fbpx
Annonce

Napoli – FC Barcelona 0 - 4

FCBARCELONA.DK - 11.08.19

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Arthur 66’), Piqué (Umtiti 66’), Lenglet, Alba, De Jong, Sergi Roberto, Aleñá (Vidal 66’), Griezmann (Rafinha 66’), Dembélé (Abel Ruiz 75’), Suárez (Coutinho 66’)


Bænk: Neto, Rakitic, Busquets, Todibo, Coutinho, Arthur, Rafinha, Wague, Vidal, Umtiti, Junior Firpo, Iñaki Peña, Carles Pérez, Riqui Puig og Abel Ruiz.

Mål: 0-1 Suárez (48’), 0-2 Griezmann (55’), 0-3 Suárez (58’), 0-4 Dembélé (63’)

Barca spillede sommerens sidste træningskamp, da de mødte Napoli på Michigan Stadium i USA. Her valgte Ernesto Valverde en stærk formation fra start, hvor der ikke blev plads til spillere som Busquets, Rakitic eller Coutinho.

Barca lagde ud med god fart i bolden og satte sig på spillet, men det var Napoli der afsluttede først, da Mertens i det 7. minut sendte bolden tæt over mål. Barcas kombinationer fungerede godt og de fik presset Napoli tilbage foran eget felt. Efter et lille kvarter kom Barcas første mulighed og den var stor, men Griezmann sendte bolden få centimeter forbi fjerneste stolpe. Her burde franskmanden have scoret sit første mål i Barca-trøjen.

De Jong lå lige foran forsvaret, hvor han fordelte spillet godt og viste stor sikkerhed med bolden. Det var med til at give Barca et pænt overtag og Napoli var sjældne gæster på den catalanske banehalvdel. Det var utroligt varmt på Michigan Stadium og midt i halvlegen dikterede dommeren en fælles drikkepause. Barca fortsatte med at sidde på kampen, ikke mindst på grund af et effektivt genpres, men de havde svært ved at skabe muligheder.

Det kom der i det 34. minut, da Napolis forsvar kom ud af balance. Dembélé modtog bolden i feltet, men hans skud blev blokeret. Få minutter senere var Dembélé på spil igen med et godt fladt skud, men her kom keeperen ned og afværgede. Kort efter var det Luis Suárez der sendte en god afslutning afsted, men også her forhindrede Napolis målmand en scoring. I halvlegens sidste minut lykkedes det endelig for italienerne at skabe en stor mulighed, men trods en helt fri position, sendte Fabian Ruiz bolden forbi mål. Det blev afslutningen på en første halvleg som Barca havde siddet solidt på, men hvor bolden ikke kom i nettet.

Valverde skiftede ikke ud i pausen og det skulle vise sig at være en god idé. Et blot tre minutters spil kom Griezmann helt fri efter godt sammenspil med Suárez, men keeperen kom ud og afværgede. Suárez var klar på riposten og sendte sikkert bolden i nettet til en fortjent 0-1 føring. Der gik ikke mange minutter inden at bolden lå bag Napolis målmand igen. Aleñá spillede Alba fri i dybden og han sendte hurtigt bolden ind foran mål til Griezmann, der havde let ved at gøre det til 0-2. Flot angreb af Barca og Griezmanns første scoring for Barca.

Barca fortsatte i samme spor og det varede kun tre minutter inden de scorede igen. Dembélé fandt Suárez på kanten af feltet og han drejede flot bolden i nettet til 0-3. Barca var ikke til at stoppe og efter 63 minutter gjorde Dembélé til 0-4, da han tog et par gode træk ind i feltet og sendte bolden i nettet. Fantastisk start på anden halvleg for Barca, der tydeligt glædede Barca-træneren ude på sidelinjen. Midt i halvlegen valgte Valverde at skifte fem spillere ud på samme tid. De mange ændringer betød at gassen gik lidt ud af Barcas spil, men uden at Napoli kom meget bedre med.

Catalanerne var i god kontrol og havde bolden mest, men man skulle hen til et kvarter før tid, før de igen skabte noget. Det var Rafinha der afsluttede, men Napolis målmand kom ud i fuld længde og reddede. Der blev taget lidt let på tingene fra begge sider i kampens sidste minutter og det åbnede spillet mere op. Barca fik et par halve muligheder, men uden at det for alvor var tæt på. Det sluttede derved med en flot og helt fortjent på 0-4 efter den flotte start på anden halvleg. 

.:FORSIDE:.