fbpx

Barca meldes åben for at sælge Ferran Torres

Peter Vyff - 26.03.26

 


Selvom Ferran Torres viste skarphed i første halvdel af sæsonen, har han virket tandløs siden årsskiftet. Det har nu gjort, at ledelsen menes klar til at tage afsked med spanieren, og det er positivt nyt for Lewandowski.

Med kun to måneder tilbage af sæsonen har Barca ifølge nyhedsmediet ESPN truffet en vigtig beslutning med hensyn til deres angrebssituation. Catalanerne menes at have valgt deres favorit mellem holdets to spydspidser, nemlig Ferran Torres og Robert Lewandowski.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det forlyder således, at den sportslige ledelse har åbnet op for et salg af den 26-årige Ferran Torres, der ellers er en af holdets topscorere i denne sæson. Spanieren har dog virket uskarp siden årsskiftet, hvor han har haft umådeligt svært ved at få gang i målscoringen.

Torres' seneste mål faldt tilbage i januar, og med det i tankerne menes ledelsen at være klar til at sælge ham for at finansiere sommenens forventede indkøb. Ledelsen har angiveligt set sig varm på tanken om at hente Julián Alvarez fra Atlético Madrid, og det forventes at blive en betragtelig udgift for klubben.

Derfor menes Barca at være klar til at tage afsked med den tidligere Manchester City-spiller, og det er umiddelbart godt nyt for Lewandowski. Det forlyder således, at klubben er klar til at forlænge kontrakten med polakken for yderligere en sæson.

Hvis planen lykkes, skal Lewandowski efter sigende agere backup for Alvarez, men det kræver dog, at han er klar til at acceptere en lønnedgang. Der skal derfor falde mange brikker på plads, hvis puslespillet skal gå op, og det helt store spørgsmålstegn er, hvorvidt Atlético overhovedet er klar til at sælge deres angrebsstjerne.

Madrilenerne er dog tidligere blevet meldt interesserede i netop Torres, og Barca kan derfor overveje at inkludere ham i en potentiel byttehandel. Spanierens nedadgående form er dog et stort tema, og det bliver spændende at se, hvordan situationen udvikler sig frem mod sommer.

torres28F
© Getty Images

// Ferran Torres
.:FORSIDE:.