fbpx

Referat: Bayern München – FC Barcelona 3 - 0

FCBARCELONA.DK - 08.12.21

© Getty Images
// Bayern München

FC Barcelona: Ter Stegen, Dest (Nico 46’), Araujo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, De Jong (Puig 73’), Gavi (Demir 86’), Memphis, Dembélé (Coutinho 73’)

Bænk: Neto, Iñaki Peña, Mingueza, Umtiti, Garcia, Balde, Nico, Puig, Demir, Luuk de Jong og Akhomach

Mål: 1-0 Müller (34’), 2-0 Sané (43’), 3-0 Musiala (62’)

Barca besøgte Bayern München i sidste runde i Champions League gruppespillet, et opgør der ville afgøre holdets videre skæbne i turneringen. Barca skulle bruge en sejr for at være sikker på, at komme videre til 1/8 finalerne. Xavi indledte kampen med en 4-3-3 formation, hvor Dembélé var med fra start for første gang på sæsonen og hvor Dest var rykket frem i angrebet.

Artiklen fortsætter under annoncen
article stol


Ter Stegen lagde ud med at lave et håbløst udspark, der tvang Busquets til at lave et professionelt frispark på kanten af feltet. Det tog Sané sig af og han sendte bolden lige i ansigtet på Busquets, der faldt groggy til jorden, men hurtigt kom sig. Kort efter afsluttede Barca for første gang, men skuddet fra Alba gav ikke Neuer i målet i problemer. Barca lagde ud med et højt og energisk pres og det betød, at Bayern ikke fik skabt noget i kampens indledende fase.

Det gjorde Barca heller ikke, men Dembélé virkede oplagt og han fik skabt lidt uro i det tyske forsvar, men målchancer blev der ikke skabt. Midt i havlegen lykkedes det endelig for Barca at få afsluttet, men skuddet fra Dembélé gik et stykke over mål. Bayern virkede lidt uoplagte i deres spil og Barca dominerede, men uden at det var markant. Som tiden gik forsvandt intensiteten ud af Barcas spil og hjemmeholdet kom mere med. Det gav en farlig situation i det 27. minut, hvor Ter Stegen lige akkurat kom foran Lewandowski og afværgede en scoring.

Lige efter var der skidt nyt for Barca, for her måtte Alba udgå med lårskade. Mingueza kom ind i stedet, på den for ham uvante position. En klar svækkelse af Barca. Bayern satte sig på spillet og det gav resultat i det 34. minut, hvor Lewandowski sendte bolden ind i feltet til Müller, der headede den forbi Ter Stegen. Araujo sparkede væk inde på stregen, men målteknologien dømte bolden inde og så var Bayern foran 1-0. Målet tog modet fra Barcas spillere, der nu halsede efter Bayern i de fleste situationer. Tyskerne gjorde nærmest som de havde lyst til og i det 43. minut bankede Sané bolden i nettet fra distancen til 2-0. Her så Ter Stegen ikke for god ud. Det blev slutningen på en frustrerende halvleg for Barca.

Xavi pillede Dest ud i pausen og sendt Nico ind i stedet. Der var ikke meget der var lykkes for Dest de første 45 minutter. Bayern indledte halvlegen med at skabe en kæmpe mulighed, hvor Sané næsten ikke kunne undgå at score og alligevel ramte han Ter Stegen, der allerede lå ned. Her var heldet med Barca. Tyskerne satte sig tungt på spillet og Barca havde svært ved at komme frem på banen. Bayern trak sig dog efterhånden lidt tilbage og Barca kom bedre med, men de fik ikke skabt farlige situationer.

Det gjorde Bayern til gengæld i det 62. minut på en omstilling, da Araujo ikke kunne følge med Davies, der lagde bolden ind til Musiala og stod det 3-0. Frustrationerne lyste ud af Barcas spillere, for de var udmærket klar over, at Champions League var ved at være et overstået kapitel. Bayern fortsatte mod et opgivende Barca-mandskab, der havde svært ved at finde energien i spillet og det var tydeligt at tyskerne gerne ville score flere mål. Midt i halvlegen lykkedes Bayern med en omstilling hvor de kom i overtal, men en vigtig blokering af Mingueza forhindrede at Lewandowski kunne afslutte.

Med et kvarter tilbage blev Dembélé og De Jong afløst af Coutinho og Puig. Et klart billede af, at Xavi havde opgivet at komme tilbage og i stedet ville spare spillere. Det var som at Bayern slog lidt op i banen i slutfasen, hvor Barca fik lidt bedre styr på spillet, men fortsat uden gnist i offensiven. I det 86. minut trykkede Bayern lige på speederen og det gav Sané en stor mulighed, men han løftede bolden over mål. Kampens sidste minutter skulle bare overstås fra begge sider og det sluttede derved med en fortjent 3-0 sejr til Bayern München uden de helt store anstrengelser.

Da Benfica samtidig besejrede Dynamo Kiev med 2-0, ryger Barca ud af Champions League allerede i gruppespillet. 

.:FORSIDE:.