FC Barcelona - Celta Vigo 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 02.12.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto, Piqué, Umtiti (Vermaelen 71’), Alba, Busquets, Rakitic (Alcácer 79’), Iniesta (Denis Suárez 53’), Paulinho, Messi, Luis Suárez

Bænk: Cillessen, Aleix Vidal, Digne, Vermaelen, Denis Suárez, André Gomes og Alcácer.

Mål: 0-1 Aspas (20’), 1-1 Messi (22’), 2-1 Luis Suárez (63’), 2-2 Maxi Gómez (70’)

Det handlede om 14. runde i ligaen, da Barca tog imod Celta Vigo, der inden weekendens kampe indtog 9. pladsen i tabellen. Barca-træner Ernesto Valverde valgte at stille mod noget der kunne ligne stærkest mulige opstilling i en 4-4-2 formation, hvor Sergi Roberto var med i stedet for Nelson Semedo på højre back.

Barca lagde fornuftigt ud med målsøgende spil og det gav et par muligheder til Messi og Suárez i indledningen, uden at det for alvor var tæt på. Celta spillede godt med og lykkedes med at holde på bolden i længere perioder. Samtidig virkede de farlige når de forsøgte med hurtige omstillinger, så det var et ret jævnbyrdigt første kvarter man så på Camp Nou, selvom det var Barca der havde bolden mest.

Efter 20 minutters spil svigtede Barcas forsvar totalt, så Celta kom alene igennem med to spillere. Maxi afsluttede i første omgang, men her hev Ter Stegen en utrolig fodparade frem. Riposten røg ud til Aspas, der let kunne gøre det til 0-1. Reaktionen kom hurtigt fra hjemmeholdet, for blot to minutter efter blev der udlignet. Efter et godt angreb endte bolden hos Messi, der frækt sendte den mellem benene på målmanden og så stod det 1-1. Blot tre minutter senere lå bolden igen i nettet bag Celtas målmand, men Suárez’ scoring blev annulleret for offside. Det var en klar forkert kendelse og Barca blev for anden weekend i træk snydt for en scoring.

Barca satte sig fuldstændig på spillet og Celta blev presset tilbage foran eget felt. Efter en halv times brændte det på igen, da Messi sendte en afslutning på stolpen. Kort efter var det Paulinho der fik en helt åben hovedstødschance, men her sad bolden lige på målmanden. Den mulighed burde brasilianeren havde fået mere ud af. Barca fortsatte med at dominere klart og Celta var sjældne gæster på den catalanske banehalvdel, men trods overvægten i spil, kom der ikke flere afslutninger inden pausefløjtet.

Barca lagde ud i anden halvleg med at skabe en kæmpe mulighed til Paulinho, der modtog bolden i feltet og trak forbi målmanden, men brasilianeren afsluttede svagt i sidenettet. Kort efter foretog Valverde lidt overraskende sin første udskiftning, da Iniesta blev afløst af Denis Suárez. Barca sad på spillet og efter en times spil kom belønningen, da Messi spillede Jordi Alba fri i dybden. Han sendte hurtigt bolden ind foran mål, hvor Luis Suárez ekspederede den i nettet. 2-1 og Barca havde fået vendt målscoren til stor glæde for det velbesøgte Camp Nou.

Blot to minutter efter 2-1 scoringen fik Messi en stor mulighed i feltet, men han måtte se keeperen redde hovedstødet i flyvende stil. Ærgerligt for Barca, for her kunne kampen være blevet lukket. I stedet var det Celta der få minutter senere fik udlignet på en hurtig kontra, hvor Umtiti måtte opgive at løbe tilbage på grund af en skade i baglåret. Aspas trak mod mål og lagde køligt tilbage til Maxi Gómez, der gjorde det til 2-2. Kold dukkert for Barcas-spillerne. Umtiti måtte udgå og Vermaelen kom på banen til sin tredje kamp i træk. Barca fortsatte bestræbelserne på at få lukket kampen og et kvarter før tid var Paulinho tæt på, med et skud der strøg over mål. Lige efter bragte en frisparkskombination Piqué totalt fri i feltet, hvor han trak forbi målmanden, men brændte med et skud på stolpen. Her manglede både heldet og skarpheden.

Med 10 minutter tilbage satsede Valverde offensivt, da Alcácer kom på banen i stedet for Rakitic. Få minutter senere var det igen uhyre tæt på en scoring, da bolden endte hos Messi, der med hovedet dirigerede forbi det ellers tomme mål. Pludselig så Celta chancen for at slå kontra og her kom Sisto helt fri foran Ter Stegen, men tyskeren kom godt ud og reddede sit hold for et smerteligt nederlag. I overtiden var det først Alcácer der havde et forsøg tæt over mål og i allersidste minut Messi der sendte et direkte frispark lige forbi mål. Mere skete der ikke og Barca måtte skuffende nøjes med det ene point efter en kamp, som de havde fortjent at vinde, men hvor marginalerne og skarpheden foran mål manglede.

 

.:FORSIDE:.