FC Barcelona – Real Sociedad 5 - 2

FCBARCELONA.DK - 26.01.17

FC Barcelona: Cillessen, Alba, Piqué, Umtiti, Sergi Roberto (Vidal 46’), Mascherano (Rakitic 66’), André Gomes, D. Suárez, Messi, Neymar (Turan 77’) , L. Suárez

Bænk: Masip, Vidal, Mathieu, Digne, Rakitic, Arda Turan og Alcácer


Mål: 1-0 Denis Suárez (17’), 2-0 Messi, straffe (55’), 2-1 Juanmi (62’), 3-1 Luis Suárez (63’), 3-2 Willian José 73’), 4-2 Turan (80’), 5-2 Denis Suárez (82’)

Det handlede om returopgøret i Copa del Reys kvartfinale, da Real Sociedad gæstede Camp Nou. Barca havde et forspring på 0-1 med sig fra første opgør på Anoeta for en uge siden.

Real Sociedad lagde ud med et højt pres, uden dog at satse hele butikken. Det gav ikke hjemmeholdet de store problemer, for de spillede sig sikkert ud af presset de fleste gange. Barca udviste stor tålmodig i spillet vel vidende, at Real Sociedad var tvunget til at score, hvis de ville videre til semifinalen. Det første kvarter var således mest en stillingskrig mellem to hold der ikke tog de store risici.


Efter 17 minutter kom kampens første afslutning og her var der fuldt udbytte til hjemmeholdet. Messi spillede til Luis Suárez, der smart vippede bolden videre til Denis Suárez, der med et fladt skud sendte den i nettet. 1-0 til Barca og scoring af Denis Suárez for anden kamp i træk. Real Sociedad fortsatte med det høje pres, men uden den store effekt. Baskerne havde bolden en del, men Barcas defensiv fungerede fint, med en sikker og arbejdsom Mascherano på defensive midtbane, i fraværet af den skadede Busquets. Real Sociedad virkede derfor ikke som nogen alvorlig trussel mod hjemmeholdets mål.

Samtidig fortsat Barca med det tålmodige spil, men også uden at skabe det store. Det var derfor en meget chancefattig forestilling som tilskuerne var vidner til. I halvlegens sidste minutter kom der lidt mere gang i Barcas angrebsspil og det resulterede i en god mulighed til Luis Suárez, men hans skud blev blokeret til hjørne. Mere skete ikke inden at dommeren fløjtede til pause efter 45 halvkedelige minutter, hvor Barca ikke havde været i problemer og hvor de havde skaffet sig en fortjent føring, trods meget få afslutninger på mål.

Luis Enrique sendte Aleix Vidal på banen fra 2. halvlegs start i stedet for Sergi Roberto, der havde fået et skrub. Real Sociedad lagde ud med aggressivt spil og de lykkedes med at sætte Barca under pres. Hjemmeholdet kunne ikke holde på bolden og de kom i tydelige problemer. Det resulterede i en kæmpe mulighed til gæsterne i det 54. minut, hvor det kun var en pragtredning af Cillessen der forhindrede en udligning. Luis Suárez fik fat på returbolden og han sendte Neymar mod mål i en hurtig kontra. Brasilianeren kom ind i feltet, hvor han blev nedlagt og klart straffe til Barca. Det tog Messi sig sikkert af og så stod det 2-0.

Scoringen fik ikke Real Sociedad til at give op og i det 62. minut udnyttede de tøvende spil fra Barcas forsvar. Juanmi kom fri foran mål og han loppede køligt bolden over Cillessen, der blev fanget på halvdistancen. 2-1 og så fik baskerne fornyet håb. Det blev dog hurtigt taget fra dem, for blot et minut efter gjorde Luis Suárez det til 3-1. Han brugte sin fysik godt til at vriste sig fri og han fik flot sendt bolden i nettet. Dermed så det umuligt ud for gæsterne. Mascherano blev taget ud og i stedet kom Rakitic på banen. Barca havde det hele under kontrol og alligevel lod de Real Sociedad komme til endnu en reducering et kvarter før tid, da kommunikationen mellem Piqué og Umtiti svigtede, så Willian José kunne sende et flot hovedstød i nettet til 3-2. Dermed var baskerne kun to scoringer fra at sende Barca ud af pokalturneringen.

Luis Enrique valgte at tage Neymar ud og sende Arda Turan på banen i stedet. Det var en god beslutning, for efter blot tre minutter på banen, gjorde tyrkeren det til 4-2, på et flot oplæg af formstærke Aleix Vidal. De stakkels baskerne var opgivende og der gik kun to minutter efter Turans scoring, inden det blev endnu værre for dem. Messi lagde et godt oplæg til Denis Suárez, der takkede ved at score for anden gang i opgøret. 5-2 og kampen var afgjort. Begge mandskaber tog lidt let på tingene de sidste minutter, hvor de begge kom til åbne chancer, men uden at der blev scoret.

Barca vandt derved med 5-2 på specielt en flot anden halvleg og de er således sikkert videre til semifinalen i Copa del Rey med en samlet score på 6-2. 

.:FORSIDE:.