FC Barcelona - Athletic Club Bilbao 3 - 0

FCBARCELONA.DK - 04.02.17

FC Barcelona: Ter Stegen, Aleix Vidal, Piqué (Mascherano 46'), Umtiti, Mathieu, André Gomes, Rafinha (Rakitic 52’) , Arda, Messi (Sergi Roberto 63’), Alcácer, Neymar.

Bænk: Cillessen, Jordi Alba, Sergi Roberto, Mascherano, Denis Suárez, Luis Suárez og Rakitic.


Mål: 1-0 Alcácer (18’), 2-0 Messi (40’), 3-0 Aleix Vidal (67’)

Luis Enrique bød på en hel del ændringer på holdet, da Athletic lagde vejen forbi Camp Nou i ligaen. Spillere som Mascherano, Sergi Roberto, Alba og ikke mindst Luis Suárez startede alle på bænken, hvilket gav plads i startopstillingen til Vidal, Mathieu og Paco Alcácer.

Kampen fik en livlig start, da Neymar allerede efter to minutter kom til en kæmpe chance, hvor han tøvede og afsluttede svagt. I samme minut slog Bilbao kontra og her var det Raul Garcia der sendte et skud af sted, hvor Ter Stegen fik fingrene på bolden, så den ramte stolpen. Flot og vigtig redning af tyskeren. Bilbao spillede godt med i starten og efter 12 minutter var de uhyre tæt på igen, da Williams fik en helt åben hovedstødschance, hvor bolden endte forbi mål.

Man skulle hen til kampens 18. minut før at Barca var farlige igen og så var der til gengæld også fuldt udbytte. Neymar trak til baglinjen og lagde bolden ind foran mål, hvor Alcácer fik sendt den i nettet til 1-0. En sjælden scoring af spanieren, der også tydeligt var meget glad. Midt i halvlegen var det Bilbaos tur til at være tæt på, da Piqué begik et klodset frispark på kanten af feltet. Her sendte Iturraspe bolden tæt forbi mål. Kort efter var det Umtiti der lavede en hovedløs pasning på tværs foran eget felt, så Bilbao kom til en helt åben skudchance, men her greb Ter Stegen godt ind. Et par store fejl af Barca-forsvaret, der godt kunne have kostet et mål.

Barca havde bolden mest og det virkede som om, at de havde godt styr på deres baskiske gæster, der dog hele tiden spillede godt med. Der kom bedre styr på Barcas defensiv og fem minutter før pausen kom scoringen til 2-0. Barca fik frispark udenfor feltet i højre side, men den spidse vinkel forhindrede ikke Messi i at forsøge sig med et skud på mål. Det overraskede Bilbaos målmand totalt og han nærmest fumlede bolden over stregen. Et par minutter efter var Barca tæt på endnu en scoring, da den veloplagte Neymar sendte et skud tæt forbi mål. Det blev afslutningen på en første halvleg hvor Barca fortjent var foran.

Luis Enrique valgte at foretage en udskiftning i pausen, hvor Piqué blev erstattet af Mascherano. 2. halvleg fik en dramatisk start, da Ter Stregen kom ud af målet og stødte samme med Rafinha, der faldt til jorden og blødte fra en stor flænge i hovedet. Det betød at han måtte forlade banen og Rakitic kom ind i stedet. Barca kunne ikke helt få spillet til at køre og det bragte Bilbao mere ind i kampen. Det resulterede i en baskisk afslutning efter 54 minutter, hvor Ter Stegen var på plads i målet. Efter en times spil kom der så en overraskende udskiftning, da Luis Enrique tog Messi ud til fordel for Sergi Roberto. Et klart tegn på, at Barca-træneren havde tirsdagens pokalsemifinale i tankerne. Messi forlod banen med stående klapsalver fra Camp Nou.

Få minutter efter Messis udskiftning kom holdet foran med 3-0. Aleix Vidal modtog bolden udenfor feltet og tog et par energiske træk, hvorefter han sendte bolden i nettet. Flot scoring af catalaneren, der for alvor at ved at finde formen. Den solide føring gjorde at der faldt lidt over kampen. Barca var i fuld kontrol, uden at bruge for mange kræfter. Det holdt dog ikke Bilbao fra at gå efter en reducering, men helt farligt blev det ikke.

Barca koncentrerede sig om at kontrollere kampen uden at bruge for mange kræfter og det lykkedes fint. Kort før tid var det dog meget tæt på endnu en scoring til hjemmeholdet, da Vidal kom til en god mulighed, men her fik målmanden afværget. Riposten røg ud til Rakitic, der sendte bolden langt over mål. Mere skete der ikke i opgøret, som Barca havde haft godt styr på det meste af vejen og hvor de fortjent hev en 3-0 sejr i hus.  

.:FORSIDE:.