| Vilanova roste Henry og Messi |
| FCBARCELONA.DK - 15.03.2010 |
![]() Guadiola's hjælpetræner Tito Vilanova, som søndag aften vikarierede på den catalanske sidelinje, var godt tilfreds med 3-0 sejren over Valencia. Efter kampen var der stor ros til aftenens oplevelse Messi, men også Henry fik positive ord med på vejen. Vilanova erkendte, at første halvleg havde været en smule svag fra catalanernes side, men efter indskiftingen af Thierry Henry i pausen kom der gang i spillet. "Henry havde helt sikkert en kæmpe andel i aftenens sejr. Han kom på banen og viste fremragende takter. Han skabte dybde i vores spil og gav Messi mere frihed på banen. Han motiverede holdet og vi formåede i anden halvleg at lægge større pres på modstanderen" forklarede assistenttræneren. "Henry fortjener virkelig et kæmpe skulderklap. Ved alle træninger denne uge har han vist et højt niveau og han har virkelig kæmpet for at vende tilbage i topform. De manglende mål i de seneste kamp havde ramt hans selvtillid en smule, men aftenens præstation kan han være stolt af" sagde Vilanova. Og selvfølgelig var der også stor ros til Lionel Messi, som blev kampens helt store oplevelse med 3 mål. "Messi er verdens bedste spiller og han gør det hele meget nemmere, når det gælder om at afgøre kampene. Vi startede med ham i midten, hvor han kan gøre stor skade på et forsvar. Han spillede tit denne position som barn og vi ved hvor farlig han kan være her" sagde han. "Valencia spillede en god kamp og har spillere af højeste kvalitet. De pressede os højt på banen og det gav problemer i de første 45 minutter. Vi mødte et godt hold i aften" sagde Vilanova til slut. |






