FC Barcelona - PSV Eindhoven 4 - 0

FCBARCELONA.DK - 18.09.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic (Arthur 84’), Coutinho (Lenglet 82’), Messi, Suárez, Dembélé (Vidal 84’)

Bænk: Cillessen, Semedo, Lenglet, Arthur, Vidal, Rafinha og Munir

Mål: 1-0 Messi (32’), 2-0 Dembélé (73’), 3-0 Messi (77’), 4-0 Messi (88’)

Barca tog hul på denne sæsons Champions League gruppespil med hjemmekampen mod hollandske PSV Eindhoven. Her valgte træner Ernesto Valverde at indlede kampen med absolut stærkest mulige formation.

Der var god fart i bolden hos Barca i kampens første minutter, men det var alligevel PSV der havde kampens første afslutning, da Pereiro sendte et forsøg over det catalanske mål i det 7. minut. Barca havde bolden klart mest, men det var samtidig tydeligt, at PSV ikke var kommet til Camp Nou for at grave sig ned. Det så man et eksempel på efter et lille kvarter, hvor Bergwijn sendte en bold tæt forbi Barca-målet. Kort forinden havde først Dembélé og dernæst Suárez afsluttet fra distancen, men uden at det for alvor var farligt.

Da uret rundede et kvarter, var det Messis tur til at forsøge sig, da Suárez lagde en god bold ind i feltet, men hans afslutning gik langt over mål. Den mulighed burde han have fået mere ud af. Fem minutter senere var rollerne byttet om, da Suárez sendte bolden i sidenettet efter en dyb stikning fra Messi. Barca fortsatte i et klart overtag når det gjaldt boldbesiddelse, men PSV lurede hele tiden på muligheden for omstillinger. Inden uret rundede en halv time forsøgte Rakitic og Sergi Roberto sig fra kanten af feltet, men begge gange sad bolden i favnen på keeperen.

I det 32. minut tog Dembélé på et godt raid op af banen, hvor han blev nedlagt udenfor feltet og fik frispark. Det tog Messi sig af og her strøg bolden over muren og op i målkrydset til en fantastisk scoring. 1-0 til Barca og de mange tilskuerne på Camp Nou jublede og var lettede. Gassen gik lidt af PSV’s omstillinger i halvlegens sidste 10 minutter og Barca havde ikke de store problemer med at kontrollere kampen. De søgte hele tiden at skabe chancer, men i stedet var det hollænderne der havde halvlegens sidste forsøg, da De Jong sendte et skud tæt over mål. Det blev dermed ved 1-0 til Barca ved pausen.

Barca satte sig på spillet fra anden halvlegs kamp, men uden at skabe noget rigtig farligt. Messi havde et skud over mål og kort efter forsøgte Coutinho sig, men også her gik bolden langt over. PSV blev holdt på egen banehalvleg og efter en lille time var Coutinho på spil igen, hvor PSV-keeper Zoet måtte ud i fuld længde for at afværge til hjørne. Kort efter fik Barca endnu et frispark lige udenfor feltet, men denne gang måtte Messi se bolden gå en meters penge over mål.

PSV kom langsomt længere frem på banen og i det 65. minut kom Piqué ned med en vigtig blokering, da Lozana afsluttede i feltet. Få minutter senere var det Barca der var tæt på, da Suárez forsøgte at loppe bolden over keeperen, men den tog oversiden af overliggeren. PSV virkede farlige i deres forsøg på omstillinger og man kunne mærke nervøsiteten på lægterne. Derfor var det en stor lettelse, da Dembélé i det 73. minut viste høj klasse. Han modtog bolden, drejede rundt og snød to mand, tog et træk og sendte bolden i nettet. Fantastisk scoring og 2-0 til Barca og stor jubel på Camp Nou.

Blot fire minutter senere blev der mere at juble over. Rakitic loppede en bold ind i feltet, hvor Messi timede sin afslutning perfekt til en 3-0 føring. Kampen syntes lukket, men blot et par minutter senere fik Umtiti sit andet gule kort og måtte forlade banen. Det reagerede Valverde hurtigt på, ved at sende Lenglet på banen på bekostning af Coutinho. Lige efter blev Arthur og Vidal sendt ind i stedet for Dembélé og Rakitic. Trods undertallet fastholdt Barca kontrollen og tre minutter før tid fik de catalanske fans endnu en scoring at gå hjem på. Suárez lagde en bold i dybden til Messi, der sikkert ekspederende den i nettet til 4-0.

Det blev også kampens resultat og dermed fik Barca en perfekt start på denne sæsons Champions League gruppespil.

.:FORSIDE:.