Las Palmas – FC Barcelona 1 - 4

FCBARCELONA.DK - 14.05.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Digne (Gomes 58’), Marlon, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic, Iniesta, Messi, Neymar og Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Mascherano, Turan, Denis Suárez, Gomes, Aleñá og Alcácer

Mål: 0-1 Neymar (25’), 0-2 Suárez, 1-2 Bigas (63’), 1-3 Neymar (67’), 1-4 Neymar (72’)

Barca var svækket af flere afbud i forsvaret og det betød, at Lucas Digne blev placeret på den uvante position som højre back. Det blev ikke bedre af, at Mascherano under opvarmningen fik problemer, så han ikke kunne spille. I stedet blev det til ligadebut til B-holdets Marlon. For Barca handlede det udelukkende om at hente de tre point og håbe på, at Real Madrid samtidig ville tabe til Sevilla, så et mesterskab kunne komme tættere på.

Barca havde god fart i spillet fra start, hvor Messi havde sit holds første afslutning med et hovedstød over mål. I det 7. minut var der dramatik, da hjemmeholdets Jesé slap fri og blev hægtet af Digne til noget der lignede et rødt kort, men franskmanden slap billigt med en advarsel. Frisparket lige udenfor feltet blev taget af Lemos og sad lige i favnen på Ter Stegen. Barca havde bolden mest og spillet var målsøgende, uden at der var tale om det helt høje tempo. Efter et kvarter var det dog tæt på, da Suárez lige akkurat kom for sent til et godt indlæg fra Alba.

Barca fortsatte med at dominere, men der var nu længere mellem de gennemspillede angreb og Las Palmas havde held med at bryde catalanernes rytme. Samtidig virkede Barcas defensiv ikke helt overbevisende. Det var tydeligt at det gav lidt problemer med den uvante opstilling. Efter 25 minutter satte Busquets en hurtig omstilling i gang med en genial hælaflevering, hvor Iniesta sendte Suárez af sted i dybden. Han spillede uselvisk videre til Neymar, der let kunne gøre det til 0-1. Blot to minutter senere var rollerne byttet om, da Neymar lagde en god pasning i dybden til Suárez, der frækt vippede bolden i nettet til 0-2. I disse to situationer viste Barca stor effektivitet efter en noget død periode.

Efter lidt mere end en halv time kunne der godt være blevet reduceret, da Roque Mesa sendte et godt skud af sted, men her kom Ter Stegen godt ned og reddede. Barca fortsatte med at sidde på kampen, men uden at skabe det store foran mål. De holdt godt på bolden og kort før pausen fik Neymar en god mulighed, men han tog et træk for meget og det hele løb ud i sandet. Mere skete der ikke i en første halvleg, hvor Barca ikke havde vist sit højeste niveau, men hvor det var nok til en føring på 0-2.

Las Palmas kom længere frem på banen fra 2. halvlegs start og de lykkedes med at få sat Barca under pres. Det gav et par afslutninger til hjemmeholdet, der begge endte forbi mål. Barca havde svært ved at holde på bolden og få styr på spillet, men efter 55 minutter var det tæt på en catalansk scoring, da Messi i helt fri position fik rettet et skud af til hjørne. Kort efter valgte Luis Enrique at sende Gomes på banen i stedet for Digne, der igen så ud til at have problemer med det ene lår. Gomes blev placeret på den helt uvante position som højre back.

Las Palmas var stadig godt med og efter en times spil fik de sat en god omstilling i gang, der endte med en åben chance til Jesé. Her viste Ter Stegen igen sin betydning med en vigtig fodparade. Hjemmeholdet fastholdt momentum og efter 63 minutter var der udbytte. Endnu en omstilling fangede Barcas forsvar på hælene og så kunne Bigas passere en chanceløs Ter Stegen. 1-2 og så var kampen pludseligt åbnet op. Det fik Barca dog hurtigt sat en stopper for, for blot fire minutter senere kom målet til 1-3. Det var Rakitic der sendte en bold ind i feltet, som Neymar med hovedet fik dirigeret forbi hjemmeholdets målmand.

Der gik blot fem minutter mere, inden at den veloplagte Neymar var på spil igen. Alba spillede til ham i feltet og trods en spids vinkel, fik brasilianeren frækt trillet bolden under målmanden og i nettet. 1-4 og så var den kamp lukket. Det syntes Luis Enrique også, for kort efter foretog han en dobbelt udskiftning, da Rakitic og Luis Suárez blev afløst af Denis Suárez og Alcácer. Las Palmas spillerne havde mistet modet og Barca kunne uden problemer kontrollere opgøret. Der var optræk til et par farlige situationer i kampens slutfase, men der kom ikke flere scoringer og , det endte med en sikker og fortjent 1-4 sejr til Barca, hvor især Neymar brillerede med et hattrick. 

.:FORSIDE:.