fbpx
Annonce

Getafe - FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 06.01.19

// Getafe

FC Barcelona:  Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Jordi Alba, Rakitic, Arthur (Aleñá 87’), Vidal (Busquets 69’), Dembélé (Coutinho 83’), Messi, Suárez

Bænk: Cillessen, Semedo, Murillo, Busquets, Coutinho, Aleñá og Malcom

Mål: 0-1 Messi (20’), 0-2 Suárez (38’), 1-2 Mata (44’)

Barca tog hul på 2019 med udekampen mod Getafe og her overraskede Ernesto Valverde ved at indlede opgøret med Busquets på bænken. Inden opgøret havde de øvrige tophold alle sat point til, så Barca-spillerne havde muligheden for at øge føringen i ligaen.

Barca tog styringen fra start hvor de blev mødt af Getafe højt på banen. Det betød at meget spil foregik på midten, men trods klar catalansk dominans, var det alligevel hjemmeholdet der først var tæt på. Efter 10 minutter lykkedes det dem at få bolden i nettet, men dommeren annullerede scoringen for et noget tyndt frispark mod Lenglet. Her var Barca heldige.

Getafes høje pres gav Barca problemer med at kombinere op af banen og samtidig blev de mødt at et hårdt spillende hjemmehold. Det betød en del catalanske boldtab og problemer med at skabe noget. Der skulle gå 20 minutter før at Barca afsluttede første gang i kampen, men så var der til gengæld også fuldt udbytte. Et indlæg fra Arthur blev rettet af, hvorefter Messi tog bolden ned, gik mellem to modstandere, forbi målmanden, for til sidst at trille bolden i mål fra en spids vinkel. Flot scoring af argentineren.

Målet tog modet fra hjemmeholdet og Barca satte sig endnu mere på kampen. Det gav en ny mulighed midt i halvlegen, hvor Suárez måtte se målmanden parere. Kort efter burde Barca have øget føringen. På et kort hjørnespark endte bolden hos en komplet fri Piqué lige foran mål, men han afsluttede svagt lige på keeperen. Kæmpe afbrænder af catalaneren.

Barca fortsatte med at sidde på kampen og de holdt fuldstændig Getafe fra at skabe noget. Modsat forsøgte gæsterne konstant at udnytte den plads som Getafe efterlod. Efter 38 minutter kom målet til 0-2. Messi lagde et frispark ind i feltet, hvor forsvaret i første omgang fik clearet, men på returen helflugtede Luis Suárez fra kanten af feltet, med en fantastisk scoring til følge.

Målet fik Getafe længere frem på banen og blot et par minutter efter Barcas scoring var det tæt på en reducering. En afslutning ramte Alba og ændrede retning, så bolden tog stolpen, hvorefter den blev sparket væk. Hjemmeholdet holdt fast i offensiven og i halvlegens næstsidste minut kom 1-2 målet. Et indlæg endte hos Jaime Mata tæt foran mål og så var der reduceret. I den situation hang Piqué i forsvaret. Mere skete der ikke i den underholdende første halvleg.

Getafe lagde ud efter pausen med en kæmpe chance, der opstod efter et skidt udspark af Ter Stegen, men afslutningen strøg forbi fjerneste stolpe. Hjemmeholdet stod stadig højt på banen, men det var Barca der havde bolden mest. Den første catalanske afslutning i anden halvleg kom fra Messi i det 54. minut, men den tog keeperen sig af. Efter en times spil var det igen tæt på en udligning, da Cabrera kom højest på et hjørnespark, men her hev Ter Stegen en fantastisk redning frem og afværgede til hjørne.

Det lykkedes for Getafe at presse Barca i en periode, hvor catalanerne ikke kunne holde på bolden særligt længe. Det gav en ny stor mulighed til hjemmeholdet midt i halvlegen, hvor alle på Coliseum så udligningen komme. Mata trak ind i feltet og kom også forbi Ter Stegen, men han kunne ikke holde balancen og sendte bolden over det helt tomme mål. Her åndede Barca-spillerne lettede op. Lige efter foretog Valverde sin første udskiftning, da Busquets afløste Vidal.

Fem minutter senere burde kampen være blevet lukket. Dembélé sendte Messi alene mod mål på en hurtig kontra, men argentineren måtte se målmanden afværge. Ærgrelsen lyste ud af Messi. Kort efter var Messi på spil med et skud udefra, men også her viste Getafes målmanden høj klasse med en redning i fuld længde. Barca fik bedre styr på defensiven i slutfasen, hvor først Coutinho og dernæst Aleñá afløste Dembélé og Arthur, der begge have spillet en god kamp. Getafe forsøgte til det sidste at få reduceret, men Barca holdt stand og kom ikke i problemer i kampens sidste 10 minutter.

Dermed sluttede det med en sejr på 1-2, skabt mere på hårdt arbejde end flot spil, men de tre point kom med hjem til Barcelona fra en bane, hvor holdet ofte har oplevet problemer.

.:FORSIDE:.