FC Barcelona - Villarreal 1 - 1
FCBARCELONA.DK - 02.01.2010
Pedro22

FC Barcelona: Valdés, Alves, Puyol, Piqué, Abidal, Busquets, Xavi, Jonathan dos Santos (Iniesta 57'), Henry, Pedro (Bojan 86'), Ibrahimovic

Mål: 1-0 Pedro (07') - VIDEO, 1-1 Fuster (50')

Guardiola bød på en gedigen overraskelse da han kom med startopstillingen. Den unge mexicanske midtbanespiller fra B-holdet, Jonathan dos Santos, fik sin debut i ligaen med fraværet af Keita og Touré, samt Iniesta som Barca's træner ikke vurderede er klar til 90 minutter endnu. Ellers var der tale om det der kan kaldes stærkeste opstilling. Inden kampen blev spillerne hyldet for de seks pokaler de har vundet i 2009 og det betød at opgøret kom i gang med nogle minutters forsinkelse.

Villarreal mødte Barca højt på banen og fik på den måde lagt pres på hjemmeholdets opspil. Det gav catalanerne problemer og de havde fra første minut svært ved at få gang i det sædvanlige spil fremad banen. I det 7. minut lykkedes det dog at kombinere sig frem til en mulighed, da Alves modtog bolden i højre side. Han lagde ind over til Henry der helflugtede bolden på overliggeren, men en helt fri Pedro var klar på riposten og sendte bolden i nettet med en usvigelig sikkerhed. Gæsterne fortsatte med deres høje pres og det gav stadig give Barca store problemer. Der blev mistet mange bolden og forsvaret virkede usikkert ved flere lejligheder. Det betød at det brændte på flere gange foran Barca's mål, uden at der dog var tale om de helt store målchancer. I det 20. minut kunne Barca være kommet yderligere foran, da Henry kom fri på et kontraangreb og spillede Ibrahimovic komplet fri foran mål, men dommeren mente at franskmanden inden da havde begået frispark, hvilket han nok var den eneste på Camp Nou der kunne se.

Få minutter senere var Henry på spil igen, da han sendte et hovedstød af sted som målmanden reddede på selve målstregen. Villarreal var hele tiden godt med og kampen var mere jævnbyrdig end man ellers ser det på Camp Nou og i det 28. minut var det centimeter fra en udligning, da Fuster i helt fri position sendte et hovedstød lige over mål. Kampen var intens og begge mandskaber havde nerverne uden på tøjet, hvilket betød et par gule kort for brok. Debutanten Jonathan dos Santos faldt godt ind i spillet og han blev hyldet af tilskuerne på Camp Nou stort set hver gang gang han havde bolden. Villarreal havde fortsat held med at ødelægge Barca's spil, selvom de med tiden virkede mindre farlige. Det brændte dog på et par gange i halvlegens sidste kvarter, men trods lidt usikkerhed i den bagerste række, fik Barca's forsvar ryddet op når det var mest nødvendigt. I det 45. minut fik en aktiv og oplagt Henry endnu en hovedstødsmulighed, men denne gang strøg bolden tæt over mål. Mere skete der ikke i en lige og spændende 1. halvleg, hvor Barca's føring dog ikke kunne siges at være ufortjent.

Villarreal lagde stærkt ud efter pausen med en god mulighed i det 49. minut, men Fuster misbrugte den store chance ved at sende bolden centimeter forbi målet. Barca's spillere tog ikke advarslen alvorligt, for bare minuttet efter kom udligningen. De skete da Barca ellers havde kontrol over bolden, men den blev mistet og denne gang svigtede Fuster ikke foran mål. Målet gjorde tydeligvis Barca's spillere frustrerede og man så en del opgivende fagter når det ikke lige gik deres vej. Efter en lille times spil blev Iniesta sendt på banen i stedet for Dos Santos i et forsøg på, at få mere gang i det fremadrettede spil. Det lykkedes fint, idet Iniesta med sine snævre driblinger og hurtige træk fik skabt nogle gode situationer foran feltet. Efter 65 minutters spil kunne det godt have givet udbytte, da målmanden måtte ud i fuld længde for at redde et godt skud fra midtbanespilleren. Villarrreal svarede igen minuttet efter, da Nilmar var millimeter fra at nå frem til en bold som han ikke kunne have undgået at sende i nettet, men Barca slap med skrækken.

Hjemmeholdet har fortsat problemer med at få spillet til at køre og dommeren var absolut heller ikke på deres side. Det fik frustrationerne frem på banen og på tilskuerpladserne, så der var virkelig tale om et ophedet stemning på Camp Nou denne aften. Som tiden gik blev Villarreal dog presset længere tilbage på banen og det blev til et par gode forsøg fra først Busquets og derefter Ibrahimovic, men marginalerne var ikke med catalanerne. Der blev kæmpet godt for at få det mål der ville forhindre det først pointtab på Camp Nou i ligaen denne sæson, men i det 87. minut kunne det være gået helt galt. Det skete da Villarreals Rossi kom fri i feltet og fik sendt bolden forbi en fremstormende Valdés, men Puyol kom godt tilbage og fik sendt bolden til hjørne da den var på vej i mål. Trods fem minutters overtid lykkedes det ikke for hjemmeholdet at få hevet sejren i hus og de måtte således nøjes med
1-1 i årets første kamp, hvor der ikke var meget der lykkedes for dem.


Google Bookmark! Facebook! Del på Twitter!
 
  Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk