Real Sociedad – FC Barcelona 0 - 1

FCBARCELONA.DK - 19.01.17

FC Barcelona: Cillessen, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti, Digne, Busquets, Iniesta (Gomes 46’), Rakitic (D. Suárez 68’), Neymar, Messi, L. Suárez

Bænk: Masip, Alba, Mascherano, Gomes, D. Suárez, Arda Turan og Alcácer

Mål: 0-1 Neymar, straffe (21’)

Det handlede om den første af to kvartfinaler i Copa del Rey, da Barca lagde vejen forbi et iskoldt Anoeta i San Sebástian. Her var opgaven at skaffe et så godt udgangspunkt som muligt inden returkampen på Camp Nou om en uge.

De to hold følte hinanden lidt på tænderne i kampens første minutter, hvor det mest gjaldt om ikke om at tage for store risici. Barca havde bolden mest, men uden at skabe det store og det var således hjemmeholdet der havde opgørets først afslutning. Det var Umtiti der lagde en håbløs tværpasning foran eget felt, så Oyarzabal fik en helt åben skudchance, men han sendte bolden et pænt stykke forbi. Minuttet var det Neymar der havde Barcas første afslutning, men ikke noget der gav målmanden problemer.

Barca satte sig langsomt mere på spillet og Real Sociedad stod det meste af tiden på egen banehalvdel. Midt i halvlegen udnyttede Neymar en fejl af det baskiske forsvar, så han kunne trække ind i feltet, hvor han klart blev nedlagt. Straffe til Barca og det tog Neymar selv. Han placerede sikkert bolden tæt op af den ene stolpe og så var Barca foran med 0-1. Barca fortsatte med at dominere, men uden at overtaget blev markant. Real Sociedad forsøgte sig periodevis med et højt pres og det betød, at Barca ofte måtte sparke bolden ud af farezonen. Det var tydeligt at især Cillessen ikke turde tage for store chancer.

Barcas defensiv fungerede rigtig godt og Real Sociedad var meget sjældne gæster foran det catalanske mål. Efter 36 minutter kom de dog til en pæn chance, hvor Illarramendis afslutning ramte Piqué og trillede tæt forbi mål. Lige efter var det Navas der headede forbi Barcas mål. Her havde Cillessen helt styr på boldens bane. De to muligheder rystede ikke Barcas spillere, der hurtigt genvandt kontrollen med begivenhederne. Det stod således 0-1 ved pausen efter en solid indsats af catalanerne de første 45 minutter.

Luis Enrique valgte at sende Gomes på banen fra 2. halvlegs start i stedet for anfører Andrés Iniesta, der måtte have haft problemer, for ellers var han blevet på banen. Halvlegen blev indledt med en stor mulighed til Neymar, hvor han havde et dårligt touch, så chancen løb ud i sandet. Brasilianeren var på spil kort efter igen, da Messi smart spillede videre med hælen, men bolden endte forbi fjerneste stolpe. Et par minutter senere var det uhyre tæt på et selvmål af Real Sociedad, da en tilbagelægning snød keeperen, der næsten på selve målstregen fik afværget til hjørne.

Real Sociedad kom længere frem på banen i søgen efter en udligning og de lykkedes med at få sat Barca under pres. Pludselig fungerede det catalanske spil ikke og det var måske årsagen til, at Luis Enrique valgte at hive en anonym Rakitic ud og i stedet sende Denis Suárez i aktion. Det ændrede dog ikke på Barcas spil, der nærmest var gået i stå. Bolden blev smidt hurtigt væk og kombinationerne fungerede ikke. Det betød at hjemmeholdet satte sig på spillet og tilskuerne på Anoeta begyndte at tro på en mulig udligning. Barcas defensiv fik dog afvist hvad der kom, selvom det ikke virkede helt overbevisende hele tiden, hvad der foregik.

10 minutter før tid fik Barca frispark udenfor feltet i en god position for Messi, men argentineren sendte bolden tæt over mål. Det var Barcas første afslutning i lang tid. Real Sociedad fortsatte med at presse på, men uden at komme frem til afslutninger. Det gjorde Barca derimod et par minutter før tid efter et hjørnespark, hvor Piqué forsøgte sig i to omgange, men uden at der blev scoret. Barcas spillere arbejdede hårdt i kampens døende minutter og det lykkedes for dem, at holde hele vejen hjem, uden at det for alvor blev farligt. Dermed endte det med 0-1, hvilket er et rigtig godt udgangspunkt inden returkampen på Camp Nou om en uge. 

.:FORSIDE:.