Avis: Messi vil spille mod Real Betis på søndag

Rune Stentoft - 07.11.18

Onsdag formiddag var Lionel Messi tilbage på træningsbanen på Ciutat Esportiva Joan Gamper, efter han så kampen mod Inter fra tribunen i går. Her trænede han alene og han kan måske blive klar til weekendens kamp.

Et stærkt ønske om at vende hurtigt tilbage fra den skade han fik mod Sevilla den 20. oktober, hvor han fik et brud i højre arm, har gjort, at han er kommet sig hurtigere end forventet. Oprindeligt var han meldt ude i tre uger, men i den seneste lille uges tid har han trænet med mere og mere.

Han var endda med i truppen til kampen mod Inter, men grundet Barcas favorable position i gruppe B, var Valverde ikke nødsaget til at bruge Messi. Havde catalanerne været i en udsat position, så kunne Messi meget vel være kommet i aktion.

Nu kan den argentinske angriber med stor sandsynlighed være klar til weekendens kamp hjemme på Camp Nou i Barcelona, hvor Real Betis fra Sevilla kommer på besøg. Det melder den catalanske avis Sport. Er han klar til den kamp, holder det stik med en skadespause på tre uger.

Messi er indtil videre gået glip af fem kampe. To i den spanske La Liga, to i Champions League og en i Copa del Rey. Det var mod Inter af to omgange, Real Madrid, Rayo Vallecano og Cultural Leonesa, fem kampe der resulterede i fire sejre og en uafgjort.

.:FORSIDE:.