godt styr på det. Barcas spil var mølsøgende og der var god fart i bolden, men det blev kun til et par hjørnespark.

Efter 20 minutter fik Barca frispark udenfor feltet, hvor alle ventede en afslutning af Messi. I stedet lagde argentineren en præcis pasning til en udækket Suárez, der tæt foran mål headede bolden i nettet til en 0-1 føring til Barca. Minuttet efter kunne der være blevet udlignet, da et håbløst udspark af Ter Stegen gav Celta en dobbeltchance, men først blokerede Piqué og derefter gjorde tyskeren skaden god med en vigtig redning på Aspas afslutning.

Celta fik blod på tanden og Barcas forsvar var på hælene. Det gav en kæmpe mulighed til hjemmeholdet i det 23. minut, men skuddet fra Mendez ramte Ter Stegen på skulderen og prellede af på stolpen. Her var heldet virkelig med Barca. Efter nogle svære minutter fik Barca igen styr på spillet og dominerede kampen. Det gav en god mulighed til Fati i det 35. minut, hvor bolden blev blokeret til hjørne. Få minutter efter burde Messi have fordoblet føringen, da han trak fri til en åben mulighed, men for en sjælden gangs skyld svigtede teknikken og bolden gik et stykke forbi.

Barca fortsatte i samme spor i halvlegens sidste minutter, men uden at der blev afsluttet. Det blev dermed ved 0-1 efter en udmærket halvleg af Barca, hvor de havde haft bolden i 75% af tiden.

Celta lagde bedst ud efter pausen og i det 49. minut fik de god hjælp af et skidt boldtab af Rakitic, der gav hjemmeholdet en omstilling. Det endte med at Smolov blev spillet helt fri foran en chanceløs Ter Stegen og så var der udlignet. Problemerne fortsatte for Barca, der havde svært ved at holde på bolden. De presset overalt på banen og det betød en del catalanske boldtab. Hjemmeholdet spillede godt med og kampen var helt åben. Messi og Fati havde et par spæde forsøg, men intet der for alvor var farligt.

Midt i halvlegen kom catalanerne alligevel foran og det kom lidt ud af det blå. Et godt genpres af Semedo sendte bolden til Messi, der spillede videre til Suárez med ryggen til målet. Han fik vendt energisk rundt og med en ren tåhyler sendte han bolden i nettet til 1-2. Lige efter kom Braithwaite på banen i stedet for Fati, som man ikke havde set meget til. Barca var tæt på nogle minutter senere, da Messi sendte et hjørnespark direkte på mål, hvor keeperen på selve stregen fik bokset væk.

Minuttet efter var det meget tæt på en udligning, da den tidligere Barca-spiller Nolito afsluttede i feltet, men Ter Stegen hev en klasseredning frem. Lige efter kom Griezmann og Junior ind i stedet for Suárez og Alba. Få minutter senere var den træt Riqui Puig der blev afløst af Arthur. Celta kastede flere folk frem i kampens slutfase og i det 88. minut begik Piqué et klodset frispark på kanten af feltet. Her lykkedes det for Aspas at sende bolden forbi muren og i nettet til en 2-2 udligning. Frustrationerne stod malet ansigterne på Barcas spillere.

Barca sendte Piqué frem i angrebet i dommerens tillægstid, men afslutninger blev det ikke til. I stedet slog Celta en kontta i det 94. minut, der bragte Nolito totalt fri foran det tomme mål, men han afsluttede svagt lige på Ter Stegen. Her kunne Barca have tabt kampen. Det blev således ved 2-2 og Barca mistede dyrbare point i topstriden med Real Madrid.

.:FORSIDE:.