|

FC Barcelona: Pinto, Alves, Chygrynskiy, Milito (Busquets 66'), Maxwell, Iniesta, Márquez, Thiago, Messi, Bojan, Pedro (Ibrahimovic 46')
Mål: 0-1 Capel (61'), 1-1 Ibrahimovic (73') - VIDEO, 1-2 Negredo, str. (74')
Det var en helt uventet startopstilling Pep Guardiola valgte til pokalkampen mod Sevilla. Reelt var det kun Alves, Iniesta og Messi der kan siges at være stamspillere, mens resten tilhører reserverne. I forsvaret blev der plads til Chygrynskiy og Maxwell samt Milito der således fik sin første officielle kamp siden han vendte tilbage efter hans langvarige knæskade. Márquez var rykket frem på midtbanen, hvor han fik selskab af den kun 18-årige Thiago. I front var der færre overraskelser med Messi, Bojan og Pedro, men alt i alt var der tale om noget af en satsning fra trænerens side.
Holdene lagde ud i et forholdsvist lavt tempo og det varede et stykke tid før der kom lidt liv i kampen. Sevilla havde den første afslutning efter syv minutters spil da Koné var tæt på at overrumple Pinto på et direkte frispark, men Barca-målmanden fik afværget til hjørne. Få efter fik Barca deres første afslutning i opgøret, da en veloplagt Leo Messi tog en af sine karakteristiske dribleture på tværs af feltet og fyrede af, men Palop reddede helt nede ved den ene stolpe. Som ventet blev hjemmeholdet mødt højt på banen og det betød, at de ikke kunne få spillet til at flyde 100%, hvilket dog også nok skyldtes den noget uvante opstilling. Når der skete noget foran gæsternes felt, var det ofte med soloaktioner af Messi og Iniesta, der begge viste flere eksempler på deres eminente tekniske kunnen. På midtbanen var det opløftede at se, at den unge Thiago faldt godt ind i spillet og gjorde en særdeles fornuftig figur. Ham kommer man helt sikkert til at se mere til i de kommende år.
Midt i halvlegen var det tæt på en føring til Barca, da Alves sendte et hårdt frispark af sted som Palop ikke kunne holde. På riposten var en Sevilla-spiller tæt på at sende bolden i eget net, da den trillede tæt forbi den ene stolpe. På det efterfølgende hjørne endte bolden hos Messi på baglinjen og herfra sendte han den mod mål, men kun for at se den prelle af på stolpen. Det var ikke meget man havde set Sevilla på Barca's banehalvdel den første halve time, men i det sidste kvarter kom de mere med samtidig med, at der blev længere mellem Barca's angreb. Det var tæt på at give resultat i det 34. minut, da Capel noget tvivlsomt fik annulleret en scoring for offside. Halvlegens sidste minutter var præget af en del frispark og det medførte flere gule kort og en ophedet stemning, inden dommeren fløjtede af efter 45 minutter der aldrig var blevet den helt store oplevelse.
Guardiola valgte at sende Ibrahimovic i aktion fra 2. halvlegs start på bekostning af Pedro, som man ikke havde set noget til de første 45 minutter. Indledningen på 2. halvleg blev en noget rodet affære med en del upræcise afleveringer og boldtab hvilket betød, at ingen af holdene rigtig fik styr på spillet. Det var tydeligt at Sevillas høje pres gav Barca store problemer og det var gæsterne der virkede farligst når de angreb. Specielt farligt var det i det 52. minut, da Pinto med en flot fodparade forhindrede Renato i at udnytte en kæmpe chance i feltet. Der skulle gå næsten et kvarter af 2. halvleg før Barca nærmede sig Sevillas mål, da Bojan tog en god dribletur i feltet, men bolden blev sendt til hjørne lige inden den nåede ind til en helt fri Messi foran mål. Gæsterne svarede igen et par minutter efter med et godt angreb, hvor bolden endte hos Capel i feltet og han sendte den sikkert forbi Pinto til en 0-1 føring. I den situation kunne man godt se, at det ikke var Barca's sædvanlige forsvar der spillede. Efter 67 minutters spil blev Milito klappet af banen efter en fornuftig indsats af argentineren og Busquets kom ind i stedet. Kort efter var det Thiagos tur til at blive klappet ud, da Xavi kom ind i stedet i et forsøg på at få vendt kampen.
Barca satsede mere frem ad banen og det gav resultat i det 72. minut, da et indlæg endte hos Bojan. Han helflugtede og via en modstanders fod gik bolden i nettet, men helt uforståeligt annullerede dommeren målet for et frispark som han mente at Ibrahimovic havde begået i feltet. Det viste tv-billederne var en forkert kendelse. Tilskuerne fik dog hurtigt noget at glæde sig over, for bare et minut senere blev svenskeren sendt alene af sted mod mål af Márquez. Svenskeren afdriblede køligt Palop i målet og sendte bolden i nettet fra en noget spids vinkel. Dermed var udligningen en kendsgerning. Dramatikken fortsatte, for bare minuttet efter scoringen fik Sevilla korrekt straffe, da Chygrynskiy tydeligvis havde fat i Capels trøje i feltet. Negredo udnyttede sikkert muligheden fra 11 meter pletten og så var Sevilla foran igen. Kampen var oppe i højt tempo med et Barca-hold der arbejdede hårdt for at få udlignet. Det blev til et par halvhjertede forsøg, men i det 85. minut var det alvor, da Messi trak fri i feltet og fyrede af, men uheldigvis for ham og Barca endte bolden forbi mål. Den gjorde den også et par minutter senere, da Chygrynskiy havde en god hovedstøds mulighed efter et frispark. Den offensive satsning gav Sevilla mulighed for at slå kontra og det skabte et par farlige situationer foran Barca's mål, uden at det dog blev til oplagte chancer. Det lykkedes ikke for Barca skabe mere inden dommeren fløjtede af og dermed led de et af de sjældne nederlag på Camp Nou. Returkampen spilles i Sevilla om en uge.
|