| Stor ros til holdet fra Guardiola |
| FCBARCELONA.DK - 18.03.2010 |
![]() Det var en meget tilfreds træner der mødte pressen efter onsdagens 4-0 sejr over Stuttgart. Han hæftede sig især ved, at holdet efterhånden igen spiller på den måde der gav dem så mange succeser i sidste sæson. Efter lang tid hvor spillet ikke har fungeret optimalt, ser det ud til at Barca er ved at finde rytmen igen og det glæder Guardiola sig over. "Vi spiller på en måde hvor den ene gør den anden bedre og hvor alle hjælper med det hele. Vi spiller igen på den måde og så længe sæsonen er i gang, må vi ikke miste det" udtalte han. Det er kun Manchester United der i nyere tid som forsvarende Champions League mestrer har evnet at komme til kvartfinalen året efter og derfor er Guardiola stolt over, at det nu også er sket for hans hold. "Det er overhovedet ikke let. Det er en rigtig god nyhed at være mellem de otte bedste i Europa og en stor glæde at skulle spille endnu en Champions League kamp på vores bane. Det er den største turnering der findes, så det er noget der betyder meget for os" fortsatte han. Samtidig udtrykte han stor tilfredshed med holdets indsats. "Vi var meget aggressive og gav ikke vores modstander tid til at tænke. Der var dybde i spillet og bolden blev spillet godt rundt" kom det rosende fra ham. Selvom gode hold som Chelsea, Real Madrid og Sevilla er røget ud af turneringen, mener Guardiola ikke at det bliver nemmere at komme videre til semifinalen. "Alle hold der er tilbage er gode. Det er et stærkt felt. Vi skal spille rigtig gode kampe for at nå videre til semifinalen" fastslog han. Endnu en gang var det Messi der kom i centrum med to scoringer og et oplæg og Guardiola lægger da heller ikke skjul på, at argentineren betyder utroligt meget for holdet. "Vi har brug for at han deltager meget i spillet. På det seneste har han spillet mere centralt og ikke så meget på kanterne. Han er ganske enkelt den bedste og dermed er alt sagt. Vi vil aldrig bytte ham med en anden" var den klare melding fra træneren. Camp Nou var fyldt næsten op onsdag aften og det betyder meget for Guardiola. "Der kom næsten 90.000 tilskuere og med dem er vi meget stærkere. Vi har god støtte og bliver aldrig ladt alene" afsluttede han. |






