| FC Barcelona - Sporting Gijon 3 - 0 |
| FCBARCELONA.DK - 31.08.2009 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Piqué (Fontás 84'), Puyol, Maxwell (Abidal 56'), Busquets, Xavi, Keita, Pedro, Ibrahimovic, Bojan (Jeffren 80') Mål: 1-0 Bojan (17'), 2-0 Keita (42'), 3-0 Ibrahimovic (81') Mandag aften var det tid til, at tage hul på den spanske liga og det blev gjort på Camp Nou da der blev taget imod Sporting. Catalanerne måtte se bort fra både Iniesta og Márquez, som begge kun lige akkurat er kommet sig fra deres skader. Også Messi kunne ikke spille, da han befandt sig i Argentina for at spille landskamp. På trods af disse afbud, valgte Guardiola alligevel at lade spillere som Henry og Touré starte på bænken. Barca tog fra første minut initiativet og forsøgte sig med det kendetegnede pasningsspil. Efter få minutter spillede Bojan flot Ibrahimovic igennem, men svenskeren missede afslutningen. Efter 10 minuttrer beviste gæsterne fra Gijón, at man ikke var kommet til Camp Nou for ingenting. Camacho spillede Diego Castro helt alene igennem, men hårdt presset sendte han bolden lige over mål. Stor chance til gæsterne. Efter 16 minutter tilkæmpede Bojan sig et frispark lige ud for feltet og det valgte Xavi at tage sig af. Catalanernen måtte dog se sit skud blive pareret af muren og bolden røg til hjørne. Dette tog Xavi sig igen af og han sendte bolden ind til Keita som forlængede til bagerste stolpe, hvor Bojan dukkede op helt alene og headede bolden over stregen. 1-0 til Barca! Sporting gav dog ikke op på grund af catalanernes føringsmål og lå hele tiden på lur. Barca's defensiv stod dog godt og havde held med at afværge de helt store chancer. Efter en halv times spil var det Barca som igen blev nærgående, da Maxwell sendte Ibrahimovic af sted i venstre side. Han snød smart 2 forsvarsspillere inde i feltet, men hans afslutning fejlede. Kort efter var Maxwell ved at begå en kæmpe bommert, da han med nærmest lukkede øjne forsøgte at spille bolden tilbage til Valdés. Hans pasning blev lige akkurat ikke nået af en modspiller og Valdés fik skudt bolden væk. I det sidste kvarter af første halvleg forsøgte Sporting sig i flere omgange med mindre chancer, men helt farligt blev det aldrig. I stedet kunne de catalanske tilhængere efter 42 minutter endnu engang juble, da Barca kunne bringe sig foran med 2-0. Xavi sendte smart en hjørnespark tilbage til Alves, som følt lagde et indlæg lige ind i panden på en flyvende Keita, som ved bagerste stolpe headede bolden forbi gæsternes målmand. Få minutter senere fløjtede dommeren til pause, ved stillingen 2-0 til FC Barcelona. Guardiola foretog ingen udskiftninger i pausen og det var der heller ingen grund til med en 2-0 føring. Efter 52 minutter var Bojan tæt på, da han driblede sig igennem i feltet, men hamrede bolden i sidenettet. Kort efter var Maxwell uheldig og måtte lade sig udskifte med hvad der lignede en muskelskade. Få minutter senere var Pedro tæt på med en afslutning, mens han måtte se bolden blive pareret til hjørnespark. Barca fortsatte søgningen efter det tredje mål, men havde ikke den afgørende effektivitet. Efter 67 minutter sendte Xavi endnu et hjørnespark ind i feltet og her var det igen en flyvende Keita som med stor kraft headede bolden direkte på stolpen. Det var gennemgående en super kamp af både Keita og Xavi, som var blandt catalanernes bedste spillere mandag aften. Efter 80 minutter måtte Bojan forlade banen med en skade og i stedet kom Jeffren på banen. Zlatan havde været noget anonym i anden halvleg og så ikke rigtig ud til at fundet nøglen til Barca's angrebsspil. Men så pludselig efter 81 minutter kunne forløsningen endelig melde sig, da Alves sendte endnu et indlæg ind i feltet, hvor svenskeren ved bagerste stolpe kastede sig ned og headede bolden i mål. Ibrahimovic's første mål for Barca og så stod den 3-0. Og svenskeren var endda tæt på at komme yderligere på måltavlen, da Xavi med 4 minutter tilbage sendte en genial aflevering af sted til Zlatan, som helt fri i stedte for at afslutte forsøgte at spille Keita på tværs, men afleveringen missede og angrebet løb ud i sandet. Efter 3 minutters overtid fløjtede dommeren af og Barca kunne dermed tage hul på den spanske liga med en 3-0 sejr på Camp Nou over Sporting. Nu gælder det 14 dages landskamppause, før det igen går løs i ligaen om knap 2 uger. |






