| Guardiola: "Nu bliver fejl dyre" |
| FCBARCELONA.DK - 06.03.2010 |
![]() Ligaen har udviklet sig til et tæt kapløb om mesterskabet mellem Barca og Real Madrid. Træner Pep Guardiola er derfor udmærket klar over, at ethvert unødvendigt pointtab kan betyde, at mulighederne for succes reduceres væsentligt. "Når jeg ser på hvordan det er gået indtil nu i ligaen, synes jeg at resultaterne vi har nået er gode. Der mangler to måneder mere inden ligaen slutter og ethvert fejltrin på dette tidspunkt vil kunne sende os ud. Nu bliver fejl dyre" udtalte træneren fredag aften på et pressemøde i klubben. Lørdag aften gælder det opgøret mod Almeria og selvom Barca må betragtes som klar favorit, er det netop i sådanne kampe at der ikke er plads til fejl. "Der står meget på spil i hver eneste kamp og denne bliver ikke anderledes" fortsatte Guardiola. Der tales meget om kampen mellem Real Madrid og Barca på Bernabeu i midten af april måned, men Guardiola tror ikke at det opgør afgør mesterskabet. "Det er helt forkert at ligaen afgøres på Bernabeu. Der mangler mange kampe" fastslog han. En lang række af Barca's spillere er netop vendt hjem fra at spille landskampe og derfor er Guardiola lidt ked af allerede at spille lørdag aften. "Jeg synes spillerne så bedre ud i dag end i går. Vi må se hvordan de har de i morgen. Rent personligt ville jeg have foretrukket at spille mod Almeria søndag når man tager i betragtning, at vi ikke har en midtugekamp i næste uge, men vi skal nok klare det" sagde han. Der er derfor ikke meget spillerne har trænet sammen denne uge. "Vi gjorde det godt mod Málaga og det havde været godt at kunne træne mere, men tingene er som de er og der er jo heller ingen garanti for, at vi ville spille godt mod Almeria hvis der ikke havde været landskampe" vurderede træneren. |






