Espanyol - FC Barcelona 1 - 1

FCBARCELONA.DK - 04.02.18

Startopstillingen ser således ud: Ter Stegen, Semedo (Sergi Roberto 59’), Piqué, Umtiti, Digne (Alba 75’) , Busquets, Paulinho, Iniesta, Coutinho, Alcácer (Messi 59’) , Suárez

Bænk: Cillessen, Mina, Alba, Denis Suárez, Rakitic, Sergi Roberto og Messi

Mål: 1-0 Moreno (66’), 1-1 Piqué (86’)

Ernesto Valverde overraskede alle med sin startopstilling til lokalderbyet mod Espanyol, hvor Messi helt uventet startede på bænken, akkurat som Alba, Rakitic og Sergi Roberto. Det gav en startformation med en række reserver, der ellers ikke får meget spilletid. Idéen var helt sikkert at spare spillere til torsdagens pokalsemifinale mod Valencia. Kampen blev spillet i øsende regnvejr der gjorde banen så våd, at der var skabt vandpytter. Det gjorde forholdene svære for de to mandskaber.

Der blev gået til den fra begge sider fra første fløjt. Barca var mest på bolden, mens Espanyol ofte gik frem i et højt pres, som gæsterne dog fik vristet sig godt ud af. Der skulle gå 10 minutter inden at kampens første afslutning kom og den var til Barca. Det var Alcácer der sendte en bold ind til feltet til Suárez, men målmand Diego López fik afværget.

Barca fortsatte med at dominere, men de havde svært ved at få de afgørende pasninger ind. Den sjaskvåde bane gjorde det umuligt at forudsige boldens hastighed og det betød en del boldtab i opspillet. Det blev helt tiden søgt løsninger, mens Espanyol var sjældne gæster foran Barcas felt. Midt i halvleg var gæsterne tæt på igen, da Coutinho sendte et drøn af et skud af sted, men han måtte se den prelle af på undersiden af overliggeren. Her manglede brasilianeren kun heldet for at score sit første mål som Barca-spiller.

Få minutter efter var Espanyol farlige for første gang. Et skidt boldtab af Iniesta gav Baptistao en skudchance fra distancen og Ter Stegen havde svært ved at holde den våde bold, men han fik afværget i to omgange. Hjemmeholdet kom bedre med i halvlegens sidste kvarter og 10 minutter før tid var Baptistao på spil igen med et hovedstød over mål. Trods det massive regnvejr kogte det på tilskuerpladserne, for publikum kunne se deres hold spille godt med. Barca virkede dog til at have kontrol over tingene og det var også dem der fik halvlegens sidste afslutning, da Paulinho headede over mål. 0-0 ved pausen efter en halvleg hvor den våde bane havde sat sit præg på tingene.

Espanyol lagde ud med at skabe en stor mulighed efter blot to minutter af anden halvleg, men Ter Stegen kom godt ud og blokerede forsøget fra Baptistao. Det fortsatte med at øse ned og banen var umulig at spille på i flere områder. Det hæmmede tydeligt Barcas velkendte kombinationsspil og opspillet fungerede derfor næsten ikke. Efter en times spil valgte Valverde at foretage en dobbelt udskiftning, da Messi og Sergi Roberto afløste Alcácer og Semedo. Kort efter lykkedes det endelig for Barca at komme til en afslutning, da Coutinho sendte bolden ind i feltet til Suárez, men hans afslutning sad lige i hænderne på Diego López.

Midt i halvlegen kom så kampens første scoring, da et skidt udspark af Ter Stegen satte Espanyol i gang med en omstilling. Her blev bolden sendt ind over til Gerard Moreno, der headede den i nettet til 1-0. Ter Stegen havde hånden på bolden, men kunne ikke forhindre den i at gå i mål. Tilskuerne på Cornellá- El Prat gik amok i en glædesrus over, at de endnu en gang havde lokalrivalerne i problemer.

Et kvarter før tid reagerede Valverde ved at sende Alba på banen i stedet for Digne. Barca kæmpede alt hvad de kunne på den svære bane og de fik presset hjemmeholdet tilbage i eget felt. Det blev forsøgt med indlæg i feltet, fordi det var umuligt at spille langs jorden. 8 minutter før tid fik Barca frispark tæt ved hjørneflaget og det sendte Messi ind til Piqué, der med et flot hovedstød fik udlignet til 1-1. Scoringen fik frustrationerne frem hos hjemmeholdets spillere og der opstod en ophidset stemning spillerne imellem. Det blev til et par sammenstød og nogle gule kort.

Barca forsøgte at holde momentum for at få alle tre point, men banen gjorde det svært at skabe noget. Espanyol kæmpede for at holde det ene point og det lykkedes for dem, uden at Barca fik afsluttet i kampens sidste minutter. Det endte derved 1-1 efter en dramatisk kamp på en bane, der havde skabt store problemer for Barca.

.:FORSIDE:.