FC Barcelona - Chapecoense 5 - 0

FCBARCELONA.DK - 07.08.17

FC Barcelona: Ter Stegen (Cillessen 46’), Alba (Digne 76’), Piqué (Marlon 76’), Umtiti (Mascherano 61’), Vidal (Semedo 76’), Busquets (Samper 76’), Iniesta (Sergi Roberto 61’), Rakitic (Aleñá 76’), Messi (Munir 76’), L. Suárez (Alcácer 76’), Deulofeu (Denis Suárez 46’)

Bænk: Cillessen, Semedo, Denis Suárez, Arda Turan, Mascherano, Alcácer, Digne, Sergi Roberto, Samper, Douglas, Munir, Marlon og Aleñá

Mål: 1-0 Deulofeu (6’), 2-0 Busquets (11’), 3-0 Messi (28’), 4-0 Luis Suárez (54’), 5-0 Denis Suárez (74’)

Den handlede om sæsonens sidste træningskamp, da brasilianske Chapecoense lagde vejen forbi Camp Nou til det årlige Gamper-opgør. Det brasilianske mandskab var inviteret for at støtte holdet i deres genopbygning efter flystyrtet i november, hvor næsten alle spillere omkom. Træner Ernesto Valverde indledte kampen med en opstilling der meget vel kan være den han vil brue mod Real Madrid i den spanske Supercup om en lille uge.

Det stod hurtigt klart, at der var klasseforskel på de to hold. Barca var ikke mange sekunder om at skabe de første chancer. Messi og Suárez forsøgte sig i de første minutter, men begge gange kom målmanden i vejen. Det gjorde han til gengæld ikke i det 6. minut, da Suárez spillede Deulofeu helt fri, så den hjemvendte angriber ikke kunne undgå at gøre det til 1-0. Barca fortsatte med en klar dominans. De fik masser af plads og havde ikke svært ved at finde rum i dybden mod de overmatchede brasilianere.

Allerede efter 11 minutters kom kampens anden scoring. Deulofeu blev sendt af sted mod mål, men havde svært ved at finde en holdkammerat i feltet. I stedet spillede han skråt tilbage til Busquets, der fra kanten af feltet sendte bolden op i målkrydset til en fantastisk 2-0 scoring. Lige efter kunne Suárez have øget sit holds føring, men den brasilianske keeper kom igen i vejen. Der skulle gå et kvarter inden at Chapecoense havde sit første forsøg, med et skud forbi mål. Det udløste sympatiske klapsalver fra Camp Nou.

Det blev startskuddet til en kort periode, hvor Chapecoense kom lidt bedre med. Barca havde stadig bolden mest, men der var længere mellem de gennemspillede angreb. Til gengæld så man en række eksempler på, at Valverde ønsker et hurtigt genpres når bolden er tabt. Det fungerede upåklageligt denne aften. Efter 26 minutter brændte det på igen foran gæsternes mål, men Deulofeu måtte se den veloplagte Elías i målet hive endnu en redning frem. To minutter efter måtte han dog overgive sig. Deulofeu modtog bolden og i to omgange fik han sendt den ind til Messi, der sikkert gjorde det til 3-0.

Kort efter fik Luis Suárez endnu en helt åben chance, men her var det en fantastisk fodparade fra Elías der forhindrede en scoring. Barca fortsatte med at skabe chancer, men Elías i målet havde en fantastisk aften. Det fik man endnu et eksempel på i halvlegens næstsidste minut, da Suárez helflugtede på et hjørnespark, men her var den brasilianske flyvende. Det blev afslutningen på en første halvleg hvor der havde stået Barca på det hele og hvor føringen sagtens kunne have været dobbelt så stor, hvis det ikke havde været for gæsternes keeper.

Valverde foretog to ændringer i pausen, da Cillessen og Denis Suárez afløste Ter Stegen og Deulofeu. Barca fortsatte med at dominere, men uden samme tempo i spillet som de første 45 minutter. Der skulle gå 10 minutter af halvlegen inden at den første afslutning kom, men så var der til gengæld også fuldt udbytte. Luis Suárez modtog bolden på kanten, spillede bande med Messi, hvorefter han endelig fik den forbi Elías i målet. Den var Luis Suárez’ første scoring denne forsæson. Et par minutter efter var det Messi der forsøgte sig med et skud der strøg tæt forbi mål. Lige efter var Chapecoense sjældne gæster foran Barcas mål, men Cillessen kom ned og reddede forsøget.

Efter en times spil skiftede Valverde ud igen, da Mascherano og Sergi Roberto blev sendt på banen i stedet for Umtiti og Iniesta. Tempoet var gået ud af kampen. Barca spillede bolden rundt, mens Chapecoense stod foran eget felt, uden de store ambitioner om at pynte på resultatet. De havde tydeligvis nok at gøre med at forsvare sig. Man sad med fornemmelsen at Barca kunne skabe noget når de havde lyst og det havde de et kvarter før tid. Her spillede Messi bolden i dybden til Denis Suárez, der sikkert ekspederede den i nettet til 5-0. Lige efter var der gang i svingdøren, da Valverde skiftede samtlige de spillere ud, der var startet inde.

De mange udskiftninger ændrede ikke på, at det var Barca der dominerede. Billedet var præcist det samme, dog kom der klart mere fart i bolden. Reserverne havde tydeligt lyst til at vise sig frem, men gæsterne havde også skiftet kraftigt ud og havde friske folk på banen, så det var ikke nemt at kombinere sig gennem den brasilianske forsvarsmur. Først to minutter før tid blev det farligt, da Semedo trak ind i feltet, hvor der blev begået et klokkeklart straffespark mod ham, som dommeren også dømte. Det tog Alcácer sig af, men han måtte se Elías i målet parere skuddet, hvorefter Alcácer ramte forbi bolden på riposten. To kæmpeafbrændere af angriberen.

Mere skete der ikke og Barca fik en overlegen sejr på 5-0 efter en udmærket indsats, dog mod en modstander der aldrig var nogen reel trussel. 

.:FORSIDE:.