Real Sociedad - FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 15.09.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Coutinho 46’), Piqué, Umtiti, Alba, Sergi Roberto, Rakitic, Rafinha (Busquets 57), Messi, Suárez, Dembelé (Vidal 77’)

Bænk: Cillessen, Lenglet, Vermaelen, Busquets, Arturo Vidal, Coutinho og Munir

Mål: 1-0 Aritz (13’), 1-1 Suárez (62’), 1-2 Dembélé (66’)

Som ventet lavede Valverde lidt om på holdet til opgøret mod Real Sociedad. Det var på midtbanen at ændringerne kom med Rafinha og Sergi Roberto på bekostning af Coutinho og Busquets. Det betød at Rakitic tog rollen som defensiv midtbanespiller.

Begge hold lagde forsigtigt ud, men med Barca klart mest på bolden. Der var dog ikke det store fart i det catalanske spil og bolden blev reelt kun flyttet rundt. Real Sociedad virkede farlige når de fik bolden, men også de trådte lidt på bremsen de første 10 minutter. I det 13. minut fik hjemmeholdet et frispark midt på Barcas banehalvdel, hvor bolden blev sendt ind i feltet. Her røg returen lidt tilfældigt ned for fødderne af Aritz, der kanonerede det i nettet uden chance for Ter Stegen. 1-0 til Real Sociedad og dermed den værst tænkelige start for Barca.

Barca fortsatte med at have bolden mest, men uden at der kom det store ud af det. Hverken Rafinha eller Sergi Roberto havde held med det fremadrettede spil og Messi så man næsten heller intet til. Dembélé lykkedes heller ikke med meget, så det var et tandløst Barca-mandskab man så på Anoeta. Hjemmeholdet var mere direkte i spillet og fik skabt et par farlige situationer, men uden at det kom til afslutninger.

Der skulle gå 35 minutter inden at Barca havde sin første afslutning i kampen, da Piqué fik hovedet på et hjørnespark, hvor bolden gik tæt forbi mål. Der kom lidt mere gang i det catalanske spil og fem minutter før pausefløjtet forsøgte Piqué sig igen, men her parerede keeperen til hjørne. På samme hjørnespark headede Rakitic tæt over mål. Mere skete der ikke i en skuffende første halvleg fra Barcas side.

Valverde sendte Coutinho på banen fra andens halvlegs start i stedet for Semedo. Det betød, at Sergi Roberto rykkede ned som højre back. Barca fik sat tempoet op og Real Sociedad blev sat under pres. Det betød dog ikke det store når det gjaldt chancer, for Barca havde fortsat svært ved at bryde igennem baskernes defensiv. Det fik Valverde til at skifte ud igen efter en lille time, da Busquets afløste Rafinha, der havde ydet en anonym indsats. Lige efter fik Dembélé en god mulighed med hovedet, men han missede fuldstændig sin afslutning.

Efter blot et par minutter på banen lavede Busquets en kæmpe fejl, der gav Real Sociedad en omstilling hvor Oyarzabal kom helt fri, men han sendte bolden over mål. Et par minutter efter svigtede Barcas defensiv igen, da Theo pludselig kom helt fri foran Ter Stegen, men tyskeren kom godt ud og fik afværget. Det gjorde han også to minutter efter, da det var Juanmi der kom igennem til en helt åben chance. I disse aktioner holdt Barca-keeperen sit hold inde i kampen.

Minuttet efter var det pludselig i den anden ende der skete noget. En bold blev sendt ind i feltet og endte tilfældigt for fødderne af Luis Suárez, der takkede for gaven ved at banke den i nettet til 1-1. Blot tre minutter senere var det et nyt indlæg der gav Real Sociedad forsvaret problemer. Denne gang var det Dembélé der var klar på en returbold og så var Barca pludselig foran med 1-2. De to hurtige scoringer skabte mere ro over Barcas spil. De kontrollerede kampen og holdt hjemmeholdet fra at komme frem til det store. Med et kvarter tilbage blev Dembélé pillet ud og Vidal kom på banen i stedet. Det betød at Coutinho rykkede frem i angrebet.

Real Sociedad kom længere frem på banen og det gav mere plads til Barcas spil. Det udnyttede Messi til et godt forsøg fra kanten af feltet, men her gik bolden over mål. Baskerne satsede det hele i slutfasen og her kom Barca i problemer. De havde svært ved at holde på bolden og tilskuerne på Anoeta håbede på en udlignende scoring. Barca holdt dog stand og fik en 1-2 sejr hevet i hus efter en kamp, hvor de havde spillet skidt og været i store problemer.

.:FORSIDE:.