fbpx

Sådan gik det Barca-spillerne ved første runde af VM

FCBARCELONA.DK - 25.11.22

// VM 2022

I går sluttede første runde af VM, så alle landshold nu har været i aktion ved slutrunden. Barca har i alt 17 spillere med i Qatar og her bydes der på et overblik over, hvordan de hver især klarede sig.

Jordi Alba spillede en vigtig rolle i Spaniens 7-0 sejr over Costa. Alba lagde op til et af de spanske mål og fremtvang også et straffespark. God indsats af catalaneren.

Sergio Busquets spillede lidt over en time mod Costa Rica, uden for alvor at falde i øjnene. Busquets lavede et par fejl i opgøret, men fordelte ellers spillet fint.

Pedri fik lidt mindre end en time mod Costa Rica, hvor han gjorde det godt. Landstræner Luis Enrique tog ham udelukkende tidligt ud for at spare ham til kampen mod Tyskland.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Gavi fik en fantastisk VM debut for Spanien, hvor han scorede et mål, lagde en assist og blev kåret til kampens bedste spiller opgøret mod Costa Rica. Stor aften for Barca-spilleren.

Ferran Torres viste hvorfor Luis Enrique har taget ham med til Qatar. To scoringer stod stod spanieren for i 7-0 sejren over Costa Rica, det ene på straffe.

Alejendro Balde kom med til VM på et sent afbud og spillede den sidste halve time mod Costa Rica i sin landholdsdebut. Her gjorde den unge catalaner en god figur.

Robert Lewandowski fik en frustrerende start ved VM, for han brændte et straffe i opgøret mod Mexico, en kamp der sluttede 0-0, og hvor Barca-angriberen ikke havde nogen god aften.

Ousmane Dembélé startede inde i Frankrigs kamp mod Australien. Her gjorde han en god figur på højrekanten, blandt andet med et oplæg til et af de franske mål i 4-1 sejren.

Jules Koundé kom først på banen i det 89. minut mod Australien, hvor kampen forlængst var afgjort. Her nåede han ikke rigtig at vise sig frem.

Andreas Christensen spillede en solid kamp for Danmark i 0-0 opgøret mod Tunesien. Han afviste hvad der kom og havde samtidig overskud til at deltage i det opbyggende spil.

Frenkie de Jong ydede en noget blandet indsats mod Senegal, hvor hans spil var præget af mange fejl. Det var dog De Jong der lagde op til Hollands første mål i 2-0 sejren.

Memphis Depay spillede sin første fodboldkamp i to måneder efter hans skadespause. Det blev til en halv time mod Senegal, hvor man ikke så meget til ham.

Raphinha startede inde i Brasiliens 2-0 sejr over Serbien. Barca-angriberen havde flere gode aktioner, men kom aldrig til at spille en hovedrolle.

Ansu Fati, Eric García, Ter Stegen og Araujo kom ikke i aktion i første spillerunde ved VM.



.:FORSIDE:.