| FC Barcelona - Real Madrid 1 - 0 |
| FCBARCELONA.DK - 29.11.2009 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Piqué, Puyol, Abidal, Busquets, Keita (Touré 64'), Xavi, Iniesta, Henry (Ibrahimovic 51') , Messi Mål: 1-0 Ibrahimovic (56') - VIDEO Det var imødeset med stor spænding om Messi og Ibrahimovic ville være med i startopstillingen og resultatet blev, at argentineren startede inde, mens svenskeren tog plads på bænken. Det kunne kun betyde, at Guardiola ikke mener at Ibrahimovic er klar til at spille 90 minutter. Iniesta fik i stedet pladsen i angrebet, hvilket gav plads til Keita på midtbanen. Ellers bød startopstillingen ikke på overraskelser. Barca kom i boldbesiddelse fra kampens start, mens Madrid frivilligt stod lidt tilbage på banen og overlod initiativet til hjemmeholdet. Trods dominansen havde Barca svært ved at komme frem til noget foran mål og man skulle hen til det 9. minut før kampens første chance kom. Det var Henry der kom fri i venstre side og fyrede af, men Casillas greb ind uden det store besvær. Minuttet efter havde Xavi et langskud der gik et meters penge over mål. Madrid var sjældne gæster på Barca's banehalvdel, men de virkede farlige hver gang de forsøgte at slå kontra. Efter den lidt forsigtige start kom gæsterne bedre med og i det 19. minut var de var meget tæt på at komme foran. Det skete da Ronaldo blev spillet helt fri i feltets højre side til en kæmpe chance, men en flot fodparade af Valdés forhindrede en scoring som alle på Camp Nou ellers troede var en realitet. Bare to minutter efter brændte det på igen, da Barca's målmand kom godt ud af feltet og sparkede væk lige foran en modstander. Det var tydeligt at Barca's spillere var rystet efter de to gode muligheder til Real Madrid og spillet hang slet ikke sammen for dem. De blev markeret tæt på midtbanen og det forhindrede dem i at skabe deres sædvanlige spil frem af banen. Messi og Iniesta forsøgte at skabe noget på egen hånd, men det meste løb ud i sandet. Real Madrid var mere direkte i deres spil og efter en lille halv time fik de en ny mulighed, da en helt fri Marcelo modtog bolden i feltet, men Puyol kom heroisk ned og fik blokeret hans skud. Herefter lykkedes det for Barca at få mere styr på spillet igen og kampen blev mere lige, uden at der dog blev skabt de store chancer. Man skulle således hen til halvlegens sidste minutter før der skete noget foran mål og denne gang var det hjemmeholdet der forsøgte sig. Først var det en afslutning fra Henry der tvang et hjørnespark frem og kort efter da Casillas lige akkurat fik fat på et indlæg fra Iniesta inden det nåede ind til Keita foran mål. Mere skete der ikke i den intense og spændende 1. halvleg, hvor Barca ikke kunne være utilfredse med at skulle gå til pause med 0-0. 2. halvleg blev indledt i et relativt tempo og uden de store begivenheder. Der gik kun få minutter inden at Guardiola valgte at sende Ibrahimovic på banen og lidt overraskende var det Thierry Henry der måtte gå ud. Efter bare et minut på banen var svenskeren med i en kombination med Messi der skabte en god skudchance til Xavi, men skuddet gik forbi mål. Madrid svarede igen lige efter med en chance til Ronaldo, men endnu en gang var det Puyol der kom ned og blokerede for portugiseren. Kampen bølgede frem og tilbage og i det 56. minut kom Alves fri på højrekanten og lagde et præcist indlæg ind foran mål. Her kom Ibrahimovic uimodståeligt bagfra og helflugtede bolden i nettet til 1-0. Camp Nou nærmest eksploderede i jubel over den flotte scoring. Glæden blev dog hurtigt vendt til bekymring, da Busquets efter lidt mere end en times fik sit andet gule kort og måtte forlade banen. Guardiola reagerede hurtigt ved at sende Touré på banen i stedet for Keita samtidig med, at Iniesta trak længere tilbage på banen. Kort efter var det også tid for en ellers aktiv Ronaldo til at blive skiftet ud. I de efterfølgende minutter var det ikke til at se Barca var i undertal. De holdt godt på bolden og de kunne sågar være kommet yderligere foran i det 69. minut, da Pique headede en bold tæt forbi mål. Som tiden gik fik Real Madrid dog tilkæmpet sig et overtag og Barca faldt længere og længere tilbage på banen i et forsøg på at holde føringen. De var presset godt tilbage og når de fik fat på bolden blev den hurtigt mistet igen. Der herskede en nervøs stemning på Camp Nou samtidig med at holdet blev bakket op på en fantastisk måde. 10 minutter før tid lignede det en udligning, da den indskiftede Benzema modtog bolden tæt foran mål efter et hjørnespark, men det lykkedes for franskmanden at sende den langt over mål. Madrid fastholdt overtaget og de fik en del hjørnespark i slutfasen hvor Barca's spillere sendte bolden væk så godt som de kunne. Et minut før tid lykkedes det for hjemmeholdet at slå en sjælden kontra og det bragte Messi komplet fri foran mål, men hans afslutning var svag og sad lige på Casillas. Der burde argentineren have lukket kampen definitivt. Minuttet efter fik tilskuerne dog en lille opmuntring, da Madrids Lass fik sin anden advarsel og så var begge hold igen lige mange spillere på banen. Det lykkedes for Barca at holde godt på bolden i de sidste minutter indtil dommeren fløjtede af og de fik dermed de tre meget vigtige point efter en intens og spændende kamp som begge hold havde stor ære af. |





