fbpx
Annonce

Real Madrid – FC Barcelona 0 - 1

FCBARCELONA.DK - 02.03.19

© Getty Images
// El Clásico // Real Madrid

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Semedo 90’), Rakitic, Arthur (Vidal 70’), Messi, Dembélé (Coutinho 78’), Suárez.

Bænk: Cillessen, Semedo, Umtiti, Vidal, Aleñá, Malcom og Coutinho

Mål: 0-1 Rakitic (25’)

For anden gang på blot fire dage mødtes Real Madrid og Barcelona på Santiago Bernabeu, denne gang i ligaen. Her ændrede Ernesto Valverde kun på en enkelt plads i forhold til onsdagens pokalkamp, idet Arthur afløste Semedo i startelleveren. Det betød at Sergi Roberto tog pladsen som højre back.

Der blev lagt ud i et højt tempo fra begge sider og det varede ikke længe før det kom til afslutninger, men hverken Bale, Suárez eller Benzema havde heldet med i sig kampens indledning. Det var hjemmeholdet der var farligst i det første kvarter, hvor også Varane og Kroos forsøgte sig, men Lenglet og Ter Stegen afværgede.

Som tiden gik kom Barca bedre med og satte sig på spillet. Arthur fordelte spillet godt og der var fart i det catalanske spil. Det gav en mulighed til Messi efter 18 minutter, hvor han løftede bolden over Courtois, men også forbi mål. Barca fortsatte med at dominere og efter 25 minutter kom belønningen. Rakitic spillede bande med Sergi Roberto og kom fri i feltet. Her løftede kroaten i bedste Messi-stil bolden blødt over Courtois til en catalansk 0-1 føring.

Scoringen fik Madrid længere frem på banen og de fik sat Barca under pres. Bolden var mest på hjemmeholdets fødder, men selvom de et par gange var tæt på at skabe noget, blev der ikke afsluttet. I denne periode havde Barca svært ved at holde på bolden og det hæmmede det offensive spil. Efter 36 minutter fik de dog et frispark udenfor feltet, som Messi sendte tæt over mål. Lige efter afsluttede Suárez fra kanten af feltet på en helt åben mulighed, med her hev Courtois en flot redning frem. I halvlegens sidste minut var det Madrid der var tæt på, da den lille Modric sendte et hovedstød lige over. Det blev sidste aktion i en underholdende halvleg, hvor Barca havde gjort det fornuftigt.

Madrid kom længere frem på banen fra anden halvlegs start og de lykkedes med at få presset Barca tilbage. Det gav et overtag i spillet til hjemmeholdet, men uden at de kom til farlige afslutninger. Madrids satsning gav plads til omstillinger og dem var Barca tæt på at lykkes med et par gange, men de afgørende pasninger missede. Efter en lille time var det tæt på en udligning, da en meget aktiv Vinícius forsøgte sig med et overraskende skud, men Ter Stegen fik hånden på. Lige efter var det Lenglet med en vigtig blokering, der forhindrede en scoring.

Madrid spillede i et højt tempo, mens Barca forsøgte at trække farten ud af bolden når de havde den. De forsøgte at kontrollere spillet, men hjemmeholdet spillede med stor intensitet og styrede begivenhederne. I forsvaret spillede Piqué en fantastisk kamp, hvor han spillede med stort overblik og selvtillid. Han stod for mange clearinger, når Madrid smed bolden ind i feltet. Midt i halvlegen lykkedes det for Barca at udnytte pladsen og komme til et par afslutninger, men hverken Dembélé eller Messi havde heldet med sig. Især Dembélé burde have udnyttet sin mulighed til at lukke kampen. Lige efter foretog Valverde sin første udskiftning, da en træt Arthur blev afløst af Vidal.

Kampen fortsatte i samme spor, med Madrid der kæmpede for at få udlignet og Barca der forsøgte at kontrollere spillet. Med 12 minutter tilbage kom Coutinho ind i stedet for Dembélé, der var forsvundet ud af kampen. Presset på Barca blev intensiveret i kampens slutfase, hvor de flere gange var nødsaget til at sparke bolden væk i stedet for at holde på den. Der opstod nogle farlige situationer i Barcas felt, men Ter Stegen greb godt ind, når der var brug for det.

Barca-spillerne kæmpede bravt i defensiven og i kampens tillægstid var det endda tæt på en 0-2 scoring, da Messi afsluttede en omstilling med at sende bolden centimeter forbi mål. Mere skete der ikke og Barca vandt sin anden kamp indenfor fire dage på Bernabeu.

.:FORSIDE:.