FC Barcelona – Celta 2 - 0

FCBARCELONA.DK - 22.12.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic, Vidal (Arthur 61’), Messi, Dembélé (Coutinho 69’), Suárez

Bænk: Cillessen, Miranda, Chumi, Denis Suárez, Arthur, Carles Aleñá og Coutinho

Mål: 1-0 Dembélé (10’), 2-0 Messi (44’)

Det var årets sidste kamp da Celta Vigo gæstede Camp Nou i ligaens 17. spillerunde. Her havde Barca brug for at vinde, hvis de ville være sikre på at holde forspringet på tre point i ligatabellen.

Celta stillede sig overraskende højt på banen og det åbnede kampen op fra første minut. Meget spil foregik på midten, hvor Barca ventede på muligheden for at spille i dybden. Der skulle gå 10 minutter inden at kampens første farlige situation opstod og den var til Barca. Bolden endte hos Messi der skød på mål, man han måtte se målmanden afværge. Dembélé var hurtig på riposten og gjorde det til 1-0.

Barca dominerede spillet og Celta havde trods sin offensiv svært ved at komme frem til noget. Meget spil foregik forsat på midten, men midt i halvlegen kom næste mulighed til Barca, da Dembélé blev spillet i dybden. Målmanden fik blokeret og Alba sendte derefter bolden mod mål, men han måtte se en modstander afværge lige foran målet. Kort efter viste Celta tænder for først gang i kampen med en afslutning af Maxi, men Ter Stegen kom ned med et flot og vigtig redning.

Barca fortsatte med at kontrollere godt, men uden at der var den helt store fart i spillet. Det kneb også med at skabe noget, lige indtil at der manglede et minut af halvlegen. Her lagde Alba en fantastisk pasning der bragte Messi komplet fri foran mål og den mulighed blev udnyttet til en 2-0 scoring. Det blev slutningen på en første halvleg som Barca havde haft godt styr på og hvor de fortjent var foran.

Celta forsøgte at komme længere frem på banen fra anden halvlegs start og de lykkedes med at få sat Barca lidt under pres, uden at det dog virkende faretruende. Det blev dog til en god afslutning fra distancen efter 55 minutter, hvor bolden strøg tæt forbi mål. Få minutter efter burde Luis Suárez have lukket kampen, da han blev spillet komplet fri foran mål, men han brændte den store chance ved at sende bolden forbi.

Lige efter kom Barcas første udskiftning, da Arthur afløste Vidal og få minutter senere var det Coutinho der kom på banen i stedet for Dembélé. Barca virkede til at være i kontrol, men farten i spillet manglede. Spillerne virkede lidt som de allerede var gået på juleferie, for der blev ikke brugt flere kræfter end højest nødvendigt.

Et kvarter før tid fik de en advarsel, da der opstod en farlig situation på et hjørnespark, hvor Ter Stegen kom ned og blokerede på selve målstregen. Barca strammede sig an i slutfasen, hvor Celta blev holdt fra at skabe noget. Kampens sidste forsøg Messi for, da han i overtiden sendte et direkte frispark tæt over mål. Mere skete der ikke og Barca fik en fortjent sejr på 2-0 til trods for, at de aldrig for alvor foldede sig ud.

.:FORSIDE:.