fbpx
Annonce

FC Barcelona - Sevilla 6 - 1

FCBARCELONA.DK - 30.01.19

© Getty Images

FC Barcelona: Cillessen, Sergi Roberto, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic (Vidal 74'), Arthur, Coutinho, Messi, Suárez

Bænk: Ter Stegen, Semedo, Vermaelen, Alena, Vidal, Malcom, Boateng

Mål: 1-0 Coutinho, straffe (13'), 2-0 Rakitic (31'), 3-0 Coutinho (53'), 4-0 Sergi Roberto (54'), 4-1 Arana (68'), 5-1 Suárez (89'), 6-1 Messi (90')

Barca skulle onsdag aften på en svær opgave, da man efter at have tabt den første Copa del Rey kvartfinale mod Sevilla med 2-0 på udebane skulle forsøge at gå videre i returkampen hjemme på Camp Nou. Derfor have Valverde da også en stærk opstilling klar med alle de store profiler.

Og Barca startede stærkt med kontrol over spillet og masser af chancer i offensiven. Allerede efter 13 minutter blev Messi klart nedlagt i feltet. Den ydmyge argentiner lod Coutinho tage og brasilianeren scorede. 1-0 til Barca og fantastisk start. På det catalanske mål stod Jasper Cillessen og han fik en helt afgørende rolle efter en halv times spil. Først fandt han en fantastisk redning frem på en afslutning i feltet, hvor han kom helt ned og slog bolden ud på stolpen. Og kort efter begik Piqué et klodset straffespark, som Cillessen dog også tog sig af. Verdensklasse af verdens bedste reservekeeper, som sørgede for, at Barca fortsat holdt nullet.

Og lige som Sevilla havde brændt deres straffespark slog Barca til i den anden ende. Arthur slog en fornem lang aflevering til Rakitic, som alene med keeperen snittede bolden i mål. 2-0 til Barca - et resultat som ville betyde forlænget spilletid.

Barca pressede på gennem det sidste kvarter, med et Sevilla-mandskab som var særdeles farlige på kontra. Catalanerne havde dog generelt godt styr på kampen, men fik ikke scoret yderligere. Dermed kunne begge mandskaber gå til pausen med stillingen 2-0 til Barca.

I anden halvleg havde Barca lidt mere svært ved at komme i gang og Sevilla begyndte tydeligt at tro en smule på, at de kunne score et mål. Heldigvis viste catalanerne deres offensive styrke allerede efter 52 minutter, da Suárez sendte et indlæg ind til Coutinho, som headede bolden i mål. 3-0 til Barca og andet mål af Coutinho, som endelig så ud til at være kommet i gang. Med 3-0 føringen var Barca videre. Og bare en enkelt minut efter slog Barca til igen, da Messi smart sendte en blød stikning ind i feltet til en fremstormende Sergi Roberto, som køligt hamrede bolden i mål ved fjerneste stolpe. 4-0 til Barca og nu så det for alvor godt ud.

Efter kampens fjerde scoring begyndte Barca at tage lettere på det og gæsterne begyndte at komme mere ind i kampen, samt skabe flere nærgående chancer. Efter 67 minutter gik det så galt, da Cillessen fejlede ved et udspark, hvilket resulterede i en scoring af gæsternes Arana. Et sus gik igennem Camp Nou, for med stillingen 4-1 manglende Sevilla kun at score en enkelt gang for at gå videre.

Gennem de sidste 20 minutter bølgede spillet frem og tilbage foran et nervøst Camp Nou. Både Vidal og Semedo blev sendt på banen i stedet for Rakitic og Coutinho. Med to minutter tilbage lukkede Barca heldigvis kampen, da  Alba, Messi og Vidal gennemførte et fantastisk kontraangreb, som endte hos Suárez, som sikkert sende bolden i mål. 5-1 til Barca. Og for at fejre pladsen i semifinalen sluttede Barca af med et sublimt mål, da Vidal, Suárez og Piqué spillede sig igennem, inden Alba med hælen fandt Messi, som scorede til slutresultatet 6-1.

Dermed er Barca videre til semifinalen i Copa del Rey efter en fantastisk comeback og en sejr på 6-1 over Sevilla.

.:FORSIDE:.