© Getty Images
// Albacete
FC Barcelona: Joan García, Cancelo (Cubarsí 46’), Araujo (Koundé 78’), Eric García, Gerard Martín, De Jong, Bernal (Casadó 65’), Olmo, Rashford (Fermín 65’), Yamal, Lewandowski (Torres 65’)
Bænk: Szczesny, Kochen, Koundé, Cubarsí, Balde, Casadó, Tommy, Fermín, Roony og Torres
Mål: 0-1 Yamal (38’), 0-2 Araujo (56’), 1-2 Moreno (87’)
Barca var på besøg hos Albacete fra den næstbedste række i kvartfinalen i Copa del Rey, hvor det hele skulle afgøres i én enkelt kamp. Hans Flick havde valgt at rotere i truppen og spare profiler som Koundé, Cubarsí, Balde og Fermín, hvilket gav startpladser til blandt andre Cancelo, Araujo, Gerard Martín og Bernal.
Artiklen fortsætter under annoncen
Gæsterne satte sig hurtigt på opgøret og tog kontrollen fra første fløjt. Allerede i det 7. minut opstod kampens første store chance, da Olmo sendte Rashford alene igennem i dybden, men englænderen fik ikke ordentlig træf og afsluttede forbi mål. Kort efter viste Albacete sig frem for første gang efter et boldtab fra Yamal, men afslutningen sad lige i favnen på Joan García. Barca dominerede boldbesiddelsen og spillede tålmodigt rundt, men tempoet var lavt, og det gjorde det muligt for hjemmeholdet relativt komfortabelt at forsvare sig.
Når Barca nærmede sig Albacetes felt, kneb det med de afgørende løsninger. Det skyldtes ikke et ekstremt lavt forsvar, men snarere upræcise pasninger og forkerte beslutninger i de afgørende øjeblikke. Offensiven fremstod derfor tandløs, og kampens rytme blev yderligere hakket op af mange frispark. Efter knap en halv time begik Bernal en stor fejl foran eget felt, hvilket gav Albacete en fin mulighed, men Joan García reddede sikkert.
Først i det 33. minut kom næste catalanske afslutning, da Gerard Martín missede totalt på en halvflugter, som gik langt over mål. Fem minutter senere faldt forløsningen. Et effektivt genpres fra De Jong og Rashford førte til, at bolden havnede hos en fri Yamal, som sikkert sendte den i nettet til 0-1. Kort efter opstod der dramatik, da stadion krævede Cancelo udvist for en tackling, men portugiseren slap for sin anden advarsel. I det 43. minut var Barca tæt på at øge føringen, da Lewandowski akkurat kom for sent på Rashfords indlæg, og i tillægstiden headede Olmo tæt forbi. En relativt tam første halvleg sluttede med en fortjent Barca-føring.
I pausen valgte Flick at erstatte Cancelo med Cubarsí, formentlig for at undgå risikoen for et rødt kort. Barca åbnede anden halvleg stærkt og skabte straks en stor chance, men Olmos afslutning blev blokeret tæt under mål. Kort efter var Albacete farlige, da et skud ramte De Jong og var tæt på at snyde Joan García, men bolden gik til hjørne. Barcas overtag gav pote i det 56. minut på et hjørnespark, hvor Rashford slog bolden ind til Araujo, som steg til vejrs og headede den i nettet til 0-2. Minuttet senere burde Lewandowski have lukket kampen efter en dårlig clearing fra hjemmeholdet, men polakken svigtede sin afslutning.
Albacete nægtede at give op og skabte i det 63. minut en stor chance på en hurtig omstilling, hvor bolden strøg lige over mål. I samme minut forsøgte Olmo sig fra distancen, men målmanden hev en flot redning frem. To minutter senere foretog Flick en tripleudskiftning, da Rashford, Lewandowski og Bernal blev afløst af Fermín, Torres og Casadó. Albacetes satsning gav mere plads til Barca, og i det 69. minut måtte hjemmeholdets keeper diske op med en fodparade på Ferran Torres’ afslutning. I det 73. minut kom endnu en advarsel fra hjemmeholdet, da et hovedstød fra Albacete gik snært over mål.
Med et kvarter igen forlod en træt, men smilende Araujo banen til fordel for Koundé. Albacete rykkede længere frem og fik mere tid på bolden, men Barca bevarede roen og fokuserede på at kontrollere spillet. I det 83. minut blev det til endnu en chance for Torres, som dog kun kastede et hjørnespark af sig. Minuttet senere troede hjemmeholdets fans, at der var reduceret, men scoringen blev annulleret for offside.
Intensiteten steg markant i slutfasen, og i det 87. minut fik Albacete belønning for presset. En dødbold blev sendt ind i feltet, hvor Moreno stod helt fri og headede reduceringen ind til 1-2. Stadion kogte, og drømmen om forlænget spilletid levede. Albacete gik i højt pres, hvilket samtidig gav Barca mere plads. Netop som uret rundede 90 minutter, sendte Gerard Martín bolden ind foran mål til Torres, der prikkede den i nettet, men også her blev målet annulleret for offside. Minuttet senere måtte Gerard Martín redde på selve målstregen for at forhindre en udligning. Vigtig aktion af catalaneren.
Barca red stormen af i de sidste minutter, holdt fast i bolden og sikrede sig en fortjent sejr på 1-2. Dermed er catalanerne klar til semifinalen i Copa del Rey.