FC Barcelona - Girona 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 23.09.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Vidal (Rakitic 58’), Arthur (Coutinho 58’), Messi, Suárez, Dembélé (Umtiti 46’)

Bænk: Cillessen, Sergi Roberto, Umtiti, Rakitic, Coutinho, Denis Suárez og Munir

Mål: 1-0 Messi (19’), 1-1 Stuani (45’), 1-2 Stuani (50’), 2-2 Piqué (62’)

Træner Ernesto Valverde bød på række ændringer i startopstillingen, da Barca tog imod Girona i ligaens femte runde. Det betød at tre af sæsonens nye spillere for første gang fik en plads fra start, nemlig Lenglet, Arthur og Vidal, mens Umtiti, Coutinho og Rakitic fik sig en pause.

Barca lagde ud med at sætte sig på spillet, men det var Girona der afsluttede først, da et hovedstød blev sendt lige i favnen på Ter Stegen. Det var god fart i hjemmeholdets spil og det varede ikke længe før at det blev farligt. Efter 11 minutter tog Messi på en af sine velkendte ture på tværs af feltet og afsluttede, men han måtte se keeperen afværge til hjørne med det yderste af fingerspidserne.

Barca var i fuld kontrol mod et Girona-mandskab der sjældent var på bolden og tilskuerne på Camp Nou fornemmede, at den første scoring nok ikke var langt væk. De skulle da også kun vente til det 19. minut, da Vidal energisk trak fri i feltet og serverede bolden for fødderne af Messi, der ikke svigtede. 1-0 og Barca havde fået den start på kampen de havde håbet på. Blot et par minutter efter kunne føringen være blevet fordoblet, da Suárez trak godt fri og afsluttede, men her kom keeperen i vejen.

Girona var sjældne gæster på den catalanske banehalvdel, men efter en halv time slog de en kontra, hvor Portu kom helt fri. Han afdriblede Ter Stegen og sendte bolden mod mål, men her stod Piqué på stregen og sparkede til hjørne. Her åndede mange lettet op på Camp Nou. Få minutter efter var der stor dramatik, da Lenglet begik et frispark, hvor dommeren bad VAR-dommeren om hjælp. Resultatet blev et rødt kort til franskmanden for en høj albue og så var Barca reduceret til 10 mand.

Det fik Valverde til at rokere lidt rundt, med Busquets i centrale forsvar og Arthur på den defensive midtbane. Overtallet fik Girona længere frem på banen og det gav Barca problemer. De kom under pres og havde svært ved at skabe det store, selvom de stadig havde bolden mest. I halvlegens sidste minut så man hvorfor Busquets ikke er central forsvarsspiller, da han gik galt af et indlæg, så bolden snød Piqué. Det betød at Stuani kom helt fri og han takkede for muligheden ved at udligne til 1-1. Skidt afslutning på en første halvleg som Barca ellers havde siddet solidt på.

Valverde sendte Umtiti på banen fra anden halvlegs start og så kunne Busquets og Arthur rykke tilbage til deres naturlige positioner. Trods undertallet lagde Barca bedst ud og det blev til afslutninger af Arthur og Suárez i de første minutter, men uden scoringer til følge. Det kom der til gengæld i det 50. minut, hvor Piqué tabte en løbeduel med Portu der afsluttede. Ter Stegen fik afværget, men på riposten bankede Stuani sit andet mål i kassen til 1-2. Her kunne man høre skuffelsen på Camp Nou.

Valverde reagerede ved at sende Coutinho og Rakitic på banen i stedet for Arthur og Vidal. Blot et minut senere fik Barca frispark udenfor feltet og det tog Messi sig af. Han sendte bolden mod mål, men måtte se den tage oversiden af overliggeren. Udskiftningerne satte tydeligt mere gang i Barcas spil og efter 62 minutter kom udligningen. Messi sendte bolden ind tæt foran mål hvor Suárez fik sin afslutning pareret af målmanden, men på riposten fik Piqué headet den i nettet til 2-2.

Barca fortsatte med at dominere, mens Girona mere så ud til at ville holde resultatet, end at gå efter sejren. Barca forsøgte konstant at skabe noget, men det kostede kræfter kun at være 10 mand på banen, mod et hold der stod med alle mand på egen banehalvdel. Hjemmeholdet mistede dog ikke modet og 10 minutter før tid havde Coutinho et godt forsøg fra distancen, hvor målmanden fik pareret. Brasilianeren var endnu tættere på et par minutter senere, da bolden strøg tæt forbi mål.

Barca satsede hele butikken i slutfasen, hvor Piqué blev hængende som en ekstra angriber, men der kom ikke flere afslutninger i kampen. Det sluttede derved med 2-2 efter en intens affære, hvor udvisningen af Lenglet kom til at sætte sit præg på kampen.

.:FORSIDE:.