Real Madrid - FC Barcelona 0 - 3

FCBARCELONA.DK - 23.12.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Vidal (90’), Piqué, Mascherano, Alba, Busquets, Rakitic, Paulinho (Gomes 83’), Iniesta (Semedo 76’), Messi og Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Semedo, Aleix Vidal, Mascherano, Digne, Gomes og Denis Suárez

Mål: 0-1 Luis Suárez (54’), 0-2 Messi, straffe (64’), 0-3 Aleix Vidal (90’)

Det var intet mindre end El Clásico der stod på programmet, da Barca og Real Madrid tørnede sammen på Santiago Bernabeu i ligaens 17. runde. Med et forspring på 11 point til catalanerne, var der klart mest pres på hjemmeholdet, der ikke havde råd til at smide point, hvis drømmen om et mesterskab skulle bevares. Træner Ernesto Valverde havde igen Mascherano til sin rådighed, men der var alligevel genvalg i forsvaret til Vermaelen ved siden af Piqué, mens Sergi Roberto tog pladsen som højre back.

Madrid satte sig massivt på spillet fra start og efter blot tre minutter lå bolden i målet bag Ter Stegen. Her blev Ronaldos scoring dog korrekt annulleret for offside. Barca havde svært ved at holde på bolden, så det hele foregik på hjemmeholdets præmisser i indledningen. Efter 10 minutter brændte det på igen foran Barcas mål, da Ronaldo fik en komplet åben chance, men portugiseren missede fælt ved at ramme helt forbi bolden.

Barcas problemer med at skabe spillet fortsatte og de var sjældne gæster foran Madrids mål. Busquets virkede stresset og lavede langt flere fejl end man normalt ser fra hans side. Samtidig havde Messi svært ved at komme ind i kampen. Barca forsøgte tydeligt at tage tempoet ud af kampen for at stoppe Madrids offensiv. Der blev spillet påpasseligt, uden at der blev satset 100% fremad banen. Man var udmærket klar over, at det var hjemmeholdet der havde mest brug for at vinde kampen.

Der skulle gå en halv time inden at Barca kom til sin første afslutning, men så var det til gengæld også rigtig tæt på. En fantastisk pasning fra Messi sendte Paulinho fri dybden, men Navas i målet fik det yderste af fingerspidserne på, så bolden gik til hjørne. Minuttet efter var det Ter Stegen der viste sig flot frem, da Ronaldo kom fri og forsøgte sig, men tyskeren fik sendt bolden til hjørne med en vigtig fodparade. Barca var langsomt kommet bedre i kampen og der var stor intensitet på Santiago Bernabeu.

Efter 39 minutter fik Barca endnu en god mulighed og igen var det Messi der lagde op til Paulinho, der på ny måtte se Navas afværge. Et par minutter efter var det så Madrid der var tæt på, da Vermaelen missede sin markering, så Benzema kunne afslutte, men her tog bolden ydersiden af stolpen. Første halvleg blev sluttet af med et direkte frispark som Messe sendte i muren. 0-0 efter 45 intense minutter, der havde budt på gode muligheder til begge hold.

Det var Barca der kom bedst fra start efter pausen. De fik sat sig på spillet og kontrollerede opgøret, mens Madrid havde svært ved at komme i gang. Overtaget var tæt på at give resultat efter 53 minutter, men Suárez måtte se Navas afværge afslutningen. Blot et minut senere gav en god aktion af Busquets mulighed for en omstilling, hvor Rakitic blev sendt af sted. Han spillede videre til Sergi Roberto, der hurtigt og præcist fandt Suárez foran mål. Han svigtede ikke og førte Barca med 0-1. Flot angreb af catalanerne. Scoringen tog endnu mere modet fra Madrid og Barca fortsatte med at dominere. Efter en lille time kunne føringen være blevet øget da Luis Suárez kom fri, men han afsluttede i sidenettet.

Efter 63 minutter opstod der en vild situation foran Madrids mål. Først forsøgte Suárez sig, men Navas reddede i første omgang. Suárez fik fat på riposten, men sendte bolden på stolpen, hvorefter Paulinho fik hovedet på. Her måtte Carvajal have hånden til hjælp for at forhindre en scoring. Straffe til Barca og rødt kort til Carvajal. Messi lagde bolden til rette og han gjorde det stensikkert til 0-2. Barca havde nu kampen lige hvor de ville. De holdt godt på bolden, der blev spillet stille og roligt rundt, til stor frustration for de mange tilskuere på Bernabeu.

Et kvarter før tid foretog Valverde sin første udskiftning, da Semedo afløste Iniesta. Det betød at Sergi Roberto rykkede frem på midtbanen. Trods undertallet gav Madrid ikke om og 10 minutter før tid kunne de have reduceret, da Bale fik en kæmpe chance foran mål, men her kom Ter Stegen i vejen. Minuttet efter var det Barca der forsøgte sig, men forsøget fra Semedo sad i sidenettet. Ter Stegen måtte på arbejde igen lidt efter, da Madrid igen var tæt på at få reduceret. Barca-spillerne tog advarslerne alvorligt og begyndte at spille mere sikkert. De fik stoppet Madrids offensiv og gejsten hos hjemmeholdet forsvandt som tiden gik. Med fem minutter tilbage kom Gomes på banen i stedet for Paulinho, der havde arbejdet hårdt.

I overtiden var det så Aleix Vidal der blev sendt i aktion, da han afløste Sergi Roberto. Det skulle vise sig at være en god idé, for blot et minut senere kunne han sætte sidste fod på et oplæg fra Messi. 0-3 og dermed var ydmygelsen på Santiago Bernabeu en kendsgerning. Dommeren fløjtede af og Barca havde vundet en flot og fortjent sejr efter en formidabel anden halvleg.

.:FORSIDE:.