fbpx
Annonce

Eibar – FC Barcelona 2 - 2

FCBARCELONA.DK - 19.05.19

© Getty Images
// Eibar

FC Barcelona: Cillessen, Semedo (Wague 46’), Piqué, Lenglet, Alba, Busquets (Aleñá 65’), Rakitic, Vidal, Sergi Roberto, Messi, Malcom (Carles Pérez 73’)

Bænk:  Iñaki Peña, Umtiti, Aleñá, Puig, Wague, Abel Ruiz, Carles Pérez

Mål: 1-0 Cucurella (20’), 1-1 Messi (31’), 1-2 Messi (32’), 2-2 De Blasis (45’)

Det var en stærkt skadesramt trup Ernesto Valverde havde med til sæsonens sidste ligakamp, hvor Barca mødte baskiske Eibar på Ipurua. Det gav en del ændringer i startopstillingen og hele fem B-holdsspillere på bænken. Hverken Barca eller Eibar havde noget at spille for og for Barcas vedkommende blev kampen brugt som forberedelse til pokalfinalen på lørdag.

Barca lagde ud med en god mulighed til Messi efter blot tre minutters spil, men han tøvede og skuddet blev blokeret og gik til hjørne. Eibar svarede tilbage blot et minut senere, men her kom Cillessen godt ned og reddede. Hjemmeholdet mødte Barca højt på banen og det gav i perioder problemer med at holde på bolden for gæsterne. Det gav Eibar en god mulighed fra distancen efter et kvarter, men også her stod Cillessen klar.

Der manglede både fart og gnist i Barcas spil og det udnyttede baskerne efter 19 minutters spil til at sætte et godt angreb op, hvor de fik alt for meget plads. Bolden endte hos Marc Cucurella, der fik den sneget under Cillessen til en fortjent 1-0 føring. Blot to minutter efter var de tæt på igen efter skidt spil i Barca-forsvaret, men her hev Cillessen en vigtig fodparade frem. Barca havde mere end svært ved at skabe noget, men da det endelig lykkedes for dem efter en halv time, var der fuldt udbytte. Vidal lade bolden i dybden ind i feltet, hvor Messi trods en spids vinkel fik den i nettet til en 1-1 udligning.

Bolden var nærmest kun lige givet op efter scoringen, da Rakitic spillede Messi helt fri til en friløber mod mål. Argentineren var kølig og vippede bolden over keeperen til en 1-2 føring til Barca. Efter de to hurtige scoringer fik Barca bedre styr på sit spil og de kontrollerede kampen uden de store problemer. De holdt Eibar fra at skabe noget, men modsat virkede de heller ikke selv særligt farlige. I halvlegens sidste minut gik Cillessen ud af feltet for at heade en lang bold væk, men den røg lige ud til De Blasis, der flot halvflugtede fra distancen. Bolden strøg over Barca-keeperen til en 2-2 udligning. Det blev slutningen på de første 45 minutter.

Wague afløste Semedo fra anden halvlegs start. Portugiseren havde stødt hovedet sammen med en modstander kort før pausen og Valverde fandt det bedst, at tage ham ud. Eibar lagde klart bedst ud efter pausen med intenst spil og et højt pres. Det gav dem en god mulighed efter 51 minutter, hvor Cillessen på ny afværgede. Det meste spil foregik på den catalanske banehalvdel og det var tydeligt, at Eibar troede på deres chance.

Man skulle frem til en times spil inden at Barca var farlige for første gang i anden halvleg. Piqué var gået med frem og sendte en god afslutning af sted, men han måtte se målmanden redde. Lige efter var Barca tæt på igen, da Malcom kom fri i feltet og forsøgte at finde Piqué foran mål, men brasilianeren missede den afgørende pasning. Den mulighed burde de have fået mere ud af. Lige efter kom Aléñá på banen i stedet for Busquets, der havde smidt mange bolde væk og spillet en skidt kamp. Intensiteten gik med tiden noget ud af Eibars spil og det bragte Barca bedre med i opgøret. Med et kvarter tilbage blev Carles Pérez sendt på banen til sin debut, da han afløste Malcom, der ikke havde gjort det store væsen af sig.

Med 10 minutter tilbage var det meget tæt på en føring til Eibar, da Lenglet lavede en fejl, der gav baskerne en stor mulighed, men Cucurella brændte fælt ved at sende bolden over mål. Lige efter var det Barcas tur til at forsøge sig, men heller ikke Messi kunne ramme målet. Det var Eibar der gik mest helhjertet på at hente de tre point i slutfasen, hvor de fik Barca presset tilbage, men der kom ikke flere mål i ligaens sidste kamp denne sæson. 

.:FORSIDE:.