Getafe - FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 16.09.17

FC Barcelona: Ter Stegen Sergi Roberto, Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Iniesta (Denis Suárez 46’), Raklitic (Paulinho (75’), Messi, Suárez, Dembélé (Deulofeu 25’)

Bænk: Cillessen, Semedo, Mascherano, Paulinho,Gomes, Denis Suárez og Deulofeu

Mål: 1-0 Gaku (39’), 1-1 Denis Suárez (61’), 1-2 Paulinho (82’) 

Det handlede om fjerde runde i La Liga, hvor Barca skulle forsøge at fortsætte den gode stime af sejre, efter at have hentet maksimumpoint i de tre første opgør. Valverde bød kun på en enkelt ændring i startopstillingen, da Sergi Roberto startede inde som højre back i stedet for Semedo. Kampen var i øvrigt den første, hvor spillerne trak i klubbens nye bordeauxrøde tredjetrøje.

Det var Getafe der lagde bedst ud med en afslutning i første minut, hvor Ter Stegen kom godt ned og fik pareret. Hjemmeholdet stillede op med en klar defensiv taktik og det betød hurtigt mest boldbesiddelse til Barca. De havde dog mere end svært ved at finde huller i hjemmeholdets forsvar. Der manglede fart i bolden og hverken Suárez eller Dembélé var særlig heldige, når de modtog bolden. Getafe virkede derimod farlige hver gang de vovede sig frem på banen og efter et kvarter var de tæt på igen, da Piqué rettede et indlæg af, hvor Molina lige akkurat ikke fik skubbet bolden i nettet.

Barca kunne slet ikke få noget til at fungere. De havde bolden klart mest, men der manglede ideer og Messi så man heller ikke meget til. Midt i halvlegen blev det ikke bedre af, at Dembélé måtte udgå med en skade i det ene baglår. Deulofeu kom på banen i stedet. Billedet forsatte med et idéforladt Barca-mandskab og Getafe der forsvarede sig godt. Man skulle hen til en halv times spil før Barca havde sin første afslutning på mål. Iniesta lagde en bold ind i feltet efter et hjørnespark og her stod Umtiti komplet fri, men hans hovedstød sad svagt lige på målmanden.

Getafe stod godt på banen og lurede på muligheden for omstillinger og det lykkedes i 39. minut. Her røg en returbold ud til japanske Gaku, der uimodståeligt kanonerede bolden i nettet forbi en chanceløs Ter Stegen. 1-0 til hjemmeholdet og frustrationerne lyste ud af ansigterne på Barca-spillerne. I halvlegens sidste minut var det meget tæt på en udligning, da Barca fik frispark lidt udenfor feltet. Her sendte Messi et godt skud af sted der havde retning mod målhjørnet, men Getafe-keeperen kom flyvende og afværgede med en utrolig redning. Det blev derved ved de 1-0 efter en halvleg, hvor spillet slet ikke havde fungeret for Barca.

Valverde valgte at sende Denis Suárez på banen fra anden halvlegs start i stedet for Iniesta, der ikke havde haft sin bedste dag. Barca indledte med at have mere fart i bolden og Getafe blev sat under pres. Der blev arbejdet hårdt for at skabe noget, men første afslutning efter pausen var et halvhjertet forsøg af Sergi Roberto efter en lille time. Getafe trak tiden når de kunne og det var tydeligt, at de mest koncentrerede sig om at forsvare sig, for de var sjældne gæster på Barcas banehalvdel.

Barcas hårde arbejde gav endelig resultat da uret havde rundet 62. minutter. Sergi Roberto opsnappede bolden i feltet og sendte den videre til Denis Suárez, der flot ekspederede den i nettet til en 1-1 udligning. Scoringen gav tydeligt Barca-spillerne troen på, at de kunne komme fra Madrid med alle tre point. De holdt godt på bolden og fortsatte deres søgen efter endnu en scoring. I front var der dog ikke meget hjælp at hente fra Luis Suárez, der slet ikke kunne få sit spil til at fungere. Alt hvad han var med i mislykkedes og det frustrerede ham tydeligt.

Getafe stod fortsat godt på banen og holdt Barca fra at skabe det store. Det var sikkert årsagen til, at Valverde ville prøve noget nyt et kvarter før tid, da han sendte Paulinho i aktion i stedet for Rakitic. Getafe vovede sig længere frem på banen i perioder og 10 minutter før tid måtte Ter Stegen i to omgange tage sig af et godt forsøg af hjemmeholdet. Et par minutter senere var det endnu tættere på, da et skud strejfede Sergi Roberto og tog ydersiden af stolpen på Barca-målet. Her var heldet virkelig med catalanerne.

Fem minutter før tid kom så den forløsende scoring, der gjorde det til 1-2. Messi modtog bolden på en omstilling og sendte Paulinho af sted. Han trak godt ind i mellem to modstandere og drejede bolden i nettet til hans første scoring i Barca-trøjen, noget der tydeligt betød meget for ham. Scoringen fik Getafe frem i en sidste satsning og de fik et par hjørnespark i kampens sidste minutter, men det blev ved 1-2 til Barca, der trods store problemer undervejs, kunne tage hjem med alle tre point.

 

.:FORSIDE:.