Levante - FC Barcelona 0 - 5

FCBARCELONA.DK - 16.12.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Vermaelen (Arthur 52’), Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Vidal (Coutinho 77’), Rakitic, Dembélé, Suárez, Messi

Bænk: Cillessen, Miranda, Denis Suárez, Coutinho, Munir, Aleña og Arthur.

Mål: 0-1 Suárez (35’), 0-2 Messi (43’), 0-3 Messi (48’), 0-4 Messi (60’), 0-5 Piqué (88’)

Kort før kampstart måtte Semedo melde fra på grund af smerter i det ene knæ og det tvang Valverde til at lave om på holdet. Resultatet blev et forsvar med tre mand og Jordi Alba rykket frem på midtbanen. Ellers valgte Barca-træneren at starte med Vidal og Dembélé, hvilket betød en plads på bænken til Arthur og Coutinho.

Det var Levante der lagde bedst ud og allerede i kampens 5. minut var de tæt på at komme foran, men Ter Stegen fik pareret Boatengs forsøg i to omgange. Barca var mest på bolden, men uden af der for alvor var fart i spillet. Det første afslutning til catalanerne kom i det 11. minut, da Messi sendte et skud forbi mål.

Kampen kom ind i periode hvor det meste spil foregik på midtbane, uden at nogen af holdene kom frem til afslutninger. Barca havde svært ved at finde løsninger og hverken Messi eller Dembélé lykkedes med noget på egen hånd. Først efter 25 minutter blev der afsluttet igen, da Messi tog et direkte frispark, men her sad bolden lige i hænderne på Oier i Levante-målet. Det var Levante der kom bedst ud af dødvandet og de fik sat Barca under pres i en kort periode, hvor det også blev til et par hjørnespark.

Efter 33 minutter var hjemmeholdets offensiv tæt på at give udbytte, da Boateng afsluttede i feltet, men han måtte se bolden tage undersiden af overliggeren. Her var heldet virkelig med Barca. Blot to minutter senere lå bolden i nettet i den anden af banen. Barca erobrede bolden på kanten af Levantes felt, hvor Messi trak på tværs. Herfra lagde han ind foran mål, hvor Suárez med stor sikkerhed gjorde det til 0-1.

Det tog ikke modet fra Levante, der forsatte med at presse Barca. Det blev til lidt flere hjørnespark, men uden at det for alvor blev farligt. Det gjorde det til gengæld i det 43. minut, da Busquets erobrede en bold på midten og sendte Messi af sted mod mål. Her svigtede argentineren ikke og så førte Barca med 0-2. Det blev slutningen på en første halvleg hvor Barca havde vist stor effektivitet.

Barca fik en perfekt start på anden halvleg, da de efter blot et par minutters spil kom på 0-3. Et godt angreb blev startet af Suárez, hvorefter Alba fandt Messi i feltet og så var kampen nok reelt lukket. Kort efter valgte Valverde at sende Arthur på banen i stedet for Vermaelen og det betød, at Rakitic blev rykket ned på en uvant plads i den bagerste kæde. Trods en noget håbløs situation holdt Levante fast i deres offensiv spil og det betød at spillet var helt åbent.

Det udnyttede Barca efter en times spil, hvor Suárez tog et par gode træk og spillede modsat til Vidal. Han sendte straks bolden videre til Messi foran mål, der nemt kunne gøre det til 0-4 og et hattrick var en kendsgerning. Scoringen tog det sidste håb fra hjemmeholdet og Barca havde ingen problemer med at kontrollere spillet. Der blev holdt godt på bolden og det var tydeligt, at det nu handlede om at spare på kræfterne. Et kvarter før tid blev Levante reduceret til 10 mand, da Cabaco udsatte Dembélé for en ren svinestreg, hvor det lignede en skade til franskmanden, men han kom på benene igen og spillede videre. Kun fem minutter senere blev han dog afløst af Denis Suárez.

Lige inden burde Suárez havde øget Barcas føring, da Busquets spillede ham komplet fri foran mål, men han missede fælt med skud forbi. Kort efter brændte det på i den anden ende, da Levante lykkedes med at komme frem til en god afslutning, men her kom Ter Stegen ned og afværgede til hjørne. Begge hold tog tydeligt lidt let på tingene og et par minutter før tid udnyttede Barca den gode plads. Piqué førte bolden op ad banen og gik med frem i feltet, hvor Messi fandt ham foran mål og så stod det 0-5. Kampens sidste afslutning stod Levante for i overtiden, men Ter Stegen viste høj klasse med en fantastisk redning.

Mere skete der ikke og Barca hentede en sikker og fortjent sejr, der især blev skabt på en flot anden halvleg. 

.:FORSIDE:.