Alavés - FC Barcelona 0 - 2

FCBARCELONA.DK - 26.08.17


FC Barcelona: Ter Stegen, Vidal (Alcácer 57’), Piqué, Umtiti, Alba, Busquets, Sergi Roberto, Rakitic, Iniesta (Paulinho 88’), Deulofeu (Denis Suárez 70’), Messi

Bænk: Cillessen, Semedo, Digne, Mascherano, Denis Suárez, Paulinho og Alcácer.

Mål: 0-1 Messi (55’), 0-2 Messi (66’)

Det handlede om anden runde i ligaen, da Barca mødte Alavés på Mendizorrotza, inden at der venter to ugers landskampspause. Her valgte træner Ernesto Valverde at indlede kampen med kun angribere. Iniesta var tilbage på holdet efter hans skadesfravær i to kampe. Helt uventet blev Vidal rykket frem i en offensiv rolle, mens Sergi Roberto lå som højre back.

Barca lagde ud med at sætte sig på spillet og det blev til et par afslutninger fra Deulofeu de første minutter, som Alavés-keeper Pacheco sikkert tog sig af. Der stod Barca på det hele og bolden blev hurtigt pillet fra hjemmeholdet, når de havde fået fat på den. Her så man et velfungerede catalansk genpres. Bolden blev kombineret godt rundt og inden der var gået et kvarter, havde både Messi og Iniesta afsluttet, men uden at Pacheco i målet for alvor var udfordret.

Alavés var presset tilbage foran eget felt næsten hele tiden, mens Barca forsøgte at finde huller. Hjemmeholdet stod dog godt i den bagerste kæde og kampen kom ind i en periode uden afslutninger. Messi havde en fri rolle og gik ofte tilbage på banen for at skabe spillet, men argentineren fik ikke meget ud af det. Det gjorde Deulofeu heller ikke, så det var en noget tandløs catalansk offensiv man så. Det var tæt på at blive straffet efter en halv time, da Piqué hovedløst smed bolden væk, så Sobrino fik frit løb mod mål, med Piqué halsende efter sig. Heldigvis for Barca kom Ter Stegen godt ud af målet og afværgede. Det var klart kampens største chance indtil dette tidspunkt af opgøret.

Man skulle frem til det 34. minut før at Barca afsluttede igen, men Deulofeus forsøg blev afværget til hjørne. Alavés kom bedre med og opgøret blev mere intenst med et par gule kort til begge sider som resultat. Det var dog fortsat Barca der havde bolden klart mest, uden dog at få meget ud af det. Efter 40 minutter fik de så en hjælpende hånd af dommeren, da han noget tvivlsomt dømte straffespark mod Piqué på et hjørnespark. Det tog Messi sig af, men han måtte se Pacheco hive en formidabel redning frem på det ellers hårde og velplacerede skud. Halvlegen blev sluttet af med en afslutning af Deulofeu, som den velspillende Pacheco også tog sig. Det stod derfor stadig 0-0 da de to hold gik til pause.

Alavés lagde ud efter pausen med at skabe en stor mulighed, hvor Manu Garcia var et par centimeter fra at kunne sende bolden i et tomt mål. Minutter efter var det Messi der forsøgte sig med et skud, hvor bolden strøg tæt forbi mål. Det var Barca der satte sig på spillet som i de første 45 minutter, men det var som om, at det sidste hele tiden manglede. Derfor var det kæmpe forløsning for catalanerne, da der endelig kom hul på bylden efter 55 minutter. Det var Alba der sendte bolden ind i feltet til Messi, der afsluttede. Bolden blev rettet af og snød Pacheco og så var Barca fortjent foran med 0-1. Kort efter blev Alcácer sendt på banen i stedet for Aleix Vidal.

Scoringen gav lidt mere ro over Barcas spil og de satte sig tungt på kampen. Alavés var presset tilbage og havde svært ved at finde plads til omstillinger. Det betød en klar catalansk dominans og det varede ikke længe, for at det blev belønnet. Indskiftede Alcácer opsnappede en skidt clearing fra Alavés-forsvaret, så bolden røg videre til Messi, der takkede for den store chance med at gøre det til 0-2. Kort efter var det Deulofeus tur til at forlade banen, da han blev erstattet af Denis Suárez.

Barca havde kampen lige hvor de ville have den og Alavés-spillerne havde ikke troen på, at de kunne komme tilbage i opgøret. Catalanerne kontrollerede det hele og et kvarter før tid kunne der været komme en scoring mere, hvis Messi ikke havde været uheldig at ramme overliggeren. Barca fortsatte deres stræben efter en scoring mere. Kombinationerne flød fornuftigt, men det blev kun til et par hjørnespark. Med to minutter tilbage af opgøret var det tid til en debut til Paulinho, da han blev sendt på banen i stedet for anfører Iniesta, der blev klappet fra banen på Mendizorrotza. Kampen blev sluttet af med et par muligheder til Denis Suárez og Piqué, men det blev ved de 0-2.

Dermed hentede Barca tre vigtige point efter en kamp, hvor spillet ikke for alvor havde fungeret, men hvor Messi endnu en gang viste sig som holdets redningsmand. 

.:FORSIDE:.