fbpx
Annonce

FC Barcelona – Getafe 2 - 0

FCBARCELONA.DK - 12.05.19

© Getty Images
// Getafe

FC Barcelona: Startopstillingen ser således ud: Cillessen, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic (Aleñá 61’), Vidal, Coutinho (Abel Ruiz 69’), Messi, Malcom (Semedo 78’)

Bænk: Ter Stegen, Semedo, Lenglet, Todibo, Aleñá, Puig og Abel Ruiz.

Mål: 1-0 Vidal (39’), 2-0 Arambarri, selvmål (90’)

Det var sæsonens sidste kamp på hjemmebane, da Getafe gæstede Camp Nou i ligaens næstsidste runde. Her ændrede Valverde lidt på holdet, ved at lade Cillessen og Umtiti starte inde. Det samme gjorde Malcom som afløser for den knæopererede Luis Suárez.

Barca satte sig tungt på spillet fra start, men uden at der for alvor var fart i bolden. Det betød at Getafe ikke havde de store problemer med at forsvare sig. Hver gang Coutinho fik bolden piftede en del af publikum kraftigt, mens en anden del klappede. Det var tydeligt, at Camp Nou er delt omkring brasilianerens præstationer denne sæson. Efter første 10 minutter med Barca-dominans, slog Getafe kontra i det 11. minut, hvor Molina blev spillet totalt fri foran mål, men han brændte fælt med et skud over. Her var heldet med hjemmeholdet.

Billedet fortsatte med et Barca-hold på bolden, men uden at skabe noget overhovedet. Messi forsøgte at fordele spillet, men heller ikke meget for ham lykkedes. Det hjalp heller ikke at spillere som Busquets og Coutinho mistede for mange bolde. Efter 26 minutters spil var det igen Getafe der var farlige, da Molina blev spillet i dybden og sendte bolden i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for offside. Tilskuerne på det halvtomme Camp Nou var ikke tilfredse, for der blev piftet af holdet da Getafe afsluttede igen, denne gang over mål.

Der skulle gå 33 minutter inden at Barca kom til sin første afslutning, da Rakitic sendte et forkølet skud langt forbi. Kort efter lykkedes det endelig for Barca at sat et godt angreb sammen. Sergi Roberto modtog bolden på kanten og lagde tilbage til Rakitic der afsluttede, men han måtte se keeperen redde. Lige efter fik Barca frispark midt på Getafes banehalvdel. Det lagde Messi ind i feltet hvor Piqué fik hovedet bolden. Keeperen reddede, men Vidal var klar på riposten og så stod det 1-0 til catalanerne.

Blot få minutter senere kunne føringen være blevet fordoblet, da Malcom forsøgte sig, men også her kom målmanden i vejen med en fodparade. Mere skete der ikke i en ret kedelig første halvleg hvor Barca-spillerne tydeligt havde haft svært ved at få tingene til at fungere.

Barca satte sig også på spillet fra anden halvlegs start og de var i fuld kontrol mod Getafe, der ikke fik lov til at skabe omstillinger. Modsat fortsatte Barcas problemer med at skabe noget. Man skulle frem til en lille times spil inden der for alvor skete noget efter pausen. Vidal spillede Messi fri i dybden, men her kom målmanden ud og afværgede. Lige efter var det farligt igen, da Piqué var gået med frem og headede bolden i fødderne på Malcom lige foran mål, men også her kom målmanden i vejen.

Kort efter blev Aleñá sendt på banen i stedet for Rakitic. Få minutter senere lignede det en lårskade til Coutinho, der måtte lade sig afløse af Abel Ruiz, der dermed fik sin debut. Camp Nou forbarmede sig over Coutinho og klappede ham fra banen, men brasilianeren valgte at undlade at klappe tilbage. Barca fortsatte med at sidde på spillet, men det virkede tamt hvad de foretog sig. Messi var forsvundet ud af opgøret, så det var ikke meget tilskuerne havde at glæde sig over. Med et lille kvarter tilbage kom Semedo ind i stedet for Malcom og det betød, at Sergi Roberto rykkede op på midtbanen.

Messi vågnede op i slutfasen og var tæt på at skabe et par farlige situationer, men uden at der kom en scoring ud af det. Modsat var det meget tæt på en udligning kort før tid, da Getafe lynede for første gang efter pausen, men bolden tog den ene opstander og blev sparket væk. Her havde catalanerne marginalerne på sin side. Lige da uret havde rundet de 90 minutter trak Messi energisk ind i feltet, hvor han spillede videre til Sergi Roberto. Han sendte straks bolden tilbage mod Messi, men her kom Getafes Arambarri forrest med en lang tå, så han skubbede bolden i eget net til 2-0.

Det blev sidste mulighed i en kamp hvor Barca-spillerne gjorde sin pligt, men det skete på et halvtomt Camp Nou, der var vidne til en noget tam affære.

.:FORSIDE:.