FC Barcelona - Alavés 3 - 1

FCBARCELONA.DK - 27.05.17

FC Barcelona: Cillessen, Mascherano (Gomes 11’) , Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Rakitic (Aleix Vidal 83’), Iniesta, Messi, Neymar, Alcácer

Bænk: Ter Stegen, Marlon, Vidal, Digne, Denis Suárez, Gomes, Turan

Mål: 1-0 Messi (30’), 1-1 Theo (33’), 2-1 Neymar (45’), 3-1 Alcácer (45’)

Barca spillede sin sidste kamp på sæsonen, da de mødte Alavés i finalen i Copa del Rey. Her handlede det om at slutte af med en titel og dermed give Luis Enrique den bedst mulige afsked. Det var et afbudsramt mandskab Luis Enrique rådede over og det betød at Mascherano blev placeret som højre back, mens Alcacér erstattede Luis Suárez i front.

Det var Alavés der skabte kampens første farlige situation, da de allerede efter 3 minutter var tæt på at udnytte et boldtab af Alba, men Iniesta kom godt tilbage og ryddede op. Kort efter var det dårligt nyt til Barca, da Mascherano måtte udgå. Han stødte hovedet sammen med en modstander og faldt uheldigt ned, så det gik ud over højre knæ. Argentinerne blev båret fra banen og Gomes kom ind som højre back i stedet. Ærgrelig start på finalen for Barca.

Alavés havde tydeligt fået besked på at gå hårdt til Barcas spillere og det fik de lov til af dommeren. Det betød en del spilstop og samtidig ødelagde det catalanernes rytme i spillet. Barca havde klart bolden mest, men Alavés forsvarede sig med alle mand og efterlod meget lidt plads. Baskerne forsøgte sig med et par omstillinger og her virkede Barcas forsvar ikke overbevisende, men uden at det kom til muligheder. Der blev spillet med stor tålmodighed fra Barcas side, men de havde svært ved at finde løsninger og det påvirkede tempoet i kombinationerne.

Det var derfor en noget chancefattig kamp som tilskuerne var vidner til, i hvert fald indtil der var spillet en lille halv time. Her lavede Piqué en stor fejl og det udnyttede Ibai til at sende et godt skud af sted, som Cillessen fumlede noget med. Bolden ramte derefter indersiden af stolpen og trillede langs mållinjen, inden den blev sparket væk. Her var heldet virkelig med Barca. Lige efter var det Iniesta der sendte et skud af sted. Bolden blev rettet af, men Alavés-keeperen fik lige akkurat foden på.

Blot tre minutter senere kom finalens første scoring og den var flot. Messi spillede bande med Neymar og derefter drejede han bolden i nettet fra kanten af feltet. 1-0 til Barca. Glæden hos catalanerne varede dog kort, for blot tre minutter senere fik Alavés frispark et stykke udenfor feltet. Her sendte Theo Hernández bolden over i det fjerneste målhjørne til en flot 1-1 udligning.

Barca fortsatte med at dominere klart og der var flere gange optræk til noget farligt. Især Messi virkede oplagt, med hurtige temposkift og forsøg på at skabe overtal. I halvlegens sidste ordinære minut lykkedes det endelig at få Alavés’ forsvar ud af balance. Messi spillede Gomes fri og han fandt Neymar inde foran mål og så var Barca foran med 2-1. Her mente Alavés-spillerne at der var offside, men scoringen blev godkendt. Blot to minutter efter kom der en Barca-scoring mere, da Messi tog på en ren slalomtur, hvorefter han spillede Alcácer fuldstændig fri foran mål. Her svigtede spanieren ikke og så kunne Barca gå til pause med en fortjent 3-1 føring.

2. halvleg blev indledt med et direkte frispark fra Alavés, som Ibai sendte tæt over mål. Lige efter var det Messi der satte Alcácer op til en god mulighed, men her fik keeperen pareret. Baskerne kom længere frem på banen og det åbnede spillet mere op. Barca fik mere plads og kontrollerede kampen fint samtidig med, at de flere gange var tæt på at skabe noget foran mål. Alligevel var det Alavés der fik kampens næste mulighed, da Alba totalt kiksede en ellers let tilbagelægning, men her kom Cillessen godt ud og fik sparket væk.

Alavés fastholdt positionen højere på banen og de lykkedes med at få sat Barca under pres i en periode. Pludselig kunne catalanerne ikke få bolden ud af farezonen og forsvaret kom ofte i problemer. Det gav en mulighed til baskerne midt i halvlegen, hvor Cillessen kom med en vigtig fodparade. Alavés fastholdt de gode takter og efter 70 minutter fik Deyverson bolden i nettet, men den scoring blev korrekt annulleret for offside. Barca havde ikke længere samme kontrol over begivenhederne og Alavés havde held med at holde bolden i længere perioder på den catalanske banehalvdel.

Selvom Barca fik god plads når de søgte frem på banen, blev bolden smidt hurtigt væk. Der blev ikke længere satset 100% på at få en scoring mere, vel vidende, at det var Alavés der var tvunget til at satse. Efter 83 minutter kom der en overraskende udskiftning, da netop tilbagevendte Aleix Vidal blev sendt på banen i stedet for Rakitic. Det betød at Gomes rykkede frem på midtbanen. Som tiden fik begyndte gassen langsomt at sive ud af baskerne. Barca fik lettere ved at holde på bolden, men fortsat uden at gik helhjertet efter at score. Det handlede mere om at holde føringen. Det lykkedes fint, for Alavés evnede ikke at skabe noget i slutfasen. Det gjorde Barca til gengæld i sidste minut, da Busquets kom helt fri, men i stedet for at afslutte selv, spillede han forgæves videre til Neymar.

Dommeren fløjtede af og Barca havde dermed vundet Copa del Rey for tredje år i træk, efter en finale hvor de aldrig rigtig havde været i problemer. Fortjent 3-1 sejr til Barca. 

.:FORSIDE:.