Leganés - FC Barcelona 0 - 3

FCBARCELONA.DK - 18.11.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Vidal 58’), Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic, Iniesta (Paulinho 58’), Messi, Alcácer (Denis Suárez 81’) , Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Vermaelen, Digne, Paulinho, Denis Suárez, Aleix Vidal og Deulofeu

Mål: 0-1 L. Suárez (28’), 0-2 L. Suárez (60’), 0-3 Paulinho (90’) 

Det var første kamp efter en to ugers landskampspause, da Barca aflagde Madrid-klubben Leganés et besøg. Valverde valgte at stille med sit nok stærkest mulige hold, selvom både Piqué og Umtiti var i karantænefare til næste weekends topkamp mod Valencia. De skulle således begge undgå at få en advarsel.

Leganés lod som ventet Barca tage initiativet fra start og det gav et massivt catalansk overtag i boldbesiddelse fra første minut. Det var dog tydeligt at hjemmeholdets defensiv var velfungerende, for Barca havde mere end svært ved at få skabt noget foran mål. Der blev forsøgt spillet i dybden, men alt blev afvist af Leganés-forsvaret. Modsat fik Barca også afvist de få forsøg på omstillinger som hjemmeholdet havde i indledningen. Man skulle hen til det 20. minut før at kampens første afslutning kom og den var til hjemmeholdet. En stor fejl af Rakitic gav Amrabat en stor mulighed, men han sendte bolden et stykke over mål.

Få minutter efter var det så Barca der afsluttede for første gang, da Messi havde et forsøg der også gik over. Det var ellers ikke meget man så til Messi, der havde få boldberøringer og ikke lykkedes med sine driblinger. Lige efter var det Leganés’ tur til at forsøge sig, men Amrabat måtte se sit skud gå tæt forbi mål. Den livlige periode forsatte og efter en lille halv time kom så målet til 0-1. Busquets sendte Alcácer af sted med en god pasning i dybden, der straks blev ekspederet ind foran mål. Her gik keeperen totalt galt af indlægget og fik kun den ene hånd på, hvorefter Luis Suárez stod klar og sendte bolden i nettet. Stor fejl af hjemmeholdets målmand som Suárez straffede.

To minutter senere skete der så det, der ikke måtte ske. Piqué fik en advarsel for at holde en modstander og så er han ude mod Valencia på søndag. I det 35. minut var Leganés uhyre tæt på en udligning, da Szymaowski kom fri i feltet, men Ter Stegen kom ud i fuld længde og fik flot afværget. I halvlegens sidste minutter blev Barca sat under pres, hvor det blev til et par hjørnespark til Leganés, men farlige afslutninger kom der ingen af. Det stod derved 0-1 ved pausen, noget som Barca-spillerne kunne være godt tilfredse med efter en lidt skuffende halvleg, hvor de ikke havde skabt det store.

Det var Leganés der lagde bedst ud efter pausen og efter 53 minutter var de på ny tæt på en udligning, da Amrabat slap helt fri, men Ter Stegen kom godt ud af målet. Barca kunne slet ikke få spillet til at fungere og det var præget af store fejl, godt hjulpet på vej af en noget ujævn og tør bane. Efter en lille time ville Valverde have der skulle ske noget nyt, da han sendte Vidal og Paulinho på banen i stedet for Semedo og Iniesta. Blot to minutter senere, da uret rundede en times spil, kom målet til 0-2. Messi spillede Alcácer fri i feltet, men han måtte se målmanden parerer. Luis Suárez stod klar på riposten og sendte bolden i nettet via en modstanderes fod.

Det fik dog ikke hjemmeholdet til at give op, for blot få minutter efter, måtte Ter Stegen på ny hive en flot redning frem. Tyskeren er virkelig i topform denne sæson. Barca havde kampen lige hvor de ville have den og de satsede derfor ikke længere 100% på at komme fremad banen. Det handlede mere om at kontrollere og forhindre hjemmeholdet i at skabe noget. Det lykkedes fint, for Barcas defensiv virkede solid, specielt Umtiti, der spillede en næsten fejlfri kamp.

Et kvarter før tid burde det være blevet 0-3, da en bold endte for fødderne af Aleix Vidal tæt foran mål, men han brændte den kæmpe store chance, hvilket han tydeligt græmmede sig over. Kort efter blev Denis Suárez sendt i aktion i stedet for Alcácer. Barca fastholdt kontrollen selvom Leganés aldrig gav op. Det blev til et par spæde forsøg fra hjemmeholdet, men intet der satte Ter Stegen på alvorlige prøver. To minutter før tid var Barca meget tæt, da først Messi forsøgte sig og derefter Luis Suárez, men en flot dobbeltredning forhindrede scoringen. Barca-spillerne fik dog noget at glæde sig over lige efter, da Messi kæmpede hårdt om bolden i feltet og lidt tilfældigt fik den sendt videre til Paulinho, der prikkede den i nettet med en lang tå.

0-3 sejren var en kendsgerning efter en kamp, hvor holdet aldrig for alvor sprudlede, men hvor det hårde arbejde og effektiviteten foran mål blev afgørende.

.:FORSIDE:.