FC Barcelona - Villarreal 2 - 0

FCBARCELONA.DK - 02.12.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic, Vidal (Aleñá 70’), Coutinho (Malcom 79’), Messi, Dembélé

Bænk Iñaki Peña, Chumi, Miranda, Denis Suárez, Aleñá, Munir og Malcom.

Mål: 1-0 Piqué (35’), 2-0 Aleñá (87’)

Det var et kraftig afbudsramt Barca-mandskab der tog imod Villarreal i ligaens 14. spillerunde. Hele otte spillere var skadede, blandt dem nøglespillere som Umtiti, Sergi Roberto og Luis Suárez. De mange fravær gjorde, at hele tre spillere fra B-holdet var udtaget, men de startede alle på bænken.

Barca satte sig på spillet fra start, mens Villarreal frivilligt stillede sig tilbage med alle mand. Der var god bredde i det catalanske spil, ikke mindst i Dembélés side, hvor han konstant udfordrede gæsternes forsvar. Det klare overtag udmøntede sig dog ikke i afslutninger til Barca og i stedet var det Villarreal der var tæt på at komme foran. Det skete efter et lille kvarter, hvor Lenglet tabte en nærkamp. Det gav en stor mulighed til Moreno foran mål, men bolden prellede af på stolpen.

Barca fortsatte med at sidde på det meste og det blev til afslutninger fra distancen af Rakitic og Dembélé, men uden at det for alvor var tæt på. Barca spillede med stor tålmodighed foran Villarreals felt, hvor gæsterne forsvarede sig med alle mand. Efter en halv time fik Barca et frispark udenfor feltet, men her sendte Messi bolden lige på målmanden. Få minutter efter kom scoringen til 1-0. Efter et kort hjørnespark lagde Dembélé bolden ind i feltet, hvor Piqué kom højest og headede den i nettet.

Et par minutter efter var Messi tæt på at fordoble føringen, da Alba sendte bolden ind i feltet, men argentinerens skud blev afværget af målmanden. Villarreal kom lidt længere frem på banen i halvlegens slutfase, men uden at de kom frem til noget. Barca dominerede frem til dommerens pausefløjt efter en fornuftig halvleg, der havde budt på få afslutninger.

Barca lagde godt ud efter pausen ved at skabe et par farlige situationer, den ene hvor keeperen med besvær fik afværget til hjørne. Det varede ikke længe før at Villarreal gik længere frem på banen og resulterede i, at de kom langt bedre med. Afslutninger var dog ikke mange af fra gæsternes side, kun et forsøg over mål i halvlegens første kvarter.

Barca havde tydeligt problemer med at få spillet til at hænge sammen. Der manglede fart i bolden og den blev smidt alt for ofte væk. Offensiven gik i stå og man så absolut intet til Messi i lange perioder og Dembélé faldt også ud af kampen. Midt i halvlegen valgte Valverde at sende Carles Aleñá på banen i stedet for Arturo Vidal, der ikke havde gjort det store væsen af sig.

Villarreal fortsatte med at spille godt med og man kunne mærke nervøsiteten på Camp Nou på grund af den smalle føring. Et kvarter før tid kom det så endelig til en afslutning fra Barcas side, da Coutinho sendte et forsøg forbi mål. Det var ellers ikke meget man havde set til brasilianeren i kampen og kort efter blev han erstattet af Malcom. Villarreal var tvunget til at satse og det blev straffet med fem minutter tilbage, da Barca slog kontra. Messi spillede Aleñá fri i dybden og den unge catalaner takkede ved frækt at løfte bolden over målmanden til en 2-0 scoring, i øvrigt hans første i ligaen nogensinde.

Villarreal-spillerne tabte troen på point og i overtiden var Messi tæt på at gøre det til 3-0, men bolden kom ikke i nettet. Det blev dermed ved en fortjent 2-0 sejr efter en lidt lunken indsats af Barca.

.:FORSIDE:.