FC Barcelona - Espanyol 5 - 0

FCBARCELONA.DK - 09.09.17

FC Barcelona: Ter Stegen: Semedo, Piqué, Umtiti, Alba, Busquets (Paulinho 73’), Iniesta (Gomes 77’), Rakitic, Deulofeu (Dembélé 68’), Luis Suárez, Messi. 


Bænk: Cillessen, Dembélé, Mascherano, Paulinho, Alcácer, Digne og Gomes

Mål: 1-0 Messi (26’), 2-0 Messi (35’), 3-0 Messi (66’), 4-0 Piqué (87’), 5-0 Luis Suárez (90’) 

Der var budt op til lokalderby, da Espanyol lagde vejen forbi Camp Nou til den første ligarunde efter landskampspausen. Her valgte Valverde at indlede opgøret med nyindkøbte Dembélé på bænken.

Barca satte sig massivt på spillet fra første fløjt og Espanyol blev presset tilbage foran eget felt. Det varede ikke længe før at kampens første afslutning kom, da Messi sendte en bold et pænt stykke over mål. Barca fastholdt et klart overtag, men de havde problemer med gæsternes kompakte forsvar. Der var flere gange tæt på at blive farligt, men de sidste afgørende pasninger missede.

Espanyol forsøgte sig i korte perioder med et højt pres, men det håndterede Barcas forsvar fint. Bolden blev spillet godt rundt og det varede ikke længe, før de igen var i kontrol. Det var dog sparsomt hvad der blev skabt af chancer. Et udmærket frispark fra Messi gav målmand Pau López lidt problemer, men ellers det var tydeligt, at hjemmeholdet havde svært ved at skabe noget. Derfor kom det som en forløsning for alle på Camp Nou, da det blev 1-0 efter 26 minutters spil. Her sendte Rakitic en præcis bold ind i feltet til Messi, der tog et træk og sendte bolden i nettet. TV-billederne viste, at Messi stod klart offside, men flaget blev nede og scoringen blev godkendt.

Fem minutter senere burde føringen være blevet fordoblet, da Rakitic spillede bande med Messi, så han kom helt fri. Kroaten måtte dog se Pau López hive en flot redning frem. Espanyol fik skabt en periode hvor de lykkedes med at holde bolden på Barcas banehalvleg og her virkede hjemmeholdets defensiv ikke alt for overbevisende. Perioden blev dog effektivt stoppet med en hurtig omstilling, hvor Messi i første omgang mistede bolden. Den røg tilfældigt videre til Alba, der hurtigt fandt Messi foran mål og så stod det 2-0. Barca var på ny i fuld kontrol, men et par minutter før pausefløjtet var det alligevel uhyre tæt på en reducering, da Piatti opfangede en clearing fra Piqué og sendte et skud af sted, der prellede af på stolpen. Her var heldet virkelig med Barca efter 45 minutter, hvor de fortjent var foran.

Barca var tæt på at få en drømmestart på 2. halvleg, da Luis Suárez efter få minutter forsøgte sig med en fræk afslutning med hælen, men igen stod Pau López i vejen. Kort efter var det igen tæt på en reducering, da en stor fejl af Alba gav Piatti en kæmpe chance, men bolden røg tæt forbi mål. Barca fortsatte med at sidde på det meste og det blev til afslutninger af Messi og Suárez, uden at bolden kom ind over stregen. Efter en times spil viste gæsterne tænder igen, hvor Umtiti fik rettet et velplaceret skud af, så bolden strøg tæt forbi Barca-målet.

Tilskuerne på Camp Nou sad og ventede på en scoring mere der kunne lukke kampen og den fik de efter 66 minutters spil. Messi fandt Suárez i feltet der ikke kunne afslutte og i stedet spillede han videre til Alba. Han så Messi inde foran mål og så havde argentineren scoret hattrick. To minutter senere var det så tid til Dembélés debut, da han afløste Deulofeu og blev modtaget af Camp Nou med en kæmpe hyldest. Kort efter var det Paulinho og Gomes der kom på banen i stedet for Busquets og Iniesta. Barca sad på det hele og havde kampen fuldstændig under kontrol. Der kom en periode uden de store begivenheder og det var først i de sidste 10 minutter at der skete noget.

Her var det først Espanyol der viste tænder, da Ter Stegen måtte ud i fuld længde for at afværge et godt forsøg fra Didac. Fem minutter senere fik Barca hjørne og det lagde Messi ind i feltet til Piqué, der med hovedet gjorde det til 4-0. Der skulle blot gå tre minutter, inden at tilskuerne fik en sidste scoring at gå hjem på. Ter Stegen satte en omstilling i gang, hvor Gomes drev bolden frem. Han spillede til Dembélé, der uselvisk fandt Suárez foran mål og så stod det 5-0. God aktion fra Dembélé i hans debutkamp.

Barca hentede dermed en solid og fortjent sejr, hvor Messi endnu en gang viste sin betydning for holdet med sit hattrick.

.:FORSIDE:.