FC Barcelona - Sevilla 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 04.11.17

FC Barcelona: Ter Stegem, Semedo, Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic (Mascherano 89’), Iniesta (Paulinho 60’), Paco Alcácer (Deulofeu 66’), Messi, Suárez

Bænk: Cillessen, Mascherano, Vermaelen, Digne, Paulinho, Denis Suárez, Deulofeu

Mål: 1-0 Alcácer (23’), 1-1 Pizarro (59’), 2-1 Alcácer (65’)

Barca skulle lørdag forsøge at hente endnu en sejr i den spanske liga, da Sevilla besøgte Camp Nou. Iniesta var på mirakuløs vis blevet klar og startede inde. Det samme gjorde Paco Alcácer i angrebet sammen med Messi og Suárez.

Allerede fra første sekund virkede Barca særdeles tændte og allerede efter fire minutter var Messi tæt på, da han driblede igennem feltet, men måtte se sin afslutning reddet. Kort efter tryllede Messi igen, da han spillede Busquets fri på midten. Midtbanespillerens afslutning blev dog blokeret. Og efter fem minutter burde Suárez havde scoret, da han på en friløber kiksede sit lob. Tre kæmpe chancer til Barca på fem minutter og flot start af catalanerne.

Efter 14 minutter kom Sevilla frem til deres første chance, da Umtiti dummede sig. Heldigvis gik Muriels afslutning lige forbi mål. Det samme gjorde en fantastisk afslutning af Iniesta, som efter 18 minutter strøg et par centimeter forbi stolpen.

Efter et hav af chancer lykkedes det endelig Barca efter 23 minutter, hvor Sevillas Escudero fejlede i forsvaret og det takkede Alcácer for, som alene igennem trillede bolden i mål. 1-0 til Barca! Minuttet senere var catalanerne tæt på at udbygge føringen, da Rakitic lagde bolden på tværs til en fri Alcácer, som fejlede sin afslutning med hælen.

Med en halv time spillet sad Barca fortsat på spillet, men der kom længere mellem de helt store chancer og Sevilla begyndte at tro mere på det. Det resulterede dog ikke i flere mål i første halvleg, som altså endte med 1-0 til Barca.

Anden halvleg startede med et Sevilla-mandskab som tydeligvis var mere tændte, mens Barca virkede til at afvente mere. Det blev catalanerne straffet for efter 59 minutter, da Pizarro med et flot hovedstød på et hjørnespark bragte andalusierne tilbage i kampen. 1-1 med en time spillet og skuffende første kvarter af anden halvleg af Barca. Kort efter scoringen blev Iniesta taget ud og ind kom Paulinho.

Blot få minutter efter udligningen var Barca tæt på at svare igen, da Piqué sendte et flot langskud direkte på overliggeren. Stor chance, men heldet manglede. Mere held havde Alcácer efter 65 minutter, da Rakitic slog et knivskarpt indlæg, som Paco udnyttede ved at løbe bag om ryggen på Simon Kjær og sikkert sende bolden i nettet. 2-1 til Barca og flot scoring af Alcácer, som kort efter blev erstattet af Deulofeu.

Efter 72 minutter var Messi tæt på en fortjent scoring, men Sevilla-keeperen stod i vejen. 10 minutter senere burde Rakitic have haft et straffespark, da han alene igennem blev trådt over foden. Dommerens fløjte forblev dog tavs.

Efter 89 minutter kom Mascherano på banen i stedet for Rakitic, men det ændrede ikke det store. Der blev nemlig ikke scoret flere gange og dermed fik Barca en sejr på 2-1 over Sevilla og tre point på kontoen. Catalanerne spillede en flot første halv time, men gik derefter i stå rent spillemæssigt.

 

 

.:FORSIDE:.