FC Barcelona - Paris Saint-Germain 6 - 1

Rune Stentoft Arlbjørn - 08.03.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Mascherano, Piqué, Umtiti, Busquets, Iniesta (Turan 65’) , Rafinha (Sergi Roberto 76’), Rakitic (Gomes 84'), Messi, Neymar og Suárez.

Bænk: Cillessen, Alba, Sergi Roberto, Digne, Turan, Gomes, og Alcácer.

Mål: 1-0 Suárez (3’), 2-0 Kurzawa, selvmål (40’), 3-0 Messi, straffe (50’), 3-1 Cavani (62'), 4-1 (Neymar 88'), Neymar, straffe (90'), Sergi Roberto (90+5').

Barca var grundet det første nederlag på 4-0 for tre uger siden til franskmændene tvunget til at score minimum fire mål uden at lukke nogen ind på Camp Nou denne aften, for som minimum at sikre forlænget spilletid, hvis de ønskede at holde liv i håbet om videre deltagelse i Champions League. Derfor var der lagt op til sæsonens nok vigtigste kamp indtil videre, hvor Camp Nou var klædt på til dans. Luis Enrique startede med det stærkest mulige hold i den nye 3-4-3 formation og her havde han fire midtbanespillere med centralt for at styrke stabiliteten på holdet.

Barca gav bolden op fra start og spillede den stille og roligt rundt til at starte med, men kort efter forsøgte Neymar sig allerede med at starte et angreb. Det lykkede ham at få sat et par hurtige kombinationer sammen med nogle holdkammerater på midten af banen, men den sidste bold blev for lang. Herefter var Neymar igen på spil, da han var tæt på at lykkes med en tunnel inde i feltet. PSG fik ikke clearet bolden og det endte i klumpspil foran deres mål, hvor bolden herefter tilfældigt landede hos Luis Suárez, der headede bolden i mål efter blot tre minutters spil. 1-0 til Barca og vigtig scoring til catalanerne.

Catalanerne fortsatte herefter et massivt pres med tilskuerne i ryggen. Spillerne erobrede flere gange bolden højt på banen, som resulterede i flere situationer, som kunne være blevet rigtig farlige. Holdet tilkæmpede sig blandt andet to hjørnespark inden for kort tid, men her blev de ikke for alvor farlige. Efter 10 minutter kunne PSG have fået et straffespark, da Draxler var en mod en med Mascherano, hvor argentineren havde hånd på bolden, men dommeren mente ikke det var forsætteligt og dømte hjørne i stedet. Her var Barca heldige, da der sagtens kunne være dømt straffespark. Catalanerne afværgede herefter to hjørnespark til PSG i streg og fik spillet sig ud af presset.

Et par minutter efter tog Messi en god tur på midten af banen og blev efterfølgende nedlagt af Draxler. Dommeren dømte korrekt frispark til Barca i en god position for argentineren kort uden for feltet og gav tyskeren et gult kort. Den 29-årige argentiner sendte dog bolden kort forbi den højre målstolpe. Her havde Barca ellers en god mulighed for at komme på 2-0. PSG forsøgte sig med et par lange bolde op på Barças banehalvdel, men forsvaret havde styr på situationen. Piqué sendte derefter en god bold til Rafinha, som afleverede den på tværs af banen til landsmanden Neymar, som tog bolden ned og derefter tog et par træk ind i banen og skød på mål uden for feltet. Det var et godt skud af kantspilleren, men afslutningen manglede lige det sidste. Her var der spillet 18 minutter af kampen.


Catalanerne fortsatte med at spille bolden frem og tilbage omkring feltkanten, hvor de hele tiden ledte efter muligheder for at spille den afgørende bold ind i feltet. De var tæt på at komme igennem det franske forsvar flere gange, men skarpheden manglede ofte i den sidste aflevering. Efter 23 minutter fik Piqué gult kort, da han kom for sent og nedlagde Cavani på PSG’s halvdel. Korrekt dømt af dommeren. De franske mestre forsøgte at komme frem på banen, men blev hurtigt stoppet af det catalanske pres. Herefter hentede Messi bolden langt nede på banen og fik sat spillet i gang igen. Det udløste en god situation til Rafinha, der modtag bolden på højre side af feltet, hvorefter han driblede ind i banen og fik tilkæmpet sig et frispark tættere på mål ed det foregående frispark.

Messi og Neymar stod klar ved bolden, og tilskuerne råbte at argentineren skulle sparke. Det blev netop Messi der sparkede, men bolden røg direkte i muren. Argentineren appelerede for hånd på bolden, men dommerens fløjte forblev tavs. De efterfølgende tv-billeder viste, at det var en korrekt beslutning af dommeren. Kort efter fik catalanerne endnu et hjørnespark, hvor bolden endte hos Iniesta, der trykkede af fra distancen, men den gik også over mål. 27 minutter var nu spillet og stadig 1-0 til Barca.

Catalanerne fortsatte med at være i boldbesiddelse resten af halvlegen. Catalanerne spillede noget af det bedste spil i hele denne sæson, og især firemandsmidtbanen fungerede godt, hvor Rakitic ivrigt erobrede flere bolde. Kroaten mistede dog kort efter bolden på midten af banen, som gjorde at PSG fok en farlig chance til Lucas Moura, som trykkede af uden for feltet, men Ter Stegen var på plads i målet. Første farlige afslutning af franskmændene. Herefter satte catalanerne en omstilling i gang, hvor Messi endnu engang førte bolden frem. Han spillede den ud til Rafinha, som forsøgte at sende den ind i feltet, men bolden lå til hans knap så gode højre fod, så derfor fik indlægget ikke den rette kvalitet. Den situation skulle catalanerne have haft mere ud af, og det var noget, som generelt var kendetegnene for alle deres muligheder i første halvleg.­

I de sidste par minutter af første halvleg pressede Barca-spillerne PSG langt tilbage i eget felt. De vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Herefter sendte en velspillende Neymar bolden op mod Suarez, der sendte den videre i dybden til Iniesta. Her opstod der igen klumpspil inden i feltet, da Thiago Silva ikke fik clearet bolden nær baglinjen. Bolden røg tilbage til Barcas kaptajn, som fik lavet et indlæg med hælen tæt på mål. Bolden røg hen til PSG’s venstre back Kurzawa, der klodset sparkede bolden i eget net. 2-0 til Barca efter 40 minutter, og endnu en livsvigtig scoring af catalanerne. De sidste fem minutter forsatte spillerne presset, men det lykkedes ikke spillerne at score yderligere, og dommeren fløjtede til pause efter tre tillægsminutter i første halvleg.


PSG gav bolden op i anden halvleg og lagde ud med en hurtig chance til Draxler, men Mascherano kom godt tilbage og fik tacklet bolden til hjørnespark, der dog ikke blev farligt. Herefter forsatte Barca dominansen på bolden. Iniesta sendte en bold i dybden, som Neymar jagtede, men han blev klodset nedlagt af Meunier inde i feltet, der gled. Dommeren dømte ikke straffe i første omgang, men efter en henvendelse fra dommeren bag målet, blev der alligevel korrekt dømt straffe til Barca. Det omsatte Messi sikkert til 3-0 kort inden i anden halvleg, og catalanerne kunne derfor ikke have ønsket sig en bedre start på anden del af kampen. PSG forsøgte at svare hurtigt igen, og det var meget tæt på, da Cavani efter et indlæg sendte bolden på stolpen tæt under mål. Havde den været inde for målrammen havde Ter Stegen ikke haft nogen chance.

Efter 59 minutter fik PSG for første gang sat noget der ligner et etableret angreb i gang. Bolden blev spillet ned bag det catalanske forsvar, men de fik sendt den ud til hjørnespark. Herefter var det lige ved at blive farligt, da bolden efter hjørnesparket blev hamret indover af Cavani, men bolden røg heldigvis væk fra mål. Her var det tæt på, at franskmændene fik reduceret. Kort efter kom reduceringen dog så, da der kom en lang bold fra midterlinjen ned bag Barcas forsvar, som Kurzawa headede tilbage til Cavani, der bankede bolden i nettet til 3-1 efter 61 minutter. Ærgerlig og ufortjent scoring af franskmændene, der på dette tidspunkt betød, at catalanerne nu skulle score tre mål for at gå videre. Kort efter var Cavani igen på spil, men Ter Stegen fik reddet bolden med fødderne.

I det 65. minut blev Iniesta erstattet af Arda Turan, da Luis Enrique foretog den første udskiftning i kampen. Kort efter var tyrkeren tæt på at gøre forskellen, men Trapp fik reddet bolden. Barca prøvede i de næste par minutter af kampen at skabe flere chancer, men de havde svært ved at komme frem til de helt store muligheder. Messi kom dog tættest på efter 74 minutter, men hans afslutning var for upræcis og gik forbi mål. Kort efter blev Rafinha, som spillede en flot kamp, skiftet ud og erstattet af Sergi Roberto.

Med 10 minutter tilbage af kampen og en samlet målscore på 3-5 til PSG gik spillerne ind til en svær periode af kampen, da de stadig manglede at score tre mål. Barca var stadig i boldbesiddelse, men da det var svært mod slutningen af kampen, blev det sværre at bryde igennem det franske forsvar. Derfor prøvede Luis Enrique at ændre på kampbilledet, da han i det 84. minut skiftede André Gomes ind i stedet for Ivan Rakitic, der nok spillede sin bedste kamp i sæsonen. Kort efter sendte Verratti en flot bold af sted i dybden til Draxler, hvor han havde muligheden for at stikke den afgørende kniv i ryggen på Barcelona, da han var helt fri med Ter Stegen, men han brændte på det skammeligste.

Med tre minutter til slutfløjt fik Barca tildelt et frispark på kanten af feltet. Det omsatte Neymar flot til mål, så stillingen nu var 4-1 til Barca, der dog stadig manglede to mål. Herefter forsøgte PSG sig med et højt pres for at stresse catalanerne mest muligt og holde bolden væk fra eget felt. Det lykkedes dog ikke i særlig lang tid, da Barca kort efter var oppe i franskmændenes felt, hvor Piqué også var blevet sendt op permanent. Her fik Suárez tilkæmpet sig et straffespark, som Neymar satte ind til 5-1. Nu manglede Barca kun et mål for at gå videre og tiden havde passeret de 90 minutter. Der blev lagt fem minutter til.

Med et minut tilbage af den forlængede spilletid fik Barca et frispark et stykke fra feltet. Ter Stegen løb med op i feltet, men bolden blev hurtigt afværget. Efterfølgende fik catalanerne igen frispark begået mod den tyske målmand. Her var kampen i de absolut sidste minutter, og da den blev sendt ind i feltet, dukkede Sergi Roberto op ud af det blå og kastede sig ind i bolden, så den sensasionelt gik i kassen til 6-1! Dermed er Barca videre til kvartfinalerne med en samlet målscore på 6-5. Samtidig har de for altid skrevet sig ind i historiebøgerne, som det første hold nogensinde, der har overvundet en føring på 4-0 til modstanderholdet i slutspillet i Champions League.

.:FORSIDE:.