FC Barcelona - Celta Vigo 5 - 0

FCBARCELONA.DK - 04.03.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Iniesta 67’) , Piqué, Umtiti, Alba, Busquets (Mascherano 61’), Rafinha, Rakitic, Messi, Luis Suárez, Neymar (Denis Suárez 70’)

Bænk: Cillessen, Mascherano, Digne, Iniesta, Denis Suárez, Turan og Alcácer

Mål: 1-0 Messi (24’), 2-0 Neymar (40’), 3-0 Rakitic (57’), 4-0 Umtiti (60’), 5-0 Messi (63’)

Barca var tvunget til at hente alle tre point mod Celta, hvis de ville holde trit med Real Madrid og Sevilla, der begge havde vundet deres respektive kampe i ligaens 26. runde. Luis Enrique valgte at spare Iniesta, men stillede ellers med noget der kunne ligne hans bud på den stærkest mulige opstilling.

Barca forsøgte at sætte sig på spillet fra start, men de blev mødt af et højt pres fra Celta, der gav dem en del problemer i indledningen. Bolden blev smidt hurtigt væk og derfor blev der ikke skabt meget fremad banen. Neymar forsøgte at skabe noget på egen hånd, men uden held. Der skulle således gå næsten et kvarter, inden at kampens første afslutning kom, da Messi sendte et skud af sted, der dog ikke gav målmanden problemer. Minutter efter var det Neymar der kom fri til en afslutning, men hans forsøg endte forbi mål.

Barca var ved at få gang i spillet og efter 19 minutter var det rent uheld, at de ikke kom foran. Suárez modtog bolden foran feltet, hvor han tog et godt træk og afsluttede, men her prellede bolden af på stolpen. Messi var klar på riposten, men også hans forsøg ramte stolpen. Her havde Barca fortjent mere. To minutter senere viste Celta tænder for første gang i kampen. En dødbold blev clearet skidt af Umtiti, så Roncaglia fik en helt åben chance, men han sendte bolden forbi mål. Stor mulighed til gæsterne. Lige efter appellerede Camp Nou for straffespark, da Neymar blev nedlagt i feltet, men dommerens fløjte var tavs. Her viste tv-billederne, at Celta-spilleren kun ramte Neymar og ikke bolden, så her blev Barca snydt.

Et par minutter efter kom kampens første scoring og den stod der Messi på. Han modtog bolden tæt ved midterlinjen, vendte rundt, tog et par træk hvorefter han sendte den i nettet, tæt op af den ene stolpe. Flot mål af argentineren. Barca sad på det hele og spillet hang godt sammen for catalanerne. Bolden blev kørt rundt i de velkendte kombinationer og Celta kunne ikke svare igen. Efter 33 minutter var det tæt på igen, da Rafinha, kom fri i feltet, men han afsluttede svagt. Her burde han have set en helt fri Messi, der da også sendte sin holdkammerat et bebrejdende blik. Der skulle dog ikke gå mange minutter inden at de mange tilskuerne på Camp Nou fik en scoring mere at glæde sig over. Messi fandt Neymar i feltet, der frækt tippede bolden over målmanden til en fortjent 2-0 føring. Mere skete der ikke i en første halvleg, som Barca havde haft god kontrol over og hvor de havde skaffet sig en fortjent føring.

Barca fortsatte de gode takter fra anden halvlegs start, hvor det blev til muligheder til Neymar, Piqué og Sergi Roberto indenfor de første fem minutter. Barca havde fuldstændig styr på kampen og Celta var slet ikke i stand til at komme ind i opgøret. Efter 57 minutter kom scoringen til 3-0, hvor Messi spillede til Rafinha i feltet, der ikke fik kontrol over bolden. Den røg tilfældigt videre til Rakitic, der let kunne gøre det til 3-0. Her stod kroaten klart offside, men målet blev godkendt. Lige efter foretog Luis Enrique sin første udskiftning, da Busquets blev afløst af Mascherano.

Bare to minutter senere blev det 4-0. Barca tog et kort hjørnespark, hvor Messi kom fri i feltet og spillede ind til Umtiti, der scorede sit første mål i Barca-trøjen. Der gik blot to minutter inden at bolden igen lå bag Celtas keeper. Suárez fik sendt Messi af sted i en omstilling og argentineren trak ind i feltet og sendte sikkert bolden i nettet til 5-0. Tre scoringer på blot seks minutter og så var den kamp lukket. Midt i halvlegen kunne der været blevet reduceret, da Celta fik gennemført et sjældent angreb, hvor danske Daniel Wass kom helt fri, men han afsluttede svagt forbi mål. Herefter valgte Luis Enrique at tage Sergi Roberto og Neymar ud til fordel for Iniesta og Denis Suárez.

Barca satte tempoet noget ned og det var tydeligt, at det nu mest handlede om at spare kræfter. De fastholdt sikkert kontrollen med opgøret og der blev stadig forsøgt at skabe noget fremad banen. Det var tæt på at give resultat 10 minutter før tid, da Suárez kom fri og sendte et skud forbi mål. Der var flere gange optræk til noget farligt foran gæsternes mål og et minut før var det Denis Suárez der var tæt på, men han måtte se målmanden redde. Kampens sidste afslutning stod der Celta på, da Aspas totalt snød Piqué og sendte et skud tæt forbi den ene stolpe. Det endte dermed med en sikker og fortjent 5-0 sejr til Barca efter et opgør, hvor de havde siddet totalt på begivenhederne.

.:FORSIDE:.