fbpx
Annonce

Borussia Dortmund – FC Barcelona 0 - 0

FCBARCELONA.DK - 17.09.19

© Getty Images
// Champions League // Dortmund

FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo, Piqué, Lenglet, Alba (Sergi Roberto 40’), Busquets (Rakitic 59’), De Jong, Arthur, Ansu Fati (Messi 59’), Suárez, Griezmann

Bænk: Neto, Todibó, Vidal, Rakitic, Sergi Roberto, Carles Pérez og Messi

Mål:

Barca tog hul på Champions League gruppespillet med udekampen mod Dortmund, hvor det handlede om at komme godt fra land i den prestigefyldte turnering, som alle Barca-fans higer efter at vinde. Messi var tilbage i truppen efter hans skadespause, men argentineren startede på bænken. Til gengæld startede den unge Ansu Fati inde og dermed blev han den yngste debutant for Barca i Champions League. For første gange denne sæson spillede Barca i deres lyseblå tredjetrøje.

Dortmund lagde ud i et højt tempo og det gav tydeligvis Barca store problemer, for de havde svært ved at holde på bolden. Derfor foregik det meste på tyskernes præmisser i starten og det var også dem der afsluttede først. Det skete i det 8. minut efter en grum fejl af Griezmann i eget felt, men heldigvis for ham og Barca, gik bolden et godt stykke forbi.

Efter dårlige første 10 minutter kom Barca bedre med og de lykkedes med at få spillet rykket længere frem. Det gav en mulighed til Griezmann i det 12. minut, hvor bolden blev rettet af til hjørne. På samme hjørnespark snittede Piqué forbi mål. Der kom en periode hvor Barca kontrollerede kampen, men uden at kunne finde huller i det tyske forsvar. Både Griezmann og Suárez arbejdede godt, mens Fati havde svært ved at gøre sig gældende.

Dortmund kom tilbage i opgøret og i det 25. minut var de tæt på at komme foran, da Reus blev spillet fri i feltet. Her kom Ter Stegen godt ud og gjorde sig bred. Vigtig aktion af Barcas tyske keeper. Få minutter efter headede Hummels et indlæg tæt over mål. Kampen fortsatte med at være meget lige og ingen af holdene tog store risici i opspillet. Der blev passet godt på i begge ender, så der var tale om en meget taktisk affære. Kort før pausen var der dårligt til Barca, da Jordi Alba måtte udgå med en skade. Sergi Roberto kom på banen i stedet og tog plads som højre back, mens Semedo rykkede over på Albas plads. Ingen af holdene kom frem til noget i de sidste minutter af den chancefattige første halvleg.

Barca lagde ud efter pausen med at skabe en god mulighed til Suárez, hvor han trak fri i feltet og afsluttede fra en spids vinkel, men målmanden afværgede til hjørne. Det varede ikke længe før at Dortmund igen svingede taktstokken i opgøret og i det 55. minut fik de et straffespark, der klodset blev begået af Semedo. Det tog Reus sig af, men han måtte se Ter Stegen afværge i to omgange. Her blev Barca-keeperen sit holds redningsmand.

Kort efter var det så endelig tid til at se Messi i aktion for første gang denne sæson, da han efter en time afløste Fati, der intet havde fået ud af kampen. Samtidig kom Rakitic ind i stedet for Busquets og det betød, at De Jong rykkede tilbage foran forsvaret.

Dortmund forsatte med at dominere klart og Barcas forsvar var i store problemer. Reus afsluttede to gange og lidt efter var det Alcácer der forsøgte sig, men enten blev der blokeret eller også stod Ter Stegen i vejen. I det 77. minut brændte det på igen, da Brandt sendte et langskud af sted der prellede af på overliggeren. Barcas offensiv så man ikke meget til. Messi forsøgte at skabe noget, men det var tydeligt, at han er langt fra topformen.

Barca lykkedes med at få taget tempoet ud af det tyske spil og de holdt længere på bolden i kampens slutfase. Der blev tydeligt ikke satset helhjertet fremad banen fra catalanernes side og man fornemmede, at de var tilfredse med et ene point. Alligevel var Barca tæt på i kampens sidste tillægsminut, da bolden blev spillet ind foran mål til Messi, mens han skud blev blokeret.

Det sluttede derved 0-0 efter en taktisk og intens kamp, hvor Barca havde været i store problemer og hvor Dortmund nok havde fortjent sejren, men det forhindrede Ter Stegen og overliggeren.

.:FORSIDE:.