Referat: Cartagena – FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 13.11.19

FC Barcelona: Neto, Piqué (Chumi 37’), Araujo (Mingueza 66’), Junior (Akieme 46’), Saverio (Jandro 66’), Riqui Puig (Sarsanedas 66’), Aleñá, Sergi Roberto (Monchu 37’), Morer (Guillem 46’), Pérez (Abe 76’), Dembélé (Colllado 46’)

Bænk: Sergi Puig, Sarsanedas, Guillem, Mingueza, Marqués, Chumi, Monchu, Akieme, Jandro, Collado og Hiroki Abe

Mål: 0-1 Pérez (64’), 0-2 Marqués (88’)

Barca stillede op til velgørenhedskamp mod Cartagena, hvor formålet var at samle penge ind til ofrene for de massive oversvømmelser som Murcia-området oplevede i september måned. På grund af landskampspausen var det en blanding af førsteholds- og B-holdsspillere som catalanerne stillede med. Der var fuldt hus på Estadio Cartagonova, hvilket vil sige omkring 15.000 tilskuere.

Selvom Cartagena lagde optimistisk ud, varede det ikke længe før at Barca satte sig solidt på spillet. Kombinationerne fungerede fint og bolden var på catalanske fødder det meste af tiden. Der skulle dog gå et kvarter inden der blev afsluttet for første gang. Det var Aleñá der sendte en helflugter af sted som målmanden tog sig af.

Barca fastholdt et klart overtag og midt i halvlegen lagde Puig en god bold der bragte Morer fri i feltet, men han afsluttede svagt. Et par minutter efter var det Dembélé der kunne glæde sig over en chanceskabende pasning fra Puig og afsluttede, men her afværgede målmanden til hjørne. Det var tydeligt at Barcas uvante opstilling hæmmede holdets fremadrettede spil, for de havde svært ved at skabe ret meget der bare var i nærheden at være farligt.

Allerede efter 37 minutter skiftede Valverde ud første gang, da Piqué og Sergi Roberto blev afløst af Chumi og Monchu. Piqué modtog store klapsalver da han forlod banen. Et par minutter efter kom Kike Saverio til en god mulighed, hvor bolden gik tæt forbi mål. Kort før pausefløjtet var Cartagena farlige for første gang, men Araujo greb godt ind og fik ryddet op. Mere skete der ikke i en halvleg med Barca-dominans, men uden de helt store målchancer.

Valverde foretog tre udskiftninger i pausen, hvor bl.a. Dembélé og Junior gik ud. Dermed var det kun Neto og Aleñá fra førsteholdet der var på banen. I det 50. minut løftede Puig bolden ind i feltet til en helt fri Collado, men en fodparade af målmanden forhindrede en scoring. Minuttet efter slog hjemmeholdet en kontra, hvor Neto måtte på arbejde for første gang i opgøret. Lige efter burde Barca havde haft et straffespark, da Pérez blev hægtet i feltet, men dommeren fløjtede ikke og der var ikke VAR der kunne hjælpe ham til at rette fejlen.

Kampen var åbnet mere op. Begge hold fik mere plads og der blev ikke passet så godt på rent defensivt som i første halvleg. Efter en times spil forsøgte Riqui Puig frækt at løfte bolden over målmanden, men den gik over mål. Lige var det Pérez der afsluttede, men en flot redning forhindrede en catalansk scoring. Pérez tog revanche i det 64. minut, da Puig energisk fik sendt bolden videre til ham i feltet. Pérez havde god tid og bankede sikkert bolden i nettet til 0-1.

Midt halvlegen foretog Valverde tre udskiftninger mere og blandt dem der gik ud var Riqui Puig, der havde været Barcas klart bedste spiller. Barca var tæt på at øge føringen et kvarter før tid, da Aleñá sendte et flot langskud afsted, men målmanden var ude i fuld længde og afværgede til hjørne. Lige efter blev Carles Pérez afløst af japanske Hiroki Abe. Trods Barcas føring hyggede tilskuerne sig i Cartagena, for bølgen rullede rundt på det fyldte stadion.

Hjemmeholdet forsøgte at sætte tempoet op i slutfasen og det blev til et par forsøg på mål, men uden at det for alvor var farligt. Også Barca satsede fremad banen i de sidste minutter, hvor spillet bølgede frem og tilbage. Det var dog Barca der var mest på bolden og to minutter før tid blev det 0-2, da Marqués udnyttede flot forarbejde af Akieme til at fordoble til den catalanske føring. Mere skete der ikke og Barca vandt fortjent med 0-2, men allervigtigst blev der samlet mange penge ind. 

.:FORSIDE:.