FC Barcelona - Athletic Club Bilbao 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 29.09.18

FC Barcelona: Ter Stegen, Alba, Piqué, Lenglet, Semedo, Sergi Roberto (Busquets 51’), Rakitic, Vidal (Messi 55’), Coutinho, Suárez, Dembélé (Munir 78’)

Bænk: Cillessen, Vermaelen, Busquets, Arthur, Rafinha, Munir og Messi

Mål: 0-1 De Marco (40’), 1-1 Munir (83’)

Træner Ernesto Valverde overraskede stort, da han placerede Leo Messi på bænken til hjemmekampen mod Bilbao. Dermed fik argentineren sig en sjælden pause. Også Busquets blev sparet og det gav lidt ændringer i startopstillingen i forhold til de seneste kampe.

Barca lagde godt ud og satte sig på spillet, godt anført af Coutinho i Messis fravær og efter seks minutters spil fik catalanerne frispark et stykke udenfor feltet. Det tog Suárez sig af, men han måtte se bolden stryge tæt forbi mål. Gassen gik dog hurtigt af den hjemmeholdets offensiv og efter 12 minutter var det Bilbao der var tæt på, da Williams løftede bolden over Ter Stegen, men også lige forbi mål. Minuttet efter sendte Raul García et godt skud af sted, som Ter Stegen afværgede til hjørne.

Barcas forsvar virkede rystende usikkert og efter 16 minutter var de i store problemer igen. Williams blev spillet helt fri og rundede Ter Stegen, men Vidal kom tilbage og dækkede godt af, så Bilbao-angriberen ikke fik afsluttet. Vigtig aktion af chileneren. Efter disse forskrækkelser fik Barca bedre styr på spillet igen og de var i flere situationer tæt på at skabe noget farligt, men de afgørende pasninger missede. Det var først i det 25. minut at de for alvor kom tæt på igen, da en helt fri Suárez måtte se keeperen forhindre en scoring med en fodparade.

Det var dog tydeligt at Barcas offensiv ikke fungerede optimalt. Coutinho var faldet ud af kampen og Dembélé lykkedes ikke med meget. Efter 38. minutter fik catalanerne dog endnu en mulighed, da Suárez afsluttede fra en spids vinkel, men igen kom keeperen i vejen. To minutter efter blev der helt stille på Camp Nou, da Susaeta fandt De Marcos i feltet til en baskisk 0-1 scoring. Her så Barca-forsvaret ikke godt ud og frustrationerne lyste ud af hjemmeholdets spillere. Lige inden pausefløjtet fik Coutinho chancen for at udligne på en helt åben hovedstødschance, men han placerede svagt bolden lige på målmanden. Det blev dermed ved 0-1 ved pausen efter en skuffende indsats af Barca.

Der var kun spillet få minutter af anden halvleg, da Sergi Roberto måtte udgå med en lårskade. Busquets kom på banen i stedet. Barca indledte halvlegen med at sidde på spillet, men uden at skabe det store. I det 55. minut var det så tid til at få Messi på banen, da han afløste Vidal. Det satte straks mere fart i det catalanske spil og optimisme fandt vej til Camp Nou. Lige da uret rundede en time var det netop Messi der fandt Coutinho i feltet, hvor han fik afsluttet, men han måtte se bolden tage overliggeren. Her manglede Barca det sidste held.

Barca satte fortsatte jagten på en udligning og midt i halvlegen fik de frispark i en perfekt position for Messi. Han sendte bolden mod mål, men måtte se den afværget af en forsvarsspiller lige foran stregen. Barca holdt fast i et højt tempo og et kvarter før tid var de tæt på igen. Messi modtog en bold i feltet og afsluttede, men den prellede af på stolpen. Minuttet efter var Messi på spil igen, men denne gang strøg bolden tæt forbi mål. Med 12 minutter tilbage valgte Valverde at sende Munir på banen i stedet for Dembélé.

Barca kæmpede energisk for at få udlignet og Piqué blev sendt op i front. I det 83. minut gav anstrengelserne så endelig udbytte. I to omgange fik Messi sendt bolden ind i feltet og her stod Munir klar og drejede den i nettet til en 1-1 udligning. Barca stillede sig ikke tilfreds med det resultat og de gik efter en scoring mere. Det var dog svært at komme frem til noget mod den baskiske mur, men lige da uret havde rundet de 90 minutter, fik Rakitic en gylden mulighed tæt foran mål. Han brændte dog chancen ved at sende bolden tæt over mål.

Mere skete der ikke og Barca måtte nøjes med det ene point i en kamp de var tæt på at tabe, men hvor de havde fortjent sejren.

.:FORSIDE:.