fbpx
Annonce

Girona - FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 27.01.19

© Getty Images
// Girona

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet (Vermaelen 77'), Alba, Busquets (Sergi Roberto 82'), Rakitic, Vidal (Arthur 57'), Coutinho, Messi, Suárez.

Bænk: Cillessen, Sergi Roberto, Vermaelen, Arthur, Denis Suárez, Malcom, Boateng.

Mål: 0-1 Semedo (9'), 0-2 Messi (69')

Barca var søndag på besøg i Girona til det catalanske derby. Valverde havde valgt en stærk startopstilling, hvor Messi og Busquets var tilbage efter at have siddet ude i midtugens pokalnederlag til Sevilla. Derudover havde Vidal taget pladsen på midtbanen i stedet for Arthur.

Og Barca startede fornemt efter bare ni minutter, hvor man pressede på i Gironas felt. Efter et indlæg blev bolden noget heldigt afværget lige hen til en fri Semedo, som køligt sendte bolden i mål ved nærmeste stolpe. 0-1 til Barca og god start for Valverdes tropper. Det var Semedos første mål i Barca-trøjen. Få minutter senere slap Barca med skrækken, da Gironas Stuani krævede straffespark, da Alba hev ham i trøjen i feltet. Dommeren dømte dog ingenting og heller ikke VAR skred ind.

Efter et kvarter burde Barca være kommet foran med 0-2, da Coutinho blev sendt helt alene igennem på en friløber af Messi. Brasilianeren afsluttede dog svagt lige på keeperen og stod dermed for kampens første store afbrænder. Barca fortsatte de gode takter og efter 22 minutter sendte Messi en flot stikning af sted til Suárez, som spillede bolden tilbage til argentineren udenfor feltet, men med en ellers flot afslutning sendte han bolden lige forbi mål.

Efter halv times spil fik Messi et farligt frispark lige udenfor feltet, som blev blokeret af hvad der lignede armen på en Girona-spiller. Dommeren vinkede dog afværgende og efterfølgende var VAR også tavs. Meget tvivlsomt. Efter 41 minutter var Girona særdeles tæt på en udligning, da Stuani først måtte se sin afslutning reddet Ter Stegen og på reposten afværgede Piqué på stregen. Det blev dog ikke til flere mål i første halvleg, som endte med 0-1 til Barca.

På trods af gule kort til Lenglet, Vidal og Busquets foretog Valverde ingen udskiftninger i pausen. Efter 49 minutter var Girona meget tæt på en udligning, da Stuani driblede sig alene igennem, men måtte se sin afslutning reddet af Ter Stegen. Få minutter senere fik Gironas Bernardo sit andet gule kort og fik dermed det røde. Barca kunne derfor se frem til små 40 minutter i overtal. Alligevel var det Girona, som i minutterne efter pressede på og havde to store chancer, men Barca slap med skrækken.

Efter 57 minutter blev Vidal taget ud og ind kom Arthur for at skabe mere kontrol. Det skulle han lige bruge 10 minutter på og så fik Barca gang i presset. Efter 69 minutter blev Alba sendt alene af sted i dybden og han fandt som sædvanligt en fri Messi på midten, som køligt lobbede bolden i mål. 0-2 til Barca! Efter 74 minutter burde Suárez havde bragt Barca yderligere foran, men hans lidt for tidlige afslutning gik et stykke over mål. Og bare få minutter efter var det Messi med en stor afbrænder, da han helt alene i feltet afsluttede lige på keeperen. Kort efter gik Lenglet ud og ind kom Vermaelen.

Efter 82 minutter blev Busquets taget ud og ind kom Sergi Roberto. Herefter blev det til en friløber til Coutinho, som blev misbrugt, samt endnu en til Suárez, som også blev misbrugt. Derudover skete der ikke det store de sidste 10 minutter, da Valverde og Barca-spillerne tydeligt sparede på sig selv med henblik på midtugens returkamp i Copa del Rey mod Sevilla. Dermed endte det hele med en 0-2 sejr til Barca over Girona.

.:FORSIDE:.