FC Barcelona - Sporting Gijon 6 - 1

FCBARCELONA.DK - 01.03.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Mascherano, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic, Denis Suárez, Rafinha (Sergi Roberto 73’), Messi (Gomes 60’), Neymar, Luis Suárez (Alcácer 46’)

Bænk: Cillessen, Sergi Roberto, Piqué, Digne, Gomes, Iniesta og Alcácer.

Mål: 1-0 Messi (9’), 2-0 Juan, selvmål (11’), 2-1 Castro (21’), 3-1 L. Suárez (27’), 4-1 Alcácer (49’), 5-1 Neymar (65’), 6-1 Rakitic (87’)

Ligaens 25. spillerunde blev afviklet midt på ugen, hvor Barca tog imod Sporting Gijon, der kæmper hårdt for at undgå nedrykning. Her gjaldt det for Barca om at fastholde den optimisme der blev skabt i søndagens vigtige 1-2 sejr ude over Atlético Madrid. Luis Enrique valgte at spare en række nøglespillere som Sergi Roberto, Iniesta og Piqué, hvilket betød en del ændringer i startopstillingen.

Barca havde god fart i bolden fra start og første advarsel til gæsterne kom efter 3 minutter, da Rafinha drejede et langskud tæt forbi mål. Sporting forsøgte at gå op i et højt pres, men uden at det gav Barca de store problemer. Hjemmeholdet fortsatte med det målsøgende spil og resultatet kom efter 9 minutter. Mascherano sendte en lang høj pasning frem mod Messi i en situation, hvor offsidefælden kiksede for gæsterne og så var argentineren totalt fri. Han vippede smart bolden med hovedet over den fremstormende keeper. 1-0 til catalanerne og perfekt start på kampen. Blot to minutter senere blev føringen fordoblet. Neymar spillede Luis Suárez fri i dybden, hvor han trak forbi målmanden og afsluttede. Inde foran mål var Sportings Juan uheldig at sende bolden i eget net.

De to hurtige scoringer fik Barca til at sætte tempoet lidt ned, men de fortsatte med at dominere klart, dog uden at skabe muligheder i en periode. Man skulle hen til midt i halvlegen før næste afslutning kom, da Messi genialt spillede Rafinha fri, men han afsluttede svagt. Lige efter havde Sporting sit første seriøse angreb i kampen. Her fik de overspillet Barca-forsvaret, så Álvarez kom helt fri og afsluttede. Hans skud ramte stolpen, men Castro var hurtig fremme og sende den i nettet til en 2-1 reducering. Det var en scoring der skabte frustration på det noget tyndt besatte Camp Nou. Svaret fra Barca kom hurtigt. Efter en lille halv time sendte Rakitic en bold ind i feltet, hvor en skidt clearing endte foran Luis Suárez, der ikke tøvede. Han helflugtede bolden op i krydset til en kompromisløs 3-1 scoring.

Farten gik pludselig igen ud af Barcas spil og Sporting kom lidt bedre med, uden at de dog virkede som den helt store trussel. Barca havde stadig bolden klart mest, men den næste store mulighed var til gæsterne. Den kom få minutter før pausen, hvor Barcas forsvar igen så skidt ud da Burgui afsluttede. Ter Stegen afværgede, men kunne ikke holde bolden og havde det ikke været for en lang tå af Alba, var der kommet en reducering mere. På det efterfølgende hjørnespark slog Barca kontra, hvor Neymar kom helt fri foran mål, men her blev hans scoringsproblemer denne sæson endnu en gang udstillet, da keeperen hev en fodparade frem. Det blev sidste aktion i en halvleg hvor Barca fortjent var foran, men uden at defensiven for alvor havde overbevist.

Luis Enrique valgte at spare Luis Suárez for yderligere anstrengelser i pausen, hvor Paco Alcácer kom på banen i stedet. Det skulle hurtigt vise sig at være en god idé, for i det 49. minut kom han på tavlen til en 4-1 scoring. Det var Messi der opsnappede bolden på kanten af feltet og uselvisk spillede Alcácer fri i feltet. Kort efter forsøgte Messi så selv, men hans skud blev rettet af til hjørne. Efter en times spil viste Messi sig frem igen, da han tog et direkte frispark lige udenfor feltet. Her tippede han frækt bolden over muren, men måtte se den tage ydersiden af trekantssammenføjningen. Lige efter valgte Luis Enrique at spare argentineren, der blev klappet af banen, da Gomes afløste ham.

Sportings spillere virkede naturligt lidt opgivende og Barca havde ingen problemer med at dominere klart. Efter 65 minutter fik de et nyt frispark på kanten af feltet og med Messi ude på bænken, var det Neymars tur til at sparke. Her drejede han bolden forbi muren og op i krydset til en fantastisk flot 5-1 scoring. Barca sad på hele og Sportings spillere var reduceret til statister på Camp Nou. Luis Enriques sidste udskiftning kom et kvarter før tid, da Sergi Roberto kom på banen i stedet for Rafinha, der havde gjort det godt.

Trods den solide føring virkede Barcas spillere opsatte på at score et mål mere og det var tæt på at lykkes for Ivan Rakitic 10 minutter før tid, da målmanden med det yderste af fingrene fik sendt bolden til hjørne. Hjemmeholdets målsøgende spil fortsatte, men man kunne også se på spillet, at de ikke gav sig 100%. Det handlede også om at spare kræfter, men tre minutter før tid fik tilskuerne alligevel en scoring mere at gå hjem på. Rakitic spillede bande med Sergi Roberto og bankede bolden op i nettaget. En forløsende scoring af kroaten, der ikke har haft den bedste sæson. Det blev sidste farlige aktion i kampen og Barca fik dermed den ventede og sikre sejr mod et Sporting-mandskab der aldrig rigtig blev nogen trussel. 

.:FORSIDE:.