FC Barcelona - Espanyol 4 - 2

FCBARCELONA.DK - 07.03.18

FC Barcelona: Cillessen, Palencia, Mina, Cuenca (Costas 62’), Digne (Miranda 76’), Gomes (Hongla 62’), Denis Suárez (Rivera 43’), Aleñá (Mc Guane 76’), Vidal (Abel Ruiz 76), Alcácer, Dembélé (Perez 62’)

Bænk: Ortolá, Costas, Miranda, Hongla, Rivera, MCGuane, Ruiz, Pérez.

Mål: Straffespark: 1-0 Alcácer, 2-0, Palencia, 3-1 Mina, 4-2 Abel Ruiz

Den tredje Supercopa de Catalunya stod igen mellem FC Barcelona og Espanyol, som det var tilfældet ved de to forrige. Begge mandskader stillede uden deres største profiler, så det var to reservespække hold der mødte hinanden på neutral bane i Lleida.

Barca lagde stærkt ud med at skabe to store muligheder i kampens allerførste minutter, men hverken Alcácer eller Dembélé ramte målet. Kort efter var det Espanyols tur til at være tæt på, men Cillessen hev en flot redning frem på Piattis afslutning. Barca havde bolden mest og efter et lille kvarter var det Aleñá der forsøgte sig, men heller ikke han ramte indenfor rammen

Espanyol kom bedre med og kampen blev mere jævnbyrdig. Der blev passet godt på foran de to felter og der kom en periode uden klare muligheder. Midt i halvlegen havde Espanyol et skud over mål efter en fejl af Gomes, der virkede usikker på positionen på den defensive midtbane, en plads som Busquets normalt indtager.

Barca havde fortsat bolden mest og det kom til afslutninger af Dembélé og Denis Suárez da uret havde rundet en halv time, men begge forsøg røg over mål. Espanyol satte sig på spillet i halvlegens slutfase, men uden rigtig at virke farlige. Denis Suárez virkede oplagt, men et par minutter før pausen var der dårlige nyheder til ham, da han måtte forlade banen med noget der lignede en muskelskade i det ene lår.

Jævnbyrdigheden fortsat fra anden halvlegs start. Det var Espanyol der først blev farlige, da Piatti det 55. minut sendte bolden på overliggeren i noget der mere lignede en pasning end en afslutning. Kampen var helt åben, uden at nogle af de to hold for alvor lykkedes med at sætte sig igennem.

Efter en time valgte Valverde at foretage en tredobbelt udskiftning, hvor Gomes, Dembélé og Cuenca forlod banen. Dembélé havde skuffet, for det var ikke meget der var lykkedes for franskmanden.

Efter næsten et kvarter uden en eneste afslutning, hvor det meste spil foregik på midtbanen, var Espanyol uhyre tæt på at bringe sig foran med et kvarter tilbage. López afsluttede fra tæt hold, men igen viste Cillessen sig flot frem med en vigtig redning. Lige efter var det Alcácer der afsluttede, men det forsøg tog keeperen sig af.

Afslutningen af opgøret blev en taktisk affære, hvor begge hold passede godt på bagude, for at ikke at inkassere et mål i slutfasen. Der kom ikke flere afslutninger inden dommeren fløjtede af og dermed gik man direkte til straffespark for at afgøre supercuppen.

Her var Barca stærkest. Alcácer, Palencia, Mina og Abel Ruiz scorede på de første fire spark, mens Espanyol brændte to på Cillessen. Dermed vandt Barca Copa de Catalyúnya for anden gang ud af tre mulige.

.:FORSIDE:.