FC Barcelona - Sevilla 4 - 2

FCBARCELONA.DK - 20.10.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic, Arthur (Sergi Roberto 66’) , Coutinho, Messi (Dembélé 25’), Suárez (Munir 81’)

Bænk: Cillessen, Sergi Roberto, Chumi, Vidal, Rafinha, Munir og Dembélé

Mål: 1-0 Coutinho (2’), 2-0 Messi (12’), 3-0 Suárez (63,), 3-1 Sarabia (79’), 4-1 Rakitic (88’), 4-2 Muriel (90’)

Det var en direkte kamp om førstepladsen i ligatabellen, da Sevilla gæstede Camp Nou i ligaens 9. spillerunde. Ernesto Valverde bød ikke på de store ændringer på holdet i forhold til de foregående kampe. Der var genvalg til Arthur på midten, hvilket sendte Coutinho frem i angrebet og Démbélé ud på bænken for tredje kamp i træk.

Kampen fik den bedst mulige start for Barca med en scoring allerede efter to minutter. Semedo satte et angreb i gang og sendte bolden videre til Messi, der hurtigt fandt en fri Coutinho i feltet. Han drejede flot bolden op i fjerneste målhjørne til 1-0. Blot fire minutter senere var det uhyre tæt på tæt på en udligning, da Sevilla slog en god kontra. Bolden endte hos Arana der sendte et skud af sted der passerede Ter Stegen, men som prellede af på stolpen.

Begge mandskaber ville spille med, så der var tale om en helt åben affære. Det gav god plads til at angribe og det udnyttede Barca efter 12 minutter til en effektiv omstilling. Suárez sendte Messi af sted i dybden og argentineren takkede ved at sende bolden sikkert i nettet. 2-0 i en perfekt start for Barca. Glæden blev dog afløst af bekymring, da Messi efter et kvarter faldt uheldigt ned i en tilfældig aktion og blev liggende på banen med tydelige smerter. Han var kommet til skade med armen og selvom han fik behandling udenfor banen i næsten 10 minutter, var han ikke i stand til at fortsætte. I stedet kom Dembélé ind.

Et blot et par minutter på banen tog Dembélé på en ren slalomtur, hvor han var tæt på at komme fri i feltet, men bolden blev tacklet fra ham tæt foran mål. Her burde han nok have set en fri Suárez inde foran mål. Barca skulle lige finde sig selv uden Messi på banen og farten gik noget ud af spillet. Der blev passet godt på, for Sevilla var farlige hver gang de angreb og andalusierne fik en del hjørnespark. Barcas forsvar blev presset i flere situationer, men evnede at holde hovedet koldt.

Kampen fortsatte med at være helt åben og meget lige. Man skulle frem til halvlegens sidste minutter, før der for alvor igen skete noget. Først var det Semedo der i det 42. minut afsluttede i sidenettet på en stor mulighed og lige efter havde Sevilla et hovedstød tæt over mål på et hjørnespark. I halvlegens overtid var det så Rakitic der fik en stor chance, hvor han ville loppe bolden over målmanden, der dog havde gennemskuet kroaten. Det blev dermed ved 2-0 til Barca efter en udmærket halvleg der blev præget af Messis skade.

Barca blev sat under pres fra anden halvlegs start, hvor de havde svært ved at holde på bolden. Der opstod et par farlige situationer foran det catalanske mål, men forsvaret fik afvist hvad der kom, selvom det ikke virkede helt overbevisende. Barca fik langsomt bedre styr på spillet og efter 54 minutter var Luis Suárez tæt på at øge føringen, da en afslutning strejfede ydersiden af stolpen. Kort efter fik Barca-angriberen en ny mulighed, men her afsluttede han svagt forbi mål.

Efter en times spil var det Sevilla der forsøgte sig og havde det ikke være for en helt utrolig dobbeltredning af Ter Stegen, var der blevet reduceret. Først var han ude i flyvende stil og afværge og på riposten fik han blokeret. Ren verdensklasse! Minuttet efter var det i den anden ende af banen der skete noget, da Suárez blev sendt alene mod mål. Han trak forbi målmanden, der nedlagde ham i et klart straffespark. Det tog Suárez sig selv af og han gjorde det sikkert til 3-0.

Lige efter foretog Valverde sin første udskiftning, da Arthur blev afløst af Sergi Roberto. Kampen syntes afgjort, men Sevilla ville det anderledes. De fortsatte med at angribe og 10 minutter før tid blev de belønnet for anstrengelserne. Et skud fra Sarabia ramte Lenglet på vejen og så var Ter Stegen prisgivet. 3-1 og andalusierne øjnede chancen for et come-back. Lige efter scoringen blev Munir sendt på banen i stedet for en træt Luis Suárez.

Sevilla satsede alt og det gav Barca et par kontramuligheder, som de ikke fik nok ud af. I stedet var gæsterne uhyre tæt på endnu en reducering et par minutter før tid, men igen var Ter Stegen på plads med endnu en fantastisk dobbeltredning. I stedet blev det 4-1 to minutter senere, da Rakitic first-timede på en ripost fra forsvaret. Slagudvekslingen fortsatte i overtiden, hvor Barcas forsvar hang gevaldigt. Det udnyttede Muriel til en flot afslutning som Ter Stegen ikke kunne nå ud til.

Det blev sidste aktion i en underholdende og medrivende kamp, hvor Barca fik tre vigtige point i hus. Glæden over sejren kom dog noget i baggrunden på grund af Messis skade.

.:FORSIDE:.