FC Barcelona – Getafe 0 - 0

FCBARCELONA.DK - 11.02.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Yerry Mina, Digne, Alba, Busquets (Paulinho 82’), Rakitic, Coutinho (Iniesta 62’), Alcácer (Dembélé 62’), Messi, Suárez

Bænk: Cillessen, Semedo, Piqué, Vidal, Iniesta, Paulinho og Dembélé.

Mål:

Valverde var tvunget til at eksperimentere i det centrale forsvar, da Barca tog imod Getafe i ligaens 23. runde. Med Vermaelen skadet, Umtiti i karantæne samt Piqué med knæproblemer, blev det Yerry Mina og Digne der fik pladserne lige foran Ter Stegen. Piqué tog så plads på bænken, hvor han fik selskab af Iniesta, der også fik en pause. Tilbagevendte Dembélé startede også ude i opgøret.

Getafe indledte med et højt og massivt pres, sikkert for at teste Barcas uprøvede forsvar. Det løste den bagerste kæde dog udmærket, selvom Mina i nogle situationer virkede usikker på, hvad han skulle gøre med bolden. Det var dog Barca der havde bolden klart mest, mens gæsterne satsede på omstillinger. Det fik de muligheden for efter et lille kvarter, da en skidt pasning af Mina gav dem en god mulighed, men her kom Busquets godt tilbage og fik afværget situationen med en lang tå.

Getafes pres aftog som tiden gik og Barca fortsatte med at dominere klart. De blev dog mødt af et velfungerende Getafe-forsvar, der har lukket meget få mål ind i denne sæson. Efter 20 minutter slog Getafe så en ny kontra, men her kom Ter Stegen godt ud af målet og fik sparket bolden væk. Lige efter fik Barca direkte frispark i en god position for Messi, men han sendte bolden direkte i muren. Der var ikke meget der lykkedes for hjemmeholdet når det gjaldt om at skabe farlige situationer. De sidste afgørende pasninger svigtede og da uret rundede en halv time, havde de ikke haft et eneste forsøg på mål. Hverken Messi eller Coutinho lykkedes med at skabe noget og heller ikke Alcácer så man meget til.

Efter 32 minutter kom det så endelig til en chance til Barca, da Rakitic fandt Messi i feltet, men her blev bolden pillet fra argentineren, netop som han skulle til at afslutte. Fem minutter før pausefløjtet lykkedes endnu en omstilling for Getafe, hvor Àngel afsluttede tæt forbi mål. Minuttet efter var der igen fare på færde foran Ter Stegen, men tyskeren greb godt, da Gaku ville sende bolden ind til en fri holdkammerat. I halvlegens sidste minut lykkedes det for Suárez at sende bolden i nettet, men den scoring blev korrekt annulleret for offside. Det blev dermed ved 0-0 efter de første 45 minutter, hvor det slet ikke havde fungeret for Barca.

Barca lagde ud i et højere tempo fra andens halvlegs start og efter 50 minutter havde Coutinho sit holds første reelle forsøg i kampen, da han skød fra distancen. Det skud gav dog ikke keeperen problemer. Kort efter blev der afsluttet igen, denne gang af Suárez, men her røg bolden forbi mål. Barca fastholdt momentum og efter en lille time var det Coutinho der kom til en afslutning, men han måtte se Getafes målmand redde i fuld længde. Bare et minut senere skete der noget i den anden ende, da Ter Stegen blev fanget på vej ud af målet, hvor Gaku forsøgte at loppe bolden i nettet, men den gik over. Her holdt alle vejret på Camp Nou.

Lige efter var gæsterne farlige igen, da Antunes helflugtede et hjørnespark lige over mål. Et par minutter efter syntes Valverde der skulle ske noget nyt og han sendte Iniesta og Dembélé på banen i stedet for Coutinho og Alcácer, der ikke havde spillet nogen god kamp. Det fik dog i stedet Barcas spil til at gå noget i stå igen og kampen kom ind i en periode uden afslutninger. Dembélé så ud til at være langt fra topformen, for han mistede stort set hver eneste bold han rørte, hvilket tydeligt frustrerede på Camp Nou.

Et kvarter før tid fik Barca hjørne, som Mina fik hovedet på, men her sad bolden lige i hænderen på målmanden. Colombianeren fik en tilsvarende mulighed et par minutter efter, men denne gang røg bolden tæt over mål. Lige efter blev Paulinho sendt på banen i stedet for Busquets. Barca forsøgte at sætte gæsterne under pres i kampens sidste kvarter, men Getafe forsvarede sig godt og gjorde samtidig alt for at trække tiden. Netop da uret havde rundet 90 minutter, fik Suárez en stor mulighed på et godt oplæg af Dembélé, men keeperen fik med besvær afværget til hjørne. Da kampen var gået ind i dommerens sidste tillægsminut fik Getafe frispark udenfor feltet, hvor Antunes sendte et godt skud af sted, som Ter Stegen lige akkurat fik afværget med fingerspidserne. Her kunne gæsterne ufortjent have hentet alle tre point.

Det blev ved de 0-0 efter en kamp hvor Barca havde siddet på det meste, men hvor Getafes forsvar havde spillet en solid kamp.

.:FORSIDE:.