fbpx
Annonce

FC Barcelona – Atlético de Madrid 2 - 0

FCBARCELONA.DK - 06.04.19

© Getty Images
// Atletico Madrid

FC Barcelona: Ter Stegen, Sergi Roberto (Semedo 84’), Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic, Arthur (Malcom 63’), Messi, Suárez og Coutinho (Aleñá 80’)

Bænk: Cillessen, Semedo, Umtiti, Murillo, Aleñá, Malcom og Boateng


Mål: 1-0 Suárez (85’), 2-0 Messi (87’)

Barca og Atlético de Madrid mødtes i et sandt topbrag, hvor begge hold havde brug for de tre point – Barca for at komme endnu tættere på mesterskabet og Atlético for at bevare håbet om at kunne indhente de catalanske rivaler. Helt som ventet valgte Valverde at stille med sin stærkest mulige formation, med Coutinho i front sammen med Messi og Suárez.

Atlético spillede afventende i indledningen, hvor begge hold passede godt på ikke at give noget væk. Det var var meget jævnbyrdigt og de to mandskaber var lige meget på bolden. Det var Atlético der afsluttede først i opgøret, da Diego Costa havde et hovedstød et stykke over mål. Barca havde problemer med at finde huller i gæsternes defensiv, men det lykkedes efter et kvarter, hvor Alba blev sendt af sted på en fantastisk pasning af Messi. Alba fik bolden forbi Oblak i målet, men han måtte se den tage stolpen.

Kort efter var det Suárez der forsøgte sig, men her gik bolden et stykke over mål. Atlético forsvarede sig det meste af tiden, men hver gang de gik frem på banen virkede de farlige. Det så man i det 20. minut da Griezmann afsluttede, men her sad bolden lige i favnen på Ter Stegen. Det var Barca der afsluttede næste gang, da Messi sendte et direkte frispark over mål. Da uret var tæt på at runde den halve time, kom Coutinho helt fri efter godt sammenspil med Suárez, men Oblak hev en flot redning frem. Her burde brasilianeren have været mere skarp.

Minuttet efter blev Atlético reduceret til 10 mand, da Diego Costa brugte nogle grimme gloser overfor dommeren, der resolut hev det røde kort op af lommen. Udvisningen betød at Barca satte sig på spillet og Atlético havde svært ved at skabe noget. De forsvarede sig dog fortsat godt og derfor var det fortsat svært for Barca at finde plads. I det 38. minut opsnappede Suárez en tilbagelægning, men hans pasning til en ellers helt fri Messi glippede. Den mulighed burde have givet fuldt udbytte. Halvlegen blev lukket af med afslutninger af først Messi og dernæst Coutinho, men i begge situationer greb Oblak ind. Det blev dermed ved 0-0 ved pausen efter en intens første halvleg.

Barca sad også på spillet i anden halvlegs start, men problemerne med at finde huller fortsatte. Modsat havde Atlético svært ved at holde på bolden når de forsøgte at slå kontra, så der stod Barca på det meste. Efter en lille time forsøgte Messi sig, men uden de store problemer for Oblak. Det gjorde argentineren igen i to omgange i de efterfølgende minutter, men Oblak viste igen, at han er en af verdens målmænd. Kort efter foretog Valverde sin første udskiftning, da Arthur blev afløst af Malcom. Det betød at Coutinho rykkede ned på midtbanen.

Kort efter var Messi på spil igen, hvor han tog en af sine velkendte ture på tværs foran feltet, men også denne gang kom Oblak i vejen. Atlético var sjældne gæster foran Barcas mål og et ufarligt frispark fra Griezmann midt i halvlegen, var deres første forsøg efter pausen. Lige efter var det på ny uhyre tæt på en Barca-scoring. Messi sendte først et skud af sted som Oblak parerede med stort besvær og på riposten fra Malcom var keeperen også på plads. Stor dobbeltchance til Barca. Med et kvarter tilbage viste Atlético tænder igen, da Rodrigo kom højest på et hjørnespark og headede tæt over mål. Det var en klar advarsel til Barca om, at gæsterne stadig troede på det.

Kort efter blev Coutinho afløst af Aleñá og få minutter efter var det Semedo der kom på banen i stedet for en dødtræt Sergi Roberto. Fem minutter før tid kom det som alle på Camp Nou sad og ventede på – en scoring til Barca. Det var Luis Suárez der fyrede af fra kanten af feltet og her tog bolden indersiden af stolpen og gik i mål. Oblak var helt derude, men kunne forhindre en fortjent 1-0 føring til Barca.

Atlético reagerede ved straks at kaste alle mand frem og det blev straffet. Barca slog en kontra hvor Messi driblede ind i feltet og sikkert fik sendt bolden i mål til 2-0. Dermed var al tvivl om udfaldet ude og det kunne mærkes på de to hold i kampens sidste minutter, hvor der ikke længere blev satset helhjertet fra nogle af siderne. Det sluttede derved med en helt fortjent 2-0 sejr til Barca, der med de tre point bragte sig et kæmpe skridt nærmere mesterskabet.

.:FORSIDE:.